Indhold

Afsnittet beskriver reglerne for arbejdsmarkedssammenslutningers fradrag for almennyttige uddelinger, hensættelser til sådanne formål og konsolideringsfradrag.

Afsnittet indeholder:

  • Uddelinger
  • Hensættelser
  • Konsolideringsfradrag
  • Oversigt over domme, kendelser, afgørelser, SKM-meddelelser mv.

Uddelinger

Arbejdsmarkedssammenslutninger kan fradrage beløb, der i året er uddelt til almenvelgørende eller på anden måde almennyttige formål. Se FBL § 9, stk. 1.

Det er ikke en forudsætning, at en forening har vedtægtsmæssige bestemmelser om at støtte disse formål.

Hensættelser

Arbejdsmarkedssammenslutninger kan også fradrage hensættelser til almenvelgørende og almennyttige formål efter reglen i FBL § 4, stk. 3. De kan ikke fradrage hensættelser til kulturelle almennyttige formål, der er nævnt i FBL § 4, stk. 7. Se FBL § 9, stk. 1.

Se også

Se også afsnit

Konsolideringsfradrag

Arbejdsmarkedssammenslutninger kan fradrage hensættelser til konsolidering af foreningsformuen. Se FBL § 5, stk. 3, og § 9, stk. 1.

Fradraget kan højst udgøre en andel af foreningsformuen svarende til den procent, hvormed reguleringstallet for indkomståret efter PSL § 20 er ændret i forhold til reguleringstallet for det foregående indkomstår.

Konsolideringsfradraget udgjorde i 2009: 3,4 pct.

Reguleringstallet udgør 100,0 for indkomstårene 2009-2013.

Det betyder, at der ikke kan foretages fradrag for konsolidering i årene 2010-2013.

Konsolideringsfradraget udgør i 2014: 1,8 pct.

I 2015 udgør konsolideringsfradraget 1,5 pct., i 2016 udgør det 1,4 pct. og i årene 2017, 2018, 2019 og 2020 udgør det 2,2 pct. For 2021 udgjorde konsolideringsfradraget 2,3 pct., mens det for 2022 udgjorde 1,2 pct. For 2023 udgør konsolideringsfradraget 3 pct.

Når der kan indrømmes fradrag for konsolidering, kan der kun tages fradrag i det omfang, det kan rummes i positiv indkomst. Indkomsten kan således ikke blive negativ som følge af fradrag for konsolidering.

Se også

Se SKAT.dk  Jura, tal og statistik  Satser og beløbsgrænser  Fondsbeskatningsloven: Konsolideringsfradrag

Opgørelse af formuen

Ved beregningen af konsolideringsfradraget efter FBL § 5, stk. 2, skal værdien af foreningsformuen opgøres efter SEL § 14, stk. 2, 1. og 2. pkt., og SEL § 14, stk. 3-7. Se FBL § 5, stk. 3.

Foreningsformuen efter SEL § 14, stk. 2, 1. og 2. pkt. og SEL § 14, stk. 3-7, udgør foreningens aktiver og passiver med nogle nærmere angivne undtagelser.

Ved formueopgørelsen medregnes foreningens aktiver og passiver til handelsværdierne på opgørelsesdagen, med mindre andet fremgår af SEL § 14, stk. 4-7.

Ved opgørelse af formuen efter SEL § 14, stk. 3, er det foreningsformuen ved årets begyndelse, der lægges til grund for beregningen af konsolideringsfradraget. Se SKM2001.509.LR.

I oplysningsskemaet skal foreninger omfattet af bekendtgørelse om krav til det skattemæssige årsregnskab m.v. for større virksomheder oplyse det anvendte reguleringstal.

Et tilsvarende krav stilles ikke til foreninger omfattet af bekendtgørelse om krav til det skattemæssige årsregnskab m.v. for mindre virksomheder.

Oversigt over domme, kendelser, afgørelser, SKM-meddelelser mv.

Skemaet viser relevante afgørelser på området: 

Afgørelse

Afgørelsen i stikord

Yderligere kommentarer

Landsskatteretskendelser

TfS 1993, 587 LSR

En arbejdsmarkedsorganisation havde til formål at varetage medlemmernes økonomiske, faglige og sociale interesser. Ydelserne fra forbundet kunne efter vedtægterne kun gives til medlemmerne. Skatteankenævnet havde fundet, at det var en betingelse for fradrag af uddelinger til almenvelgørende eller almennyttige formål, at disse var konkretiseret i vedtægterne. Landsskatteretten fandt imidlertid, at der ikke i fondsbeskatningsloven var holdepunkter for den indskrænkende fortolkning og anerkendte uddelingerne som fradragsberettigede for forbundet.

 

Skatterådet

SKM2023.3.SR

Sagen omhandlede opgørelsen af værdien af G1’s minoritetsposter i de tre selskaber til brug for beregning af fradrag for hensættelser til konsolidering af foreningsformuen (konsolideringsfradrag) efter FBL § 5, stk. 2. Aktierne skulle som udgangspunkt medregnes til handelsværdien på opgørelsesdagen, jf. SEL § 14, stk. 3. Skatterådet bekræftede, at G1 kunne tage udgangspunkt i de omhandlede selskabers regnskabsmæssige værdi til brug for opgørelsen af konsolideringsfradraget efter FBL § 9, jf. § 5, stk. 2.

 

SKM2001.509.LR

Ligningsrådet bemærkede, at konsolideringsfradraget skal beregnes på grundlag af primoformuen. Se bemærkningerne til lovforslag nr. 108 fremsat den 5. december 1985, FT 1985-1986, bd. A, sp. 2668.