Indhold

►Dette afsnit indeholder en beskrivelse af de forhold, som kan indgå i vurderingen af, om der kan ske skærpelse af en bøde i en skattestraffesag.

Afsnittet indeholder:

  • Regel
  • Gentagelsesvirkning
  • Andre skærpende omstændigheder
  • Oversigt over domme, kendelser, afgørelser, SKM-meddelelser mv.

Regel

I skatte- og afgiftsstraffesager, der afgøres administrativt med et bødeforlæg, er udgangspunktet for sanktionsudmålingen henholdsvis en normalbøde eller en ordensbøde, se A.C.3.5.2. og A.C.3.5.3.

Den konkrete sanktion i form af bødestraf kan blive mindre eller større end normalbøden, afhængig af formildende henholdsvis skærpende omstændigheder ved overtrædelsen.

Det følger af STRFL § 51, stk. 3, at der ved fastsættelse af bøder skal tages særligt hensyn til den skyldiges betalingsevne og til den opnåede eller tilsigtede fortjeneste eller besparelse inden for de grænser, som hensynet til lovovertrædelsens beskaffenhed og de i § 80 nævnte omstændigheder tilsteder.

Det følger endvidere af STRFL § 80, at der ved straffens fastsættelse skal lægges vægt på lovovertrædelsens grovhed og på oplysninger om gerningsmanden under hensyntagen til ensartethed i retsanvendelsen.

I STRFL § 81 er angivet en række forhold, der i almindelighed skal indgå som skærpende omstændigheder ved straffens fastsættelse.

Gentagelsesvirkning

Det skal i almindelighed indgå som en skærpende omstændighed, at  gerningsmanden er tidligere straffet af betydning for sagen. Se STRFL § 81, nr. 1.

Gentagelsesvirkning indtræder, når gerningsmanden, inden den pågældende på ny forbrød sig, har vedtaget et bødeforlæg eller ved dom er fundet skyldig i en begået strafbar handling, som loven tillægger gentagelsesvirkning. Se STRFL § 84.

Det betyder, at administrative sager, der afsluttes med vedtagelse af et bødeforlæg, samt fældende straffedomme kan tillægges gentagelsesvirkning, hvis gerningsmanden på ny overtræder told-, skatte-, og/eller afgiftslovgivningen.

Gentagelsesvirkningen ophører efter 10 år regnet fra udståelsen af den tidligere straf. Ved bødestraf regnes fristen fra den endelige dom eller fra bødens vedtagelse. Se STRFL § 84, stk. 3.

Det er en forudsætning for, at en tidligere straf kan tillægges gentagelsesvirkning, at den pågældende efterfølgende begår en ligeartet overtrædelse.

Ligeartet overtrædelse betyder, at det objektive gerningsindhold i de enkelte bestemmelser svarer til hinanden. Det betyder, at der som udgangspunkt skal foreligge overtrædelse af samme skatte- eller afgiftsbestemmelse.

Såfremt den samme lovbestemmelse er overtrådt på ny, kan der straffes med skærpede bøder, uanset om det ene forhold er begået med forsæt og det andet ved grov uagtsomhed.

Eksempel

Er pågældende tidligere dømt for skattesvig, vil afgørelsen alene tillægges gentagelsesvirkning i forhold til efterfølgende skatteunddragelse. Gentagelsesvirkning vil indtræde, uanset om der straffes for forsætlig skattesvig efter SKL § 82, stk. 1, eller grov uagtsom skatteunddragelse efter SKL § 82, stk. 3. Afgørelsen vil derimod ikke have gentagelsesvirkning, hvis pågældende efterfølgende begår momssvig.

Det er praksis i sager med normalbøder, at bøden forhøjes med 25 % af normalbøden i gentagelsestilfælde.

I sager om ordensbøder er gentagelsesvirkningen forskellig fra lovkompleks til lovkompleks. Se afsnit A.C.3.5.3 Ordensbøder i skatte- og punktafgiftslovgivningen og afsnit A.C.3.5.4 Katalog over en række fastsatte ordensbøder.

Se A.C.3.5.3.3 Skærpede bøder ved overtrædelse af colalovgivningen.

Bemærk

Overtrædelse af de forskellige regnskabsregler eller af de forskellige fakturaregler i colalovgivningen betragtes som ligeartet kriminalitet. Se herom i afsnit A.C.3.5.3.3.

Ved gentagelse af beskedne smuglerier i rejsegodstrafikken (unddraget told og afgift ikke over 5.000 kr.) bliver normalbøden dog normalt ikke forhøjet.

Sager, der afsluttes med advarsel, hvor pågældende er fundet skyldig, kan tillægges gentagelsesvirkning.

