Indhold

Dette afsnit omhandler en overgangsordning, der gør det muligt for ejeren af en landbrugsejendom, skovejendom eller ejerbolig at vælge, at ejendommen fortsat skal vurderes efter dens tidligere kategori, uanset at ejendommen efter den første egentlige vurdering efter ejendomsvurderingsloven ville skulle skifte kategori.

Afsnittet omhandler også muligheden for at få kategoriseret ejendommen efter ejendomsvurderingsloven i en salgssituation, så nye ejere kan få et overblik over, hvad bortfaldet af overgangsordningen og den ændrede kategorisering vil betyde for dem.

Endelig omhandler afsnittet regler, som kan anvendes, hvor ejendommen skifter kategori fra landbrugs- eller skovejendom til erhvervsejendom mv.

Afsnittet indeholder:

  • ►Kategorisering af ejendomme og overgangsordningen◄
  • ►Særligt om kategorisering i en salgssituation◄
  • ►Særligt om ejendomme, der skifter kategori fra landbrugsejendom til erhvervsejendom.◄

Kategorisering af ejendomme og overgangsordningen

Efter ejendomsvurderingsloven en ny kategorisering af en række ejendomme. I visse situationer har ejeren/ejerne mulighed for at beholde deres tidligere kategori, hvis de vælger at benytte sig af overgangsordningen. Se EVL § 83.

Ejendomme omfattet af overgangsordningen

Den kategorisering af ejendomme, der bliver foretaget efter ejendomsvurderingsloven, medfører, at et antal ejendomme, som hidtil har været anset som landbrugsejendomme eller skovejendomme, fremover vil blive kategoriseret som ejerboliger. Tilsvarende vil der være ejendomme, som hidtil har været kategoriseret som ejerboliger, som fremover vil blive kategoriseret som landbrugsejendomme eller skovejendomme. Dette vil være tilfældet, selvom ejendommene ikke er ændret i forhold til tidligere.

►Bemærk

Hvis ejendommen i perioden fra og med den sidste vurdering den 2. oktober 2020 til og med den 1. marts 2021 er ændret, således at ejendommen også efter den tidligere vurderingslov skulle vurderes som en ejerbolig i stedet for landbrug, vil ejeren ikke være omfattet af overgangsordningen. En sådan ændring vil eksempelvis være frasalg af jord, så ejendommen pr. 1. marts 2021 ikke længere var på over 5,5 hektar.

Tilsvarende gælder, hvis en ejendom, der blev vurderet som ejerbolig efter den tidligere gældende vurderingslov, er ændret i perioden mellem 2. oktober 2019 til 1. januar 2020, så den allerede inden 1. januar 2020 skulle have været vurderet som landbrug eller skov. Eksempelvis ved tilkøb af jord, så ejendommen er over 5,5 hektar, der var grænsen efter den tidligere formodningsregel. Se herom afsnit H.A.2.2.3.1.

Bemærk

Der vil være nogle ejendomme, der skifter kategori fra landbrug- eller skovejendomme til erhvervsejendomme mv. Disse ejendomme vil ikke være omfattet af overgangsordningen og vil derfor ikke kunne beholde deres tidligere kategori. Se afsnit nedenfor.◄

Valg af overgangsordning

Overgangsordningen gør det muligt, på visse betingelser at opretholde en tidligere kategorisering af ejendommen, hvis en ejendom ved første vurdering efter ejendomsvurderingsloven vil "skifte" kategori. Overgangsordningen fremgår af EVL §§ 83, § 83 a og 84.

Alle ejendomme, som efter EVL §§ 87 og 88 er vurderet som landbrug, gartneri, planteskole, frugtplantage eller skovbrug, vurderes første gang efter ejendomsvurderingsloven med termin pr. 1. marts 2021, jf. EVL § 5. Se EVL § 83, stk. 1.

Se afsnit H.A.3.1.1 om §§ 87 og 88 og almindelig vurdering og vurderingstermin.

