Dato for udgivelse
25 jan 2007 09:41
Dato for afsagt dom/kendelse/afgørelse/styresignal
23 jan 2007 11:43
SKM-nummer
SKM2007.66.SR
Myndighed
Skatterådet
Sagsnummer
07-016157
Dokument type
Bindende svar
Overordnede emner
Moms og lønsumsafgift
Overemner-emner
Momsfritagelse og -godtgørelse + Momspligt
Emneord
Momsfritagelse, småforsendelser, magasiner, tidsskrifter
Resumé

Skatterådet fandt, at reklamer for udleje af sommerhuse (kataloger) og forenings-/medlemsblade, som forsendes fra Danmark via Ålandsøerne til privatpersoner her i landet, er omfattet af undtagelsen til fritagelsen i momslovens § 36, stk. 1, nr. 3, om momsfritagelse for små erhvervsmæssige forsendelser (værdi ikke over 80 kr.), som "magasiner, tidsskrifter o.lign.", jf. bestemmelsens andet pkt.

Reference(r)
Momsloven § 36, stk. 1, nr. 3
Henvisning
Momsvejledningen 2007 I.3.2

Spørgsmål

  1. Kan privatpersoner i Danmark modtage reklame for udleje af sommerhuse (kataloger) fra danske sommerhusudlejningsbureauer uden moms, når de sendes via Ålandsøerne?
  2. Bliver sommerudlejningsbureauerne opkrævet moms i forbindelse med disse forsendelser?
  3. Kan privatpersoner og virksomheder i Danmark modtage medlemsblade uden moms, når de sendes via Ålandsøerne?
  4. Bliver foreningerne opkrævet moms i forbindelse med disse forsendelser?
  5. Gør det nogen forskel, om der sker adressering og/eller kuvertering på Ålandsøerne, eller om det sker hos det danske trykkeri?

Svar

1. Nej, jf. nedenfor.

2. Nej, jf. nedenfor.

3. Nej, jf. nedenfor.

4. Nej, jf. nedenfor.

5. Nej, jf. nedenfor

Beskrivelse af de faktiske forhold

A A/S har et trykkeri i B. De har svært ved at konkurrere med de tyske trykkerier om trykning af kataloger til sommerhusudlejningsbureauer i Danmark, idet der slet ingen momsbelastning er på kataloger, der trykkes i Tyskland og sendes til privatpersoner i Tyskland, hvis det danske sommerhusudlejningsbureau er momsregistreret i Danmark.

A A/S overvejer et set-up, hvor sommerhusudlejningsbureauer stadig får trykt deres reklamer (kataloger) i Danmark. Katalogerne sælges til de danske sommerhusudlejningsbureauer og leveres samlet af trykkeriet på Ålandsøerne. Sommerhusudlejningsbureauerne sørger herefter for, at katalogerne kuverteres/folieres og adresseres på Ålandsøerne, hvorefter de distribueres til privatpersoner i Danmark og Tyskland. Der er dels tale om de kataloger, som automatisk sendes ud til tidligere kunder og om kataloger, som efterfølgende rekvireres af potentielle kunder.

Det ønskes endvidere undersøgt, om medlemsblade kan leveres uden moms via Ålandsøerne. Det er relevant at undersøge mulighederne for momsfri forsendelser til medlemmer af foreninger mv., som ikke er momsregisteret. Der kan være tale om blade til medlemmer af museumsforeninger, fagforeninger, idrætsforeninger mv.

A A/S etablerer ingen virksomhed på Ålandsøerne, men postvæsenet på Ålandsøerne sørger for kuverteringen/folieringen, adresseringen og forsendelsen til de private modtagere på vegne af sommerhusudlejningsbureauerne.

Kataloger og medlemsblade har alle en værdi, der ikke overstiger 80 kr.

Spørgers eventuelle opfattelse ifølge anmodning og bemærkninger til sagsfremstilling

Leverancen fra trykkeriet til sommerhusudlejningsbureauerne er momsfri, jf. momslovens § 34, stk. 1, nr. 5.

Det fremgår af momslovens § 36, stk. 1, nr. 3, at indførsel af varer fra steder uden for EU er fritaget for afgift, når varens samlede værdi ved erhvervsmæssige forsendelser ikke overstiger 80 kr. Afgiftsfritagelsen omfatter ikke alkoholholdige varer, parfume og toiletvand, tobak og tobaksvarer samt magasiner, tidsskrifter og lignende, der efter trykning i et EU-land sendes ud af EU for derfra at blive forsendt til privatpersoner i Danmark.

