Efter indstilling fra Skatterådet fastsætter skatteministeren regler om opbevaring af det skattemæssige årsregnskab og af regnskabsmateriale, som har betydning for opgørelsen af den erhvervsdrivendes skattepligtige indkomst, medmindre regnskabsmaterialet er omfattet af bogføringslovens § 12, stk. 1. .
Se SKL § 6, stk. 1, nr. 3. Ændret fra stk. 2, nr. 2, til stk. 1, nr. 3, ved lov nr. 2194 af 30. november 2021. Henvisningen til bogføringslovens § 10, stk. 1-3 er ved § 3 i lov nr. 755 af 13. juni 2023 ændret til § 12, stk. 1.
I mindstekravsbekendtgørelserne er det også bestemt, at oplysningerne om skatteregnskabet samt de oplysninger, som indgår i grundlaget for dette, skal opbevares i 5 år regnet fra udløbet af regnskabsåret. Det gælder dog ikke detailhandels- virksomheders kassestrimler og tilsvarende interne bilag, som kun skal opbevares i 1 år fra tidspunktet fra underskrivelsen af årsregnskabet. Se § 10 i mindstekravsbekendtgørelsen for mindre virksomheder og § 6 i mindstekravsbekendtgørelsen for større virksomheder.
Opbevaringskravet skal ses i lyset af, at ikke alle virksomheder skal indgive et skattemæssigt årsregnskab sammen med selvangivelsen.