Indhold
►Afsnittet omhandler betydningen af arealer og driftsbygningers anvendelse i forhold til grænseværdierne.
Der skal som hovedregel foregå egentlig landbrugsdrift på ejendommens arealer og/eller i driftsbygningerne, for at en ejendom kan blive kategoriseret som landbrugsejendom.
I forhold til vurderingen af ejendommens landbrugsmæssige anvendelse lægges der primært vægt på tre parametre: arealets anvendelse, driftsbygningernes anvendelse (og mulige anvendelse) og omfanget af et eventuelt husdyrhold. For så vidt angår landbrugsarealets anvendelse ses der primært på størrelsen af det dyrkede areal eller det areal, som kan anvendes landbrugsmæssigt, dvs. grundarealet fratrukket bygningsparcellen (arealet til stuehus, bygninger osv.), og hvilken form for landbrugsmæssig anvendelse der er tale om.
Til brug for kategoriseringen benyttes der markdata, der indeholder oplysninger om de arealer, der er søgt landbrugsstøtte til på ejendommen. Det er ikke alle ejendomme, der søger støtte, og markdata er derfor ikke i sig selv afgørende for ejendommens kategorisering.
Da den landbrugsmæssige anvendelse skal være af et vist omfang, betyder det, at ejendomme med beskedne arealer skal have en intensiv udnyttelse af disse og/eller driftsbygningerne. Det forhold, at arealet dyrkes med lavintensive afgrøder som fx korn, frø, afgræsning, juletræer, vil som udgangspunkt ikke være tilstrækkeligt til at betragte en ejendom med et beskedent jordareal som en landbrugsejendom i vurderingsmæssig sammenhæng. Der skal derfor også foregå andre landbrugsmæssige aktiviteter på ejendommen, fx husdyrproduktion i et vist omfang, for at en sådan ejendom kan kategoriseres som en landbrugsejendom.
Intensivt landbrug er i vurderingsmæssig sammenhæng en dyrkningsform, hvor man udnytter produktionsmulighederne fx arealet, afgrøder, maskiner og dyr så effektivt som muligt, og hvor der lægges en stor årlig indsats med henblik på at optimere et årligt afkast. Det kan således både relatere sig til anvendelsen af ejendommens arealer (jordtilliggende) og til bygningerne på ejendommen. Typisk vil anvendelsen af bygningerne være relateret til husdyrproduktion.
Hvad angår anvendelsen af jordtilliggendet skelnes der mellem forskellige typer af afgrøder og anvendelse.
Skatteforvaltningen betragter de intensivt anvendte produktionsarealer som drevet med enten højintensive eller lavintensive afgrøder, som ikke må forveksles med høj- eller lavværdiafgrøder.
Højintensive afgrøder vil vægte højere end lavintensive afgrøder, når der tages stilling til omfanget af landbrugsmomentet, og til, om en ejendom primært bliver brugt til landbrug, eller den primært bliver brugt til bolig. Ved dyrkning af højintensive afgrøder (specialafgrøder) vil udbyttet selv på et mindre areal være stort, og dyrkningen er ofte forbundet med større investeringer og kan være mere arbejdskrævende.
Lavintensive afgrøder er mere traditionelle landbrugsafgrøder som fx byg, hvede, raps, kartofler, græs i omdrift, kløver, majs, lucerne, hestebønner og ærter.
Højintensive afgrøder er specialafgrøder og kan være frugt, bær, grøntsager som fx kål, salat, krydderurter og nødder.
Ekstensivt landbrug er en dyrkningsform, hvor arbejdsindsatsen og behovet for driftsmateriel er begrænset, og udbyttet er lavt. Ekstensive afgrøder kan fx være energipil og vedvarende græs.
Ekstensiv drift er fx når:
- arealer har lavtydende afgrøder (typisk vedvarende græs og brakarealer)
- arealer har permanente afgrøder (typisk arealer der har ligget brak eller med græs i mere end 5 år i træk eller arealer med energiafgrøder som pil, poppel eller elefantgræs)
- arealer er taget midlertidigt eller længerevarende ud af drift.
Der kan stadig drives landbrug på arealerne. Fx ved afgræsning, høst af energiafgrøder (fx pil, poppel eller elefantgræs) eller slåning af græs med henblik på produktion af foder.
Hvis der på ejendommen alene er tale om vådområder, naturarealer eller ekstensiv landbrugsdrift, der ikke er i omdrift som fx permanent græs, skal der et betydeligt større grundareal til for at opveje boligmomentet.
Det afgørende er dog ejendommens samlede karakter, hvor kategoriseringen vil være en afvejning af, om beboelsesmomentet, erhvervsmomentet eller landbrugsmomentet i det enkelte tilfælde vejer tungest.
Eksempel
En ejendom på 15,5 hektar med almindelig markdrift (fratrukket areal til stuehus, driftsbygninger, have og gårdsplads), vil som udgangspunkt blive kategoriseret som landbrugsejendom.
Drives der andet erhverv på ejendommen, fx håndværksvirksomhed eller maskinstation, og bygningernes anvendelse antyder dette, foretages der en afvejning af, om ejendommens erhvervsmoment vejer tungere end landbrugsmomentet.
Eksempel på lille ejendom med lavintensiv landbrugsdrift
En ejendom med bolig vil som udgangspunkt ikke blive kategoriseret som en landbrugsejendom, hvis der på ejendommen dyrkes et areal på mindre end 3 hektar med fx byg.
Dyrkning af lavintensive traditionelle landbrugsafgrøder, som fx byg, er ikke tilstrækkelig intensiv landbrugsdrift på mindre landbrugsarealer. Der skal derfor også foregå andre landbrugsmæssige aktiviteter på ejendommen, fx erhvervsmæssig husdyrproduktion i et vist omfang, for at en sådan ejendom kan kategoriseres som en landbrugsejendom.
Hvis en bebygget ejendom er på fx 5 hektar, og 3 hektar dyrkes med byg, og der samtidig er mere end stykker 20 stykker kvæg, vil ejendommen blive kategoriseret som landbrugsejendom.
Eksempel på ejerbolig
En ejendom med en bolig vil som udgangspunkt blive kategoriseret som en ejerbolig, hvis ejendommen sammenlagt er på 3 hektar, og jorden alene anvendes som fold til 8 får.
Eksempel på ejerbolig
En ejendom med en bolig vil som udgangspunkt blive kategoriseret som en ejerbolig, hvis ejendommen sammenlagt er på 7 hektar, og jorden alene anvendes som have og naturareal, fx for at sikre en udsigt over en sø.◄