Nyaffattelsen er sket ved lov nr. 1387 af 20.11.2004, som er trådt i kraft den 01.06.2005.

Det er vores opfattelse, at når privatpersoner modtager reklamer for udleje af sommerhuse (kataloger), så er der ikke tale om erhvervsmæssige forsendelser.

Ved lovændringen pr. 01.06.2005 ønskede man at stoppe for, at magasiner og tidsskrifter, til en værdi der ikke oversteg 80 kr., kunne sælges i abonnement til kunder i Danmark.

Kataloger over sommerhuse er ikke "magasiner, tidsskrifter og lignende", der sælges til Danmark i abonnement, men derimod kataloger, som modtages gratis af privatpersoner.

Det er således vores opfattelse, at privatpersoner kan modtage reklame for udleje af sommerhuse (kataloger) fra danske sommerhusudlejningsbureauer uden moms, når de sendes via Ålandsøerne. På tilsvarende måde bliver sommerhusudlejningsbureauerne ikke opkrævet moms af disse forsendelser.

For så vidt angår medlemsblade så er der også tale om forsendelser, som ikke købes direkte af de privatpersoner, der modtager dem.

Modtagerne af katalogerne og medlemsbladene er importørerne.

Bemærkninger til sagsfremstilling og SKATs indstilling

Reklamematerialer, der udleveres gratis, falder ikke ind under begrebet magasiner, tidsskrifter og lignende i momslovens § 36, stk. 1, nr 3.

Det fremgår således klart af lovbemærkningerne til L32 vedtaget den 20. december 2004 som lov 1387, at formålet med lovændringen er, at stoppe magasinudgiveres salg af magasiner og tidsskrifter momsfrit via Ålandsøerne.

Der er i oplægget til lovforslaget lagt vægt på, at de momsfrie forsendelser, der ønskes stoppet, er forsendelser til forskellige modtagere i DK, hvor forsendelserne er vedhæftet et girokort med den pris, som kunden skal betale uden opkrævning af moms, og hvor forsendelserne skal betales til udgiver i Danmark.

Vi mener derfor, at der hverken i lovforslaget eller i lovteksten er belæg for, at gratis reklamemateriale, der sendes direkte til danske forbrugere skal momsbelægges ved importen fra 3. land, når værdien af den enkelte reklamebrochure ikke overstiger 80 kr.

Der er heller ikke belæg for, at den sproglige definition af magasiner, tidskrifter og lignende, også omfatter reklamemateriale. Det må formodes, at "lignende" dækker varer, som kan sidestilles med magasiner og tidsskrifter.

SKATs indstilling og begrundelse

Ad spørgsmål 1

Det er SKATs opfattelse, at de omhandlede reklamer for udleje af sommerhuse (kataloger) og medlemsblade er "erhvervsmæssige forsendelser" i den betydning, begrebet er anvendt i momslovens § 36, stk. 1, nr. 3.

Ved erhvervsmæssige forsendelser forstås således forsendelser fra en erhvervsdrivende til en anden person i modsætning til forsendelser fra en privat person til en anden.

Der ses endvidere ikke at være støtte i bestemmelsens ordlyd for, at forsendelser fra erhvervsdrivende, ikke udgør "erhvervsmæssige forsendelser", når de omhandlede kataloger m.v. indføres i EU´s toldområde (herunder indføres i EU fra et område (Ålandsøerne), der indgår i EU´s toldområde, men som i momsloven betragtes som 3.lands område), uden forbindelse med salg som led i et abonnement.

Det er endelig SKATs opfattelse, at "magasiner, tidsskrifter og lignende", som omhandlet i momslovens § 36, stk. 1, nr. 3, omfatter reklamer for udleje af sommerhuse (kataloger) og medlemsblade.

Det indstilles på denne baggrund til Skatterådet, at spørgsmålet besvares med et "nej".

SKAT skal til spørgers repræsentants høringssvar bemærke, at det kan ikke på baggrund af bestemmelsens ordlyd, sammenholdt med lovforslagets bemærkninger i øvrigt, lægges til grund, at lovgiver har haft til hensigt at indskrænke rækkevidden af undtagelsen til fritagelsen for erhvervsmæssige forsendelser til udelukkende at gælde forsendelser i abonnement eller forsendelser, som er vedhæftet et girokort.

Ad spørgsmål 2

Der er tale om enkeltforsendelser af kataloger m.v., adresseret og kuverteret til privatpersoner i Danmark.