Overgangsordningen betyder, at ejerne af ejendomme, der ved overgangen fra vurdering efter vurderingsloven til vurdering efter ejendomsvurderingsloven, vil skifte fra landbrug, gartneri, planteskole, frugtplantage eller skovbrug til ejerbolig - eller omvendt fra ejerbolig til landbrug eller skovbrug - kan vælge fortsat vurdering som enten landbrugsejendom eller skovejendom eller i det omvendte tilfælde som ejerbolig, når ejendommen skal vurderes efter ejendomsvurderingsloven.

►Folketinget har ved lov nr. 369 af 2. april 2023 (L 53 fremsat den 1. marts 2023) vedtaget en mulighed for at fremrykke kategoriseringen af ejendommene, der skifter kategori. Se EVL § 83 a.

Fremrykningen af kategoriseringen foretages for at sikre, at de berørte ejendomsejere inden modtagelse af de foreløbige 2022-/2023-vurderinger, har mulighed for vide, om de er omfattet af overgangsordningen, og mulighed for at vælge overgangsordningen. Fremrykningen af kategoriseringen vil være omfattet af de almindelige regler om partsinddragelse og klageadgang.

Beslutningen om kategorisering efter EVL § 83 a, stk. 2, træffes uafhængigt af vurderingen, som en selvstændig afgørelse. Afgørelsen sendes til den eller dem, der ifølge et autoritativt register har ejet ejendommen i perioden fra 1. marts 2021, til afgørelsen om kategori udsendes, eller fortsat ejer ejendommen. ◄

Valget om at opretholde den tidligere kategorisering efter EVL § 83, stk. 2 eller stk. 3, skal træffes senest ved udløbet af den frist, inden for hvilken den første vurdering af ejendommen, der er foretaget efter ejendomsvurderingsloven, kan påklages. ►Se EVL § 83, stk. 4◄. Fristen for klage fremgår af EVL § 89, stk. 7. Se nærmere afsnit H.A.12 om overgangsregler om klager over de første nye vurderinger og de historiske vurderinger.

►Den fremrykkede kategorisering efter § 83 a, vil være en undtagelse til reglen i ejendomsvurderingslovens § 83, stk. 4, 1. pkt., om at valget af overgangsordningen skulle træffes inden klagefristen for vurderingen 2021-vurderingen.

Den fremrykkede kategorisering vil betyde, at valg af overgangsordningen tilsvarende rykkes frem, så valget i disse tilfælde vil skulle træffes inden for klagefristen for den selvstændige afgørelse om kategorisering, dvs. senest 6 uger efter datering af afgørelsen og ikke inden for klagefristen for den første vurdering efter ejendomsvurderingsloven.

Bemærk

Fremrykningen af valget vil samtidigt betyde, at ejerne af de berørte ejendomme ikke vil blive tilbudt et nyt valg i forbindelse med modtagelsen af den almindelige 2021-vurdering.

Bemærk

Valg af overgangsordning kunne ændres frem til 1. juli 2023. Hvis en ejer eller flere ejere i enighed havde truffet et valg om overgangsordning og ville ændre dette valg, kunne anmodningen om omvalg indgives én gang pr. valg.◄

Valget kan efter 1. juli 2023 ikke omgøres og gælder frem til ejerskifte. Ved ejerskifte skal også forstås salg, hvor en ideel andel af en ejendom overdrages til en anden. Overdragelse mellem ægtefæller betragtes ikke som ejerskifte. Overdragelse til længstlevende ægtefælle anses heller ikke som ejerskifte.

►Krav om enighed mellem ejerne

Det er en forudsætning for, at overgangsordningen kan vælges, at ordningen vælges af alle ejendommens ejere i enighed. Der skal derfor være enighed mellem alle ejere, der ejer en ejendom i sameje. Får ejendommen ny ejerkreds i perioden fra den 1. marts 2021 til og med afgørelsen om kategoriseringen efter EVL § 83 a modtages, skal denne nye ejerkreds også være enige, før overgangsordningen kan tilvælges.

Årsagen hertil er, at ejendommens kategori vil have betydning for dem alle i forhold til ejendommens beskatning.