Efter STRFL § 89, stk. 1, 1. pkt., skal der, hvis en person, som allerede er dømt til straf, yderligere findes skyldig i en forud for dommen begået strafbar handling, idømmes en tillægsstraf, såfremt samtidig påkendelse ville have medført forhøjelse af straffen. Se SKM2020.218.ØLR, SKM2023.69.VLR og SKM2023.55.BR.

Andre skærpende omstændigheder

Det skal i almindelighed indgå som en skærpende omstændighed ved fastsættelsen af straffen, at:

Normalbødeniveauet ved overtrædelse af skatte- eller afgiftslovgivningen afspejler, at der ved overtrædelsen er opnået eller har været mulighed for at opnå en uberettiget økonomisk vinding. Særligt i sager vedrørende overtrædelse af straffelovens § 289, kan lovovertrædelsens grovhed samt den forbundne skade/opnåede eller tilsigtede besparelse/fortjeneste føre til en skærpelse af straffen. Se STRFL § 80 og STRFL § 51, stk. 2 og 3.

Oversigt over domme, kendelser, afgørelser, SKM-meddelelser mv.

Skemaet viser relevante afgørelser på området:

Afgørelser

Afgørelsen i stikord

Yderligere kommentarer

Landsretsdomme

 

 

SKM2023.69.VLR

T blev idømt en tillægsstraf med fængsel i 6 måneder, hvoraf 3 måneder blev gjort betinget, samt en tillægsbøde på 675.000 kr. for i strid med sandheden at have indgivet meddelelse til folkeregisteret om flytning til Thailand, hvorefter skattepligt til Danmark blev ophævet for indkomstårene 2013 og 2014, hvorved det offentlige blev unddraget for 687.059 kr. i skat.

Straffelovens § 89.

SKM2020.218.ØLR

T blev idømt 3 års fængsel og en tillægsbøde på 13.300.000 kr. for at have unddraget for i alt 7.190.506 kr. i moms, 7.142.612 kr. i A-skat og 1.129.314 kr. i arbejdsmarkedsbidrag.

Straffelovens § 89.

SKM2019.51.ØLR

T blev idømt 4 års ubetinget fængsel, en tillægsbøde på 20.600.000 kr., erstatningspligt samt rettighedsfrakendelse for momsunddragelse for 20.612.093 kr. samt for bedrageri og dokumentfalsk i form af anvendelse af falske fakturaer i forbindelse med momsangivelse. Som skærpende omstændighed lagde retten vægt på, at der var tale om gentagende og systematiske unddragelser af moms for et betydeligt beløb og over en lang periode; at T påbegyndte ny ulovlig virksomhed efter at han var blevet opdaget; at da kontrollen indledtes, blev overtrædelserne af T forsøgt skjult med falske bilag og falske fabrikerede kontoudtog samt at T oprettede et selskab alene med det formål at få en hurtigere udbetaling af det urigtige angivne negative momstilsvar.

Gentagen og systematisk unddragelse for et betydeligt beløb over en lang periode.

SKM2013.553.ØLR

T idømtes 3 års fængsel og en tillægsbøde på 25.800.000 kr. for at have unddraget 2.803.387 kr. i moms, 16.051.180 kr. i skat og 919.296 kr. i arbejdsmarkedsbidrag. Retten lagde ved fastsættelse af straffen vægt på sagens karakter og værdi, at forholdene var særdeles omfattende og begået systematisk over en lang periode, at T havde en ledende rolle i forholdene og ikke tidligere var straffet.

Omfattende og systematisk unddragelse for et betydeligt beløb over en lang periode.

Byretsdomme

SKM2023.67.BR

T blev idømt 2 års fængsel, herunder 1½ år betinget samt en tillægsbøde på 19.600.000 kr. for at have unddraget for 4.541.500 kr. i moms, 7.531.035 kr. i skat og 4.263.312 kr. i selskabsskat. Ved straffastsættelsen lagde retten bl.a. vægt på de store beløb og på, at forholdene var professionelt udført og var foretaget af flere i forening gennem mange år. Retten fandt endvidere, at betingelserne i straffelovens § 289, stk. 3, var opfyldt og forhøjede tillægsbøden med 20 %.

Professionelt udført af flere i forening gennem mange år.

SKM2023.55.BR

T blev idømt en bøde på 20.000 kr. for overtrædelse af pantbekendtgørelsen og chokolade- og sukkervareafgiftsloven. Byretten nedsatte ikke bøden efter straffelovens § 89 under henvisning til, at der ville være udmålt en bøde ved absolut kumulation med bøder for forhold begået efter forholdene i denne sag.

Straffelovens § 89.

 ◄