Indhold

Dette afsnit handler om, hvornår andre former for erhvervsvirksomhed end landbrugsvirksomhed mv. har mulighed for at få godtgørelse af energiafgift.

Afsnittet indeholder:

  • Afprøvning af gasmotorer
  • Fyringsolie anvendt til rustbeskyttelse af værktøj
  • Eksempler, hvor der ikke ydes godtgørelse.

Afprøvning af gasmotorer

Der ydes afgiftsfritagelse for naturgas og bygas, der anvendes ved afprøvning af gasmotorer i forbindelse med produktionen af disse. Se GASAL § 10, stk. 2, 3. pkt.

Der kan stadig ikke opnås fradrag for afgift af naturgas, der anvendes ved afprøvning i forbindelse med vedligeholdelse af gasmotorer.

Ved spørgsmål om hvornår der er tale om produktion, og hvornår der er tale om vedligeholdelse, vil blandt andet følgende momenter kunne pege i retning af, at der er tale om produktion:

  • Der er tale om en prototype
  • Maskinen består fortrinsvis af nye dele
  • Motoren tilvirkes hos producenten. 

Fyringsolie anvendt til rustbeskyttelse af værktøj

Se afsnit E.A.4.1.7 om farvning af gas- og dieselolier og petroleum og SKM2008.520.LSR, hvor der ikke blev godkendt fradrag for afgift af farvet fyringsolie anvendt til rustbeskyttelse af værktøj.

Eksempler, hvor der ikke ydes godtgørelse

Der ydes ikke afgiftsgodtgørelse på forbrug af motorbrændstof i følgende tilfælde:

  • Drift af registrerede motorkøretøjer, fx person-, vare- og lastbiler
  • Drift af fx stationære motorer, kølemaskiner mv.
  • Drift af entreprenørmateriel, herunder drift af materiel, der bruges ved dræning, grusgravning, udgravning til gylletank mv.
  • Drift af traktorer mv., som bruges til andet arbejde end egentligt landbrugsarbejde mv., fx ved landbrugsvirksomheders snerydning for kommuner og drift af grusgrav
  • Transport af varer mellem landbrugsvirksomheder og korn- og foderstofforretninger, sukkerfabrikker mv. udført af andre end landbrugsvirksomheden selv, herunder transport af afgrøder, som en maskinstation høster for en landbrugsvirksomhed (der ydes kun godtgørelse for transport fra ejendommens område af egne produkter, der stammer fra virksomheden)
  • Brændstof anvendt til rutekørsel.