Er der ikke enighed mellem alle ejere, vil ejendommen skulle vurderes ud fra den ejendomskategori, som ejendommen tilhører efter ejendomsvurderingsloven.

Ejerskifte i perioden 1. marts 2021 til afgørelse om kategorisering

Har ejendommen skiftet ejere en eller flere gange i perioden fra og med den 2. marts 2021 til og med den dato, hvor Skatteforvaltningen (Vurderingsstyrelsen) som et led i en vurdering eller ved fremrykket afgørelse om kategorisering, træffes valget af overgangsordningen særskilt for de enkelte vurderingsår i perioden af den eller de ejere i enighed, der ejede ejendommen den 31. december i det pågældende vurderingsår. Se EVL § 83, stk. 2, 2. pkt., og § 83, stk. 3, 2. pkt.

Disse regler er vedtaget ved lov nr. lov nr. 369 af 2. april 2023 og vil være undtagelser til § 83, stk. 4, hvorefter det kun er den aktuelle ejer (eller ejerkreds), der modtager afgørelsen om kategoriseringen, der kan vælge overgangsordningen, uanset at valget også vil kunne få skattemæssig virkning for tidligere ejere, og at valget af overgangsordningen ikke kan omgøres og er gældende indtil ejerskifte.

Udvidelsen af reglen så også tidligere ejere tilbydes et valg af overgangsordningen vil ikke ændre på, at det er den aktuelle ejer (eller ejerkreds) på det tidspunkt, hvor den første kategorisering efter det nye ejendomsvurderingssystem afgøres, der vil skulle træffe valget, som fremadrettet vil være gældende indtil næste ejerskifte. Se EVL § 83, stk. 4.

Da der af administrative årsager er behov for, at en ejendom kun henføres til én kategori i samme vurderingsår, vil det kun være ejerkredsen, der ejede ejendommen den 31. december i det pågældende vurderingsår, der vil kunne træffe valget af overgangsordningen i det år.

Hvis denne ejerkreds vælger ikke at anvende overgangsordningen, vil ejendommen i ejerskifteåret skulle kategoriseres efter den nye ejendomsvurderingslov. Ejeren eller ejerne på tidspunktet for den første kategorisering efter det nye ejendomsvurderingssystem vil fortsat kunne træffe valget med fremadrettet virkning indtil næste ejerskifte.

Eksempel

Hvis en ejendom, der var kategoriseret som ejerbolig efter den tidligere gældende vurderingslov (VUL), men skal kategoriseres som landbrugsejendom efter ejendomsvurderingsloven, er handlet mellem A og B den 1. februar 2022, og mellem B og C den 1. marts 2023, vil reglen betyde, at valget efter EVL § 83, stk. 2 og 3, med virkning for 2021 vil kunne træffes af A, og valget med virkning for 2022 vil kunne træffes af B, og valget med virkning fra og med 2023 vil kunne træffes af C.

Hvis A, B eller C vælger ikke at anvende overgangsordningen, vil ejendommen i det eller de pågældende år skulle kategoriseres efter den nye ejendomsvurderingslov (dvs. i eksemplet som landbrugsejendom)

Særregel for den øvrige skattelovgivning

Udvidelsen af overgangsordningen til, at omfatte ejendomme, der er afstået i perioden fra og med 2. marts 2021 til og med den dato hvor Skatteforvaltningen træffer afgørelse om kategori efter EVL § 83 a, kommer til at betyde, at en ny ejer i vurderingsåret kan træffe et valg om kategori, som vil få betydning for den gamle ejeres skat, hvis ejendommen er afstået i året, da afgørelsen om kategori efter EVL § 83 a, vil det have samme retsvirkninger, som når dette sker som led i vurderingen i medfør af § 3.

Det betyder, at kategoriseringen ud over den betydning kategorien har for beregning af ejendomsskatter m.v., vil have den samme betydning i forhold til direkte overdragelser og indirekte overdragelser i den øvrige skattelovgivning, hvor ejendommen er afstået i perioden fra og med 2. marts 2021 og indtil afgørelsen efter EVL § 83 a er truffet.

