Indhold

Dette afsnit beskriver, hvilke regler der gælder, når den længstlevende ægtefælle ikke ønsker at succedere i afdødes indskud på etableringskonto og iværksætterkonto.

Afsnittet indeholder:

  • Personer omfattet af reglen
  • Regel
  • Betingelse
  • Skattemæssige konsekvenser

Personer omfattet af reglen

Reglen omfatter den længstlevende ægtefælle, hvor afdødes dødsbo er udleveret til uskiftet bo mv. og er omfattet af DBSL afsnit III.

Se afsnit C.E.4.1 om, hvilke dødsboer der er omfattet af skattereglerne om uskiftede boer.

Regel

Den længstlevende ægtefælle kan vælge ikke at succedere i afdødes indskud på etableringskonto og iværksætterkonto. Se DBSL § 59, stk. 2.

Betingelse

Når den længstlevende ægtefælle ikke ønsker at succedere, skal en erklæring herom sendes til Skattestyrelsen. Erklæringen skal sendes senest samtidig med

  • den formueoversigt, der er nævnt i arvelovens § 22, og som skal sendes ind for uskiftede boer senest 6 måneder efter dødsfaldet eller
  • åbningsstatus, som skal sendes ind for dødsboer, der skiftes som forenklet privat skifte efter DSL § 34.

Se DBSL § 59, stk. 3.

Skattemæssige konsekvenser

Når den længstlevende ægtefælle ikke ønsker at succedere, skal beskatning af indskud, der ikke er brugt ved dødsfaldet, ske i afdødes mellemperiode. Se DBSL § 62, stk. 4.

Beskatningen af indskud på etableringskonto og på iværksætterkonto sker i dødsåret efter de sædvanlige regler for levende personer:

  • Etableringskontoindskud skal medregnes i den skattepligtige indkomst inklusive tillæg efter ETBL § 11, stk. 1.
  • Der beregnes en afgift på 52,5 procent af indskud på iværksætterkonto inklusive tillæg efter ETBL § 11, stk. 1. Afgiften udgør 60 procent for beløb indskudt til og med indkomståret 2009.

Se ETBL § 11, stk. 1.