Af registreringsafgiftslovens § 8, stk. 1, fremgår bl. a., at såfremt told- og skattemyndighederne konstaterer, at elementer, herunder avance, som indgår i beregningen af den afgiftspligtige værdi, overflyttes eller faktureres, så de ikke længere omfattes af den afgiftspligtige værdi, kan de transaktioner, hvor den pågældende overflytning eller omfakturering er konstateret, tilsidesættes i relation til afgiften.

Ved et indenretligt forlig i Vestre Landsret er det fastslået, at det er ToldSkat, der har bevisbyrden for, at der er sket overflytning af afgiftspligtig avance på den fabriksnye bil til en forhøjet ikke-afgiftspligtig avance på den ibyttetagne brugte bil. I den aktuelle sag var slutsedlerne alene udfyldt med forskelsbeløbet mellem den solgte (nye) og den brugte ibyttetagne bil (byttesummen). Der var ikke grundlag for at opkræve registreringsafgift på baggrund af standardpriserne for bilerne, idet landsretten ikke fandt, at ToldSkat havde løftet bevisbyrden for overflytningen af avance. Det var således ikke bevist, at kunderne inden handlens endelige indgåelse ikke var orienteret om, at prisen for den bil, der blev taget i bytte, i det endelige salgsdokument ville blive beregnet med udgangspunkt i den aftalte byttesum og en pris lavere end standardprisen for den fabriksnye bil.  

Det præciseres, at regionerne nu af egen drift kan afslutte/tilbagebetale afgift i sager, hvor det skønnes, at de er sammenlignelige med den nu afgjorte sag.