I forhold til de ejendomme, der skifter kategori fra landbrug til ejerbolig, kan en tidligere ejer, der har afstået ejendommen direkte eller indirekte i perioden fra og med 2. marts til og indtil afgørelsen efter EVL § 83 a er truffet, vælge, at ejendommen skal behandles som en landbrugsejendom eller en skovejendom i forhold til ejendomsavancebeskatningsloven, afskrivningslovens § 40 C, stk. 8, 1. pkt., aktieavancebeskatningslovens § 34, stk. 1, nr. 3, 2. pkt., boafgiftslovens § 29, stk. 2, 5. pkt., dødsboskattelovens § 29, stk. 3, 3. pkt., kildeskattelovens § 33 C, stk. 1, 6. pkt., ligningslovens § 14, stk. 2, 3. pkt., pensionsbeskatningslovens § 15 A, stk. 3, 5. pkt., og virksomhedsskattelovens § 22 c, stk. 2. nr. 4, 2. pkt., for så vidt angår den pågældende tidligere ejer.

Tilsvarende gælder også for ejendomme, der skifter kategori fra ejerbolig til landbrug.

Fælles for de ovennævnte nævnte regler er, at de alle regulerer beskatning i forbindelse med direkte eller indirekte overdragelse af ejendomme i situationer, der falder ind under den respektive lovgivning. Særreglen vedrører således ikke den løbende beskatning, men derimod beskatningen på det tidspunkt, hvor overdragelsen af ejendommen finder sted (direkte overdragelse af ejendommen), eller det tidspunkt, hvor overdragelsen af aktien i det selskab, der ejer ejendommen, finder sted (indirekte overdragelse af ejendommen).

Særreglen er en undtagelse til EVL § 83, stk. 2, 2. pkt., hvorefter valget i ejerskifteåret vil skulle træffes af ejeren pr. 31. december i vurderingsåret (dvs. køberen). Reglen har alene virkning i forhold til den øvrige skattelovgivning og finder alene anvendelse i perioden fra 2. marts 2021 til og med den dato, hvor Skatteforvaltningen træffer afgørelse om kategori efter EVL § 83 a.

Valget vil skulle træffes af den tidligere ejer senest ved udløbet af den frist, inden for hvilken afgørelsen om kategorisering kan påklages. Se EVL § 83 a, stk. 2, 3. pkt. Valget forudsætter derfor en aktiv handling fra den tidligere ejer, hvor denne træffer valget og meddeler Skatteforvaltningen herom inden for førnævnte frist.

Bortfald af overgangsordning

Overgangsordningen bortfalder ved ejerskifte. Herudover kan overgangsordningen også bortfalde, hvis der foretages frasalg eller tilkøb af jord eller i visse tilfælde, hvis ejendommen ændres.

Bortfald ved ejerskifte

Overgangsordningen bortfalder ved ejerskifte af hele ejendommen eller ved salg af en ideel andel af ejendommen. Eksempelvis hvor der overdrages en ideel andel af en ejendom, således at det optages flere personer i ejerkredsen og ejendommen ejes i sameje.  Overdragelse mellem ægtefæller eller mellem ejere indbyrdes betragtes ikke som ejerskifte. Overdragelse til længstlevende ægtefælle anses heller ikke som ejerskifte.

Overdrages en bestemt del af ejendommen efter reglerne om udstykning eller arealoverførsel, vil et evt. bortfald af overgangsordningen afhænge af ejendommens størrelse, da den indtrådte i overgangsordningen. Se nedenfor.

Bortfald for ejendomme på 2 hektar eller derover

Hvis ejendommen den 1. marts 2021 har et grundareal på 2 hektar eller derover, bortfalder overgangsordning ved den efterfølgende vurdering eller omvurdering kun, hvis ejendommens grundareal efterfølgende nedsættes med mindst 25 kvadratmeter og ejendommens grundareal derefter udgør under 2 hektar.

