Indhold

Det er en betingelse for fradragsret for driftsomkostninger ved små vare- og lastvogne efter ML § 41, stk. 2 og fradragsret for leje og driftsomkostninger ved lejede små vare- og lastvogne efter ML § 41, stk. 3, at virksomhedens leverancer af varer og ydelser overstiger registreringsgrænsen i ML § 48, stk. 1, 1. pkt. Se ML § 41, stk. 5.

Afsnittet indeholder:

  • Regel
  • Oversigt over domme, kendelser, afgørelser, SKM-meddelelser mv.

Regel

ML § 41, stk. 5 fastsætter som betingelse for at få fradrag efter ML § 41, stk. 2 og 3, at den momsregistrerede virksomhed har en omsætning på mere end 50.000 kr. årligt af momspligtige varer og ydelser. Beløbsgrænsen følger grænsen for, hvornår registreringspligten indtræder efter ML § 48, stk. 1.

ML § 41, stk. 5, begrænser ikke fradragsretten for virksomheder, der efter en konkret vurdering er omfattet af registreringspligten i ML § 48, stk. 1. En virksomhed der har en omsætningsnedgang til under registreringsgrænsen, men som efterfølgende forventes at ligge over registreringsgrænse fx i forbindelse med en omstilling af landbruget fra planteavl til kvægavl, kan derfor fradrage driftsomkostninger efter ML § 41, stk. 2 og 3. ML § 41, stk. 5, begrænser således kun fradragsretten for virksomheder, der efter en konkret vurdering ikke er omfattet af registreringspligten, men alligevel har ladet sig registrere (valgfri registrering). Se TfS1997, 73TSS.

Det er ikke tilstrækkeligt, at den samlede omsætning overstiger beløbsgrænse. Det er nemlig den momspligtige andel af omsætningen, som skal overstige beløbsgrænsen. Se SKM2001.151.LSR.

Oversigt over domme, kendelser, afgørelser, SKM-meddelelser mv.

Skemaet viser relevante afgørelser på området:

Afgørelse

Afgørelsen i stikord

Yderligere kommentarer

Landsskatteretsafgørelser

SKM2001.151.LSR

En skatteyder, der drev momsfritaget virksomhed som musiker, og som tillige havde momspligtige aktiviteter, kunne ikke fradrage moms af driftsudgifter vedrørende en varevogn, idet den momspligtige andel af omsætningen ikke oversteg beløbsgrænsen. Landsskatteretten fandt, at ML § 41, stk. 5 (tidligere ML § 41, stk. 4), måtte fortolkes sådan, at det var virksomhedens momspligtige omsætning, der skulle overstige beløbsgrænsen, for at virksomheden kunne opnå fradrag. Retten lagde herved lagt vægt på, bemærkningerne i lovforslaget. Heraf fremgik, at bestemmelsen svarede til de dagældende regler i bekendtgørelsen om delvis fradragsret, samt at det af Skatteministeriets betænkning over lovforslaget fremgik, at beløbsgrænsen i bestemmelsen var en konsekvens af bestemmelsen om grænsen for registreringspligt.