åben Vis afgørelser, domme, kendelser og meddelelser mv. til "E.A.2.3.8 Afgiftsfritagelse og afgiftsgodtgørelse" udsendt efter offentliggørelsen af denne version af vejledningen.

Indhold

Dette afsnit beskriver reglerne for afgiftsfritagelse og afgiftsgodtgørelse.

Afsnittet indeholder

  • Lægemidler mv.
  • Kakaoholdige produkter
  • Helseprodukter
  • Diplomater mv.
  • Leverancer til udlandet
  • Fremstilling af afgiftsfri varer
  • Fremstilling af konsumis
  • Afgiftsgodtgørelse til visse organisationer mv.
  • Afgiftsfrihed ved indførsel

Lægemidler mv.

Der er afgiftsfritagelse for varer, som efter § 2 nr. 1, litra a og b, i lov om lægemidler er defineret som lægemidler, og varer, som efter § 3 nr. 7, i lov om forsøgsordning med medicinsk cannabis er defineret som et cannabisslutprodukt. Se CHOAL § 1, stk. 2, nr. 1. Bestemmelsen er nyaffattet ved § 1 i lov nr. 1295 af 5. december 2019. Se også lovforslag L 27 A herunder betænkningen.

Afgiftsfritagelsen omfatter både færdige produkter og halvfabrikata og råvarer til fremstilling af nævnte produkter. Se også CHOAL § 8, stk. 1, nr. 5.

Kakaoholdige produkter

Under de nævnte forudsætninger er produkterne i dette afsnit fritaget for chokoladeafgift i deres helhed. Der skal kun betales afgift af den mængde chokolade, kakao mv., der indgår i varen, ligesom der ved indførsel af varerne skal betales dækningsafgift. Se afsnit E.A.2.4.2 Varer omfattet af reglerne for dækningsafgift.

Pulvere og lignende til fremstilling af kakaodrikke

Kakaoholdige produkter er fritaget for afgift, hvis

  • varens kakaobestanddel udgør mindre end 30 pct. af varens rene nettovægt (tørstofindhold)
  • varen udelukkende markedsføres som bestemt til fremstilling af kakaodrikke, og emballagens oplysninger skal være i overensstemmelse hermed.

Se CHOAL § 1, stk. 2, nr. 2 og stk. 3.

Kakaoekstrakt til fremstilling af kakaodrikke

Kakaoholdige ekstrakter er fritaget for afgift, hvis

  • varens kakaobestanddel udgør mindre end 30 pct. af varens tørstofindhold
  • varen tydeligt mærkes og benævnes på dansk eller andre sprog, der kun ved uvæsentlige forskelle i stavning adskiller sig fra dansk - ikke med brug af betegnelsen chokolade, men - som koncentrat til fremstilling af kakaodrikke
  • varen i øvrigt kun kan bruges til og markedsføres til brug ved fremstilling af kakaodrikke.

Se CHOAL § 1, stk. 2, nr. 2 og stk. 3.

Kakaodrikke samt andre kakaoholdige mælkeprodukter og lign.

Kakaodrikke samt andre kakaoholdige mælkeprodukter og lign. er fritaget for afgift, hvis

  • varen, dvs. kakao- og chokolademælk og andre kakaoholdige mælkeprodukter, fx smelteost og fromage, samt kakaoprodukter uden et indhold af mælk såsom kakaodrikke eller buddinglignende chokoladedesserter baseret på fx soja, mandler eller havre, er helt færdigfremstillet til forbrug
  • varens kakaobestanddel udgør mindre end 5 pct. af varens rene nettovægt.
  • varen efter dens beskaffenhed eller anvendelse ikke kan betragtes som en erstatningsvare for eller en efterligning af beskattede chokolade- og sukkervarer.

Se CHOAL § 1, stk. 2, nr. 3, og stk. 3.

Det vil bero på en konkret vurdering, om et kakaoholdigt produkt uden indhold af mælk ligner et kakaoholdigt mælkeprodukt. Vurderingen skal ske ud fra en samlet bedømmelse af produktets beskaffenhed og anvendelse. Dette er de samme kriterier, der findes i CHOAL § 1, stk. 3, sidste punktum, der betinger fritagelsen af, at varer ikke kan betragtes som erstatningsvarer for eller efterligninger af beskattede chokolade- og sukkervarer. Kakaoholdige produkter uden indhold af mælk vil således skulle vurderes for, om de efter en samlet bedømmelse af deres anvendelse og beskaffenhed kan betragtes som en erstatning eller efterligning af enten kakaoholdige mælkeprodukter, der er færdigfremstillede til forbrug, fx kvark, budding eller fromage, eller beskattede chokolade- og sukkervarer.