Ejere af ejendomme på 2 hektar eller mere vil derfor have frie rammer til at foretage ændringer af deres ejendom, uden at dette medfører, at overgangsordningen bortfalder, når blot ejendommens grundareal ikke nedsættes til under 2 hektar.

Bemærk

Dog vil en ændring af ejendommen, som medfører, at ejendommen opfylder en omvurderingsgrund ikke bevirke at overgangsordningen bortfalder, men derimod, at ejendommen bliver omvurderet, med den valgte kategori, men med udgangspunkt i ejendommens faktiske forhold.

Se nærmere nedenfor under afsnittet Ændring af ejendommen - omvurdering.

Eksempel

Ejeren af en ejendom, der har et grundareal på 6 hektar, vil kunne frasælge 3 hektar, uden at overgangsordningen bortfalder. Ejeren vil ligeledes kunne foretage f.eks. nedrivninger og ombygninger, der kræver byggetilladelse, uden at overgangsordningen bortfalder. Ved ejerskifte vil overgangsordningen dog fortsat bortfalde.

Bemærk

Bortfald af overgangsordningen vil have virkning fra og med den vurdering, hvor bortfaldskriterierne er opfyldt. Det betyder, at hvis en ejendom fx omvurderes den 1. januar 2026, fordi det samlede areal i 2025 nedsættes til under 2 hektar, vil ejendommen blive vurderet og kategoriseret på baggrund af ejendommens faktiske anvendelse uden overgangsordningen.

Beskatningsmæssigt vil bortfaldet først have virkning fra og med året efter vurderingen efter EVL §§ 5 eller 6. Det betyder, at for en ejendom, hvor overgangsordningen bortfalder fra og med 1. januar 2026, vil det først have beskatningsmæssig virkning fra og med 1. januar 2027.

Bortfald for ejendomme på under 2 hektar

Der er særlige regler for ejendomme, der den 1. marts 2021 var under 2 hektar.

Hvis ejendommen den 1. marts 2021 har et grundareal på under 2 hektar, bortfalder overgangsordning ved den efterfølgende vurdering eller omvurdering, hvis ejendommens areal nedsættes med mindst 25 kvadratmeter i forhold til ejendommens areal den 1. marts 2021 eller, hvis en af følgende betingelser er opfyldt:  

  • Hvis ejendommens anvendelse er ændret, når dette er af væsentlig betydning for vurderingen. Se EVL § 6, stk. 1, nr. 6, eller
  • Hvis ejendommens ejendomsværdi eller grundværdi er ændret som følge af ændrede anvendelses- eller udnyttelsesmuligheder. Se EVL § 6, stk. 1, nr. 7.

Eksempel

En ejendom, der samlet havde et areal på 1,5 hektar den 1. marts 2021, og som efterfølgende forøgede det til 3 hektar, vil frit kunne nedsætte det samlede areal igen, så længe det samlede areal ikke nedsættes til 14.975 m2 (1,5 hektar fratrukket 25 m2) eller lavere. Ejeren vil også kunne foretage nedrivninger og ombygninger, der kræver byggetilladelse, uden at overgangsordningen bortfalder. Ved ejerskifte vil overgangsordningen dog fortsat bortfalde.

Bemærk

Bortfald af overgangsordningen vil have virkning fra og med den vurdering, hvor bortfaldskriterierne er opfyldt. Det betyder, at hvis en ejendom fx omvurderes den 1. januar 2026, fordi ejendommen omvurderes efter EVL § 6, stk. 1, nr. 6, vil ejendommen blive vurderet og kategoriseret på baggrund af ejendommens faktiske anvendelse uden overgangsordningen.

Beskatningsmæssigt vil bortfaldet først have virkning fra og med året efter vurderingen efter EVL §§ 5 eller 6. Det betyder, at for en ejendom, hvor overgangsordningen bortfalder fra og med 1. januar 2026, vil det først have beskatningsmæssig virkning fra og med 1. januar 2027.

Bibeholdelse af overgangsordningen

Uanset om ejendommen er over eller under 2 hektar, bibeholdes overgangsordningen i følgende tilfælde, hvor der er sket ændringer på ejendommen:

1.     Hvis ændringen ikke er sket på ejerens eller ejernes foranledning og ejeren eller ejerne ikke har haft indflydelse på ændringen.

2.     Hvis ejendommens grundareal eller anvendelses- eller udnyttelsesmuligheder er ændret som følge af en jordfordelingssag eller salg i henhold til jordfordelingsloven.

3.     Hvis ejendommens grundareal eller anvendelses- eller udnyttelsesmuligheder er ændret som følge af et mageskifte, hvis der er tale om en enkelt handel med ubebyggede arealer indgået mellem to parter, og et vederlag for arealet højst udgør 10.000 kr.

4.     Hvis ejendommens anvendelses- eller udnyttelsesmuligheder er ændret som følge af deltagelse i et projekt, der skal tilgodese internationale forpligtigelser og nationale interesser vedrørende natur, miljø og klima, og der tinglyses en rådighedsindskrænkning.

Ad 1 Ejeren har ikke indflydelse på ændringen

Valg af overgangsordningen bortfalder ikke i det tilfælde, hvor bortfaldskriterierne ovenfor er opfyldt, men ændringen ikke er sket på ejerens eller ejernes foranledning, og ejeren eller ejerne ikke har haft indflydelse på ændringen. Det kan f.eks. være ekspropriation, bortskylning af arealer og andre katastrofer såsom brand, storm- og stormflodsskade, som ejeren ikke har haft indflydelse på.

Ad 2 Jordfordeling

Valg af overgangsordningen bortfalder ikke, hvis ejendommens grundareal eller anvendelses- eller udnyttelsesmuligheder er ændret som følge af en jordfordelingssag eller salg i henhold til jordfordelingsloven.

Se afsnit C.H.2.1.12 om jordombytning i jordfordelingssag med videre

Ad 3 Mageskifte

Valg af overgangsordning bortfalder ikke, hvis ejendommens grundareal eller anvendelses- eller udnyttelsesmuligheder er ændret som følge af et mageskifte, hvis der er tale om en enkelt handel med ubebyggede arealer indgået mellem to parter, og et vederlag for arealet højst udgør 10.000 kr.

De foreslåede kriterier svarer til de kriterier, der ligeledes gælder efter ejendomsavancebeskatningslovens § 7, stk. 2, 1.-3. pkt., hvorefter fortjeneste, der indvindes ved et mageskifte, ikke skal medregnes ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst, hvis de anførte betingelser er opfyldt.

Se afsnit C.H.2.1.13 Mageskifte af ubebyggede arealer

Ad 4 Deltagelse i et projekt vedrørende natur, miljø og klima

Valg af overgangsordning bortfalder ikke, hvis ejendommens anvendelses- eller udnyttelsesmuligheder er ændret som følge af deltagelse i et projekt, der skal tilgodese internationale forpligtigelser og nationale interesser vedrørende natur, miljø og klima, og der tinglyses en rådighedsindskrænkning.◄

►Ejendomme, der ikke omfattes af overgangsordningen

Den kategorisering af ejendomme, der bliver foretaget efter ejendomsvurderingsloven, medfører også, at et antal ejendomme, som hidtil har været anset som landbrugsejendomme eller skovejendomme, fremover vil blive kategoriseret som erhvervsejendomme.

Bemærk

Der er ikke lavet en overgangsordning svarende til EVL § 83 for ejendomme, der skifter kategori fra landbrugsejendomme eller skovejendomme til erhvervsejendomme. Ejendomme, der fremover bliver kategoriseret som erhvervsejendomme, kan ikke opretholde den tidligere ejendomskategori.  

Ændring på ejendommen - omvurdering

Ejendomme omfattet af overgangsordningen skal som øvrige ejendomme vurderes efter § 5 og omvurderes efter § 6, eksempelvis i det tilfælde, at der foretages ændringer på ejendommen.

Dog skal vurderingen og omvurderingen foretages på baggrund af den juridiske kategori, der følger af ejerens valg af overgangsordningen, i stedet for den juridiske kategori, der ellers ville følge af EVL § 3.