Momssystemdirektivet, jf. artikel 274 og 275, fastsætter, at varer i fri omsætning, som indføres i Fællesskabet fra et område, der indgår i fællesskabets toldområde, men som betragtes som et tredjelands område ved anvendelsen af direktivet, jf. artikel 6, er omfattet af de samme procedurer, som er forskrevet for varer, som ikke er i fri omsætning. Bestemmelserne er implementeret i dansk ret ved § 1, stk. 1, i toldbehandlingsbekendtgørelsen (BEK nr 992 af 19/10/2005).

Betaling af moms af varer, der indføres fra steder uden for EU, påhviler importøren, jf. momslovens § 46, stk. 4, jf. § 61, hvoraf det fremgår, at afgift (moms) afregnes efter reglerne i toldlovens kap. 4 (§§10-40).

Begrebet importør i momsloven fastlægges i overensstemmelse med toldlovgivningen. Efter toldlovens § 39 hæfter således den, der i det danske toldområde indfører eller lader indføre varer, som ikke er i fri omsætning i EU´s toldområde.

Følgende fremgår af toldbehandlingsbekendtgørelsen:

 "§ 23. Transportøren, dvs. den der befordrer varer til et sted i det danske toldområde, eller dennes repræsentant hæfter for told og afgifter på varerne, indtil disse er angivet.

Stk. 2. Varemodtageren hæfter for told og afgifter på varer, som er angivet.

Stk. 3. Varemodtageren hæfter for told og afgifter på varer oplagt på et midlertidigt oplag. Dette gælder også selvom varerne er oplagt på et andet midlertidigt oplag end varemodtagerens.

Stk. 4. Ekspeditøren[1] hæfter for told og afgifter på varer, som ekspeditøren har angivet til oplæggelse på sit midlertidige oplag, i følgende tilfælde:

1) Når ekspeditøren ikke er bekendt med varemodtagerens navn og adresse (»til ordre«-sendinger), jf. § 20, stk. 1.

2) Når varemodtagerens registreringsnummer (CVR-/SE-nummer) ikke er angivet.

3) Når varerne er bestemt til private modtagere eller virksomheder, der ikke er importørregistreret.

4) Når varerne er bestemt til varemodtagere, der efter toldlovens § 33, stk. 2 og 3, ikke har adgang til kredit med told og afgifter.

5) Når varemodtageren er hjemmehørende uden for det danske toldområde.

6) Når den angivne varemodtager nægter at have beordret varerne indført.

7) Når den angivne varemodtager ikke har tilladelse til oplæggelse på midlertidigt oplag.

Stk. 5. Den i stk. 2 - 4 omhandlede hæftelse ophører, når varerne er genudført eller under proceduren for forsendelse.

Stk. 6. Ved genudførsel/forsendelse af varer oplagt på midlertidigt oplag påhviler det den, der efter stk. 2 - 4 hæfter for told og afgifter, at godtgøre varernes udførsel eller forsendelse over for told- og skatteforvaltningen."

I tilfælde, som her omhandlede vedrørende sommerhuskataloger, som uopfordret (via direct mail o.lign.) tilsendes en privatperson, finder SKAT på baggrund af ovenstående, at den private modtager af katalogerne i praksis alene vil hæfte for betaling af moms i det omfang denne accepterer modtagelsen.

På denne baggrund og på baggrund af besvarelsen af spørgsmål 1, indstilles det til Skatterådet, at spørgsmålet besvares med et "nej".

Ad spørgsmål 3

På baggrund af besvarelsen af spørgsmål 1, indstilles det til Skatterådet, at spørgsmålet besvares med "nej".

Ad spørgsmål 4

På baggrund af besvarelsen af spørgsmål 2, indstilles det, at spørgsmålet besvares med "nej".

Ad spørgsmål 5

Det SKATs opfattelse, at det ikke har betydning for besvarelsen af spørgsmål 1, 2, 3 og 4, hvorvidt adressering og/eller kuvertering sker her i landet eller på Ålandsøerne.

Det indstilles derfor til Skatterådet, at spørgsmålet besvares med "nej".

Skatterådets afgørelse og begrundelse

Skatterådet tiltræder indstillingen.


[1] "Ekspeditøren" er den, der som rederi, agent for rederi, skibsmægler, luftfartsselskab, jernbane, postvirksomhed, vognmand, transportør, jf. § 23, stk. 1, speditør eller lignende eller som varemodtager forestår varernes indførsel i det danske toldområde, jf. toldbehandlingsbekendtgørelsens § 17, stk. 3.