Bemærk

Fritagelsen blev ved lov nr. 811 af 9. juni 2020 udvidet til også at omfatte kakaoprodukter uden et indhold af mælk. Ændringen trådte i kraft den. 1. juli 2020, men har virkning fra og med 1. september 2016.

Se § 1 og § 7 i lov nr. 811 af 9. juni 2020 samt lovforslag L 155 herunder bemærkningerne til § 1 og § 7.

Buddingpulver mv.

Buddingpulvere er fritaget for afgift, hvis

  • varen, dvs. budding-, dessert-, fromage- og kagepulver, fremtræder i pulverform
  • varens kakaobestanddel udgør mindre end 25 pct. af varens rene nettovægt.

Se CHOAL § 1, stk. 2, nr. 4 og stk. 3.

Smørcreme, kagemasse

Smørcremer mv., som indeholder kakao, er fritaget for afgift, hvis varens kakaobestanddel udgør mindre end 5 pct. af varens rene nettovægt

Se CHOAL § 1, stk. 2, nr. 5 og stk. 3.

Til og med 31. december 2017 var det et krav, at de pågældende masser mv. blev afsat i pakninger på mindst 5 kg, for at varen ikke var afgiftspligtig i sin helhed. Dette vægtkrav blev ophævet ved § 1 i lov nr. 1686 af 26. december 2017. Fra og med 1. januar 2018 skal der kun betales afgift af indholdet af kakao/den mængde kakao, der er medgået til fremstillingen, uanset vægten af pakningen hvori massen mv. afsættes. Det er fortsat et krav, at varens kakaobestanddel udgør mindre end 5 pct. af varens rene nettovægt. Fra og med 1. januar 2020 er kravet om, at massen mv. ikke har indhold af råstofafgiftspligtige varer, ophævet.

Bemærk

Afgiftsfritagelsen efter CHOAL § 1, stk. 2, nr. 2 - 5, er desuden betinget af, at vedkommende fabrikant, varemodtager eller grossist på tydelig måde deklarerer kakaoindholdet i de fakturaer, prislister og lign., der udfærdiges for varerne, samt på varernes detailemballage. Se CHOAL § 1, stk. 3.

Helseprodukter

Afgiftsfritagelsen omfatter helseprodukter, der hovedsagelig består af frugt, nødder og kornprodukter. Produkterne skal desuden fremtræde som en brunlig masse dækket af gråt overtræk bestående af mel og kartoffelstivelse.

Varerne benævnes fx

  • frugtsnitte
  • jordbærsnitte
  • orangesnitte
  • brombærsnitte og
  • hasselnøddesnitte.

De er indpakket og sælges enkeltvis. Ved markedsføringen er der lagt vægt på, at varerne er et sundt og nærende mellemmåltid, ligesom varerne i salgslokalerne udbydes til salg sammen med andre helseprodukter.

Varerne skal klart fremtræde som helseprodukter og udelukkende markedsføres som sådanne. Varerne må ikke angives at konkurrere med chokoladeafgiftspligtige varer.

For visse helseprodukter, fx hasselnøddesnitter, skal der ved indførsel fra udlandet betales dækningsafgift. Se afsnit E.A.2.4.2 Varer omfattet af reglerne for dækningsafgift.

Diplomater mv.

Varer, der leveres til diplomatiske repræsentationer, internationale institutioner mv. samt de hertil knyttede personer efter TDL § 4, er fritaget for afgift.

Se også

Se også afsnit E.A.1.7 Afgiftsfritagelse og afgiftsgodtgørelse.

Leverancer til udlandet

Der gælder følgende fritagelser for virksomheder, der ikke er registreret som oplaghavere efter lov om afgift af chokolade- og sukkervarer.

Virksomheder kan ansøge Skatteforvaltningen om bevilling til godtgørelse af eller fritagelse for afgift af chokoladeafgiftspligtige varer, der erhvervsmæssigt

  • leveres til udlandet eller
  • anvendes til fremstilling af afgiftsfri varer, som leveres til udlandet.