Eksempel

Ejeren af en ejendom på 5 hektar, hvor ejeren i forbindelse med udsendelse af den første almindelige vurdering efter ejendomsvurderingsloven (2021-vurderingen) har valgt at fastholde sin kategorisering som en landbrugsejendom. I oktober 2021 opsætter ejeren solceller på 1 ha ud af ejendommens samlede areal på 5 hektar.

I den situation vil ejendommen ved omvurderingen pr. 1. januar 2022 blive omvurderet som en landbrugsejendom som følge af valget efter stk. 2, men på baggrund af de faktiske forhold på ejendommen pr. 1. januar 2022 (dvs. 4 hektar produktionsjord og 1 hektar jord med solceller).

Det betyder, at grundværdien for de 4 hektar fortsat vil blive vurderet og beskattet som produktionsjord, mens den resterede 1 hektar, hvorpå der er opsat solceller, vil få fastsat en grundværdi efter EVL § 34 d, stk. 1, og blive beskattet efter de regler, der følger heraf. Stuehusgrundværdien vil også fortsat blive fastsat som produktionsjord for boliger beboet af ejerne. Se EVL § 30, stk. 3, 1. pkt.◄

Særligt om kategorisering i en salgssituation

Det fremgår af EVL § 84, stk. 1, at en ejendom, som vurderes som landbrugsejendom eller skovejendom efter EVL § 83, stk. 2, i en salgssituation - på foranledning af ejer eller ejere i enighed - kan vurderes som ejerbolig forud for indgåelse af købsaftale. Tilsvarende kan en ejendom, som vurderes som ejerbolig i medfør af § 83, stk. 3, vurderes som en landbrugsejendom eller skovejendom. Dermed kan en ejendom, som er omfattet af bestemmelserne i EVL § 83, på ejers foranledning vurderes i en salgssituation i sin "nye" ejendomskategori, så en potentiel køber vil have den nødvendige viden om de vurderingsmæssige - og dermed også de beskatningsmæssige - forhold vedrørende ejendommen.

Ovenstående gælder ikke ved ejerskifte mellem ægtefæller. Se EVL § 84, stk. 1, sidste pkt.

Vurderingen efter § 84, stk. 1, skal foretages på grundlag af ejendommens størrelse og forholdene i øvrigt på vurderingstidspunktet og efter prisforholdene pr. den senest forudgående almindelige vurdering af ejendomme af den pågældende kategori. Se EVL § 84, stk. 2.

Det vil være en betingelse for en sådan vurdering, at der foreligger en egentlig salgssituation, dvs. at ejendommen er udbudt til salg, og at der udfoldes sædvanlige salgsbestræbelser gennem professionel ejendomsformidler eller offentligt udbud eller på anden vis.

En sådan vurdering er først gyldig, efter at ejerskiftet har fundet sted. Ejeren af en sådan ejendom kan hermed ikke undgå en eventuel ejendomsavancebeskatning ved at sætte en landbrugs- eller skovejendom til salg, få ejendommen vurderet som ejerbolig, og derefter tage den af markedet igen. Vurderingen vil efter ejerskifte være gyldig indtil førstkommende almindelige vurdering af ejendomme af den pågældende kategori.

Der skal betales et gebyr for vurderingen, som udgør et grundbeløb på 2.750 kr. (2010-niveau), hvilket svarer til 3.400 kr. i 2023-niveau. Beløbet reguleres efter PSL § 20. Dette fremgår af EVL § 84, stk. 3.

Gebyret skal betales samtidig med indgivelse af anmodningen om vurdering. Skatteforvaltningen (Vurderingsstyrelsen) vil ikke påbegynde sagsbehandlingen af anmodningen om vurdering, før gebyret er betalt. Gebyret tilbagebetales, hvis Vurderingsstyrelsen afviser at behandle en anmodning om ansættelse. Gebyret tilbagebetales også, hvis ejendomsejer tilbagekalder anmodningen, fx fordi der ikke længere er et behov for at få en ansættelse.

En anmodning om vurdering skal indgives skriftligt. Se EVL § 84, stk. 4.

EVL § 84, stk. 3 og 4, er indsat ved § 2, nr. 11, i lov nr. 2614 af 28. december 2021, som trådte i kraft den 1. januar 2022.

Anvendelse af ordningen forudsætter, at der er udsendt en 2021-vurdering på ejendommen.

►Særligt om ejendomme, der skifter kategori fra landbrug eller skov til erhverv

Ved overgangen til ejendomsvurderingsloven vil der være nogle ejendomme, der skifter kategori fra landbrugsejendomme eller skovejendomme til erhverv. Disse ejendomme vil ikke være omfattet af overgangsordningen og vil derfor ikke kunne beholde deres tidligere kategori som landbrug, gartneri, planteskole, frugtplantage eller skovbrug efter den tidligere vurderingslov.

Hvis ejendommen er overdraget i perioden fra 1. marts 2021 eller senere, men inden modtagelsen af afgørelsen efter EVL § 83 a, stk. 1, nr. 1. kan den tidligere ejer vælge, om ejendommen ved overdragelsen i forhold til ejendomsavancebeskatningsloven, afskrivningslovens § 40 C, stk. 8, 1. pkt., aktieavancebeskatningslovens § 34, stk. 1, nr. 3, 2. pkt., boafgiftslovens § 29, stk. 2, 5. pkt., dødsboskattelovens § 29, stk. 3, 3. pkt., kildeskattelovens § 33 C, stk. 1, 6. pkt., ligningslovens § 14, stk. 2, 3. pkt., pensionsbeskatningslovens § 15 A, stk. 3, 5. pkt., og virksomhedsskattelovens § 22 c, stk. 2. nr. 4, 2. pkt., fortsat skal behandles som en landbrugsejendom eller en skovejendom, eller om ejendommen skal behandles som en erhvervsejendom.

Dette gælder både ved direkte overdragelse (overdragelse af ejendommen) eller indirekte overdragelser (overdragelse af aktien i det selskab, der ejer ejendommen).

Hvis ejendommen er overdraget i perioden fra 1. marts 2021 til afgørelsen om ejendommens kategori træffes, vil de tidligere ejere således få mulighed for at vælge, om ejendommen ved overdragelsen skal behandles efter den hidtil gældende kategori (landbrugsejendom eller skovejendom) eller efter den nye kategori (erhvervsejendom) i forhold til ejendomsavancebeskatningsloven og andre regler i skattelovgivningen, der henviser til ejendomsvurderingsloven og ligeledes regulerer beskatning i forbindelse med direkte eller indirekte overdragelse af ejendomme i situationer, der falder ind under den respektive lovgivning.

Hvis ejendommen direkte eller indirekte overdrages i perioden fra og med tidspunktet for kategoriseringen efter § 83 a, stk. 1, nr. 1, til og med den 31. december 2023, kan ejeren eller ejerne også vælge, om ejendommen ved overdragelsen i forhold til ejendomsavancebeskatningsloven afskrivningslovens § 40 C, stk. 8, 1. pkt., aktieavancebeskatningslovens § 34, stk. 1, nr. 3, 2. pkt., boafgiftslovens § 29, stk. 2, 5. pkt., dødsboskattelovens § 29, stk. 3, 3. pkt., kildeskattelovens § 33 C, stk. 1, 6. pkt., ligningslovens § 14, stk. 2, 3. pkt., pensionsbeskatningslovens § 15 A, stk. 3, 5. pkt., og virksomhedsskattelovens § 22 c, stk. 2. nr. 4, 2. pkt., fortsat skal behandles som en landbrugsejendom eller en skovejendom, eller om ejendommen skal behandles som en erhvervsejendom.

Bemærk

Det vil ikke være en forudsætning, at salgsprocessen er påbegyndt på et specifikt tidspunkt. Det vil således alene være afgørende, at ejendommen er overdraget senest den 31. december 2023.

Bemærk

Ejere, der direkte eller indirekte overdrager en ejendom efter den 31. december 2023, vil derimod ikke være omfattet af ovenstående regler.◄