Se CHOAL § 9, stk. 1.

Ikke-registrerede virksomheder

Henvendelser vedrørende bevillinger kan sendes til Skatteforvaltningen via TastSelv Erhverv. Klik i TastSelv Erhverv på Kontakt > Send besked > Moms, lønsum, told og punktafgifter > Punktafgifter > Destruktioner og bevillinger.

Ved anmodning om bl.a. afgiftsgodtgørelse skal virksomheden have en bevilling og anvende blanket 29.002. Blanketten findes på www.skat.dk

Registrerede varemodtagere

Registrerede varemodtagere kan uden bevilling efter afgiftsperiodens udløb angive det godtgørelsesberettigede beløb for varer leveret til udlandet direkte på afgiftsangivelsen. Se CHOAL § 9, stk. 2.

Fremstilling af afgiftsfri varer

Virksomheder kan ansøge Skatteforvaltningen om bevilling til afgiftsfritagelse for afgiftspligtige varer, der erhvervsmæssigt anvendes til fremstilling af varer, der ikke er omfattet af afgiftspligten, og som ikke ved modtagelse fra udlandet ville være dækningsafgiftspligtige efter chokoladeafgiftslovens kap. 3. Der kan gives afgiftsfritagelse for

  • chokolade, kakaopulver m.m. og lakrids, der anvendes til fremstilling af tobaksvarer
  • lakrids og kakaopulver m.m., der anvendes til fremstilling af bitter, likør og likøressenser
  • lakrids og kakaopulver, der anvendes til fremstilling af frugtvin og øl
  • kakaosmør, der anvendes til fremstilling af kosmetik
  • chokolade m.m., lakrids, tyggegummi etc. der anvendes til fremstilling af konsumis.

Se CHOAL § 9, stk. 4.

Henvendelser vedrørende bevillinger kan sendes til Skatteforvaltningen via TastSelv Erhverv. Klik i TastSelv Erhverv på Kontakt > Send besked > Moms, lønsum, told og punktafgifter > Punktafgifter > Destruktioner og bevillinger.

Fremstilling af konsumis

Skatteforvaltningen kan meddele godtgørelse af afgift for afgiftsberigtigede varer, der er anvendt eller anvendes til fremstilling af konsumis. Det er kun virksomheder, der erhvervsmæssigt fremstiller konsumis omfattet af ISAL § 1, stk. 1, og som er registreret efter ISAL § 3, der er berettiget til godtgørelse.

Se CHOAL § 9, stk. 5.

Virksomheden skal have bevilling for at ansøge om godtgørelse. Se lov nr. 1728 af 27. december 2018, og bemærkningerne til lovforslaget, L 103,  herunder afsnit 2.3.10 i lovforslaget om ophævelse af krav om bevilling for afgiftsgodtgørelse ved eksport for registrerede varemodtagere. Det er derfor Skatteforvaltningens opfattelse, at der gælder et krav om bevilling ved anmodning om afgiftsgodtgørelse i forbindelse med fremstilling af konsumis, jf. CHOAL § 9, stk. 5.

Henvendelser vedrørende bevillinger kan sendes til Skatteforvaltningen via TastSelv Erhverv. Klik i TastSelv Erhverv på Kontakt > Send besked > Moms, lønsum, told og punktafgifter > Punktafgifter > Destruktioner og bevillinger.

Ved anmodning om afgiftsgodtgørelse skal virksomheden anvende blanket 29.002. Blanketten findes på www.skat.dk

Bemærk

Bestemmelsen om godtgørelse af afgift for afgiftsberigtigede varer, der er anvendt eller anvendes til erhvervsmæssig fremstilling af konsumis, havde virkning fra og med den 1. april 2019, samtidig med at opgørelsesgrundlaget for isafgiften blev ændret. Hensigten med godtgørelsesordningen var at undgå dobbeltbeskatning af ingredienser tilsat konsumisen. Der var imidlertid ikke taget højde for godtgørelse af eventuel dækningsafgift af konsumis, som en oplagshaver registreret efter ISAL havde importeret fra udlandet inden den 1. april 2019, men som først blev udleveret den 1. april 2019 eller senere. Endvidere var der ikke taget højde for godtgørelse af afgift på tilsatte ingredienser omfattet af CHOAL kap. 1 eller kap. 2 i konsumis, som en oplagshaver registreret efter ISAL havde på lager den 1. april 2019, men som var fremstillet af en anden oplagshaver. Ved lov nr. 1295 af 5. december 2019 er der også skabt mulighed for godtgørelse af afgift i disse tilfælde. Der er alene tale om overgangssituationer. Se CHOAL § 22, stk. 11, samt § 26, stk. 9, i lov nr. 1728 af 27. december 2018.

Afgiftsgodtgørelse til visse organisationer mv.

Organisationer mv., der er godkendt efter ligningslovens § 8 A, og hvis formål helt eller delvist er at foretage humanitært hjælpearbejde, kan få godtgjort chokolade- og sukkervareafgift, som er betalt i tidligere handelsled, såfremt varerne anvendes til humanitære formål, og organisationen mv. ikke har modtaget betaling for varerne.

Godtgørelsesordningen omfatter kun varer, som doneres af organisationen mv. til forbrugerne af varerne, fx i form af nødhjælp, julehjælp og forbrug på herberger og i varmestuer. Ordningen omfatter derfor ikke varer, der sælges i organisationens butikker. Afgift af varer, som ikke anvendes til humanitære formål, kan ikke godtgøres. Fx kan afgiften ikke godtgøres af varer, som organisationen mv. kasserer, eller varer som anvendes internt i organisationen mv. til fx forplejning af personale og gæster mv.

Godtgørelsen skal opgøres efter reglerne i CHOAL § 2, hvilket vil sige på samme måde, som afgiften i det tidligere led er beregnet. Det vil sige, at varens nettovægt skal ganges med den afgiftssats pr. kg, der er betalt for varen. Det er kun den humanitære organisation mv., der kan anmode om godtgørelse af afgiften.

Godtgørelsesperioden er kalenderåret, og ansøgningen skal være modtaget af Skatteforvaltningen senest den 1. juli efter udløbet af det kalenderår, som der søges godtgørelse for. Fx skal anmodningen om godtgørelse for kalenderåret 2022 være modtaget senest 1. juli 2023.

Ansøgning om godtgørelse skal ske elektronisk. Til dette brug anvendes blanket 29.002, som findes på skat.dk/blanketter. Det er endvidere en forudsætning for udbetaling af godtgørelse, at organisationen mv. har et CVR-nummer. Godtgørelsen udbetales på ansøgerens NemKonto. Det kræver ikke nogen bevilling fra Skatteforvaltningen for, at organisationen mv. kan anmode om godtgørelse af afgift.

Organisation mv. skal føre et regnskab, der kan danne grundlag for opgørelsen af godtgørelsen og Skatteforvaltningens kontrol. Regnskabsmaterialet skal opbevares i 5 år efter regnskabsårets afslutning. Der skal indsendes regnskabsoplysninger sammen med ansøgningen om godtgørelse. Se bekendtgørelse nr. 1339 af 9. december 2019 om godtgørelse af visse punktafgifter til godkendte humanitære organisationer m.v.

Skatteforvaltningen har adgang til at kontrollere det materiale, der ligger til grund for udbetalingen af godtgørelsen. Organisation mv. skal efter anmodning udlevere eller indsende regnskabsmateriale, som ikke er medsendt anmodningen, til Skatteforvaltningen. Se kontrolbestemmelserne i CHOAL § 23 og § 24, som finder tilsvarende anvendelse.

Bemærk

Der kan kun godtgøres afgift af varer som organisationen mv. har købt eller fået doneret fra og med 1. januar 2020, men ikke af varer som organisationen har på lager pr. 31. december 2019.

Se CHOAL § 18.

Afgiftsfrihed ved indførsel

Der er afgiftsfrihed for varer, der indføres eller modtages fra udlandet, i samme omfang og under tilsvarende betingelser som fastsat for afgiftsfrihed efter ML § 36, stk. 1, nr. 1-3. Se CHOAL § 11.

Bemærk

Ved lov nr. 810 af 9. juni 2020 blev momsreglerne ved salg til private i EU ændret. De nye regler trådte i kraft den 1. juli 2021.

Den 1. juli 2021 erstattes importmomsfritagelsen i ML § 36, stk. 1, nr. 3 af ordningen Moms Import One Stop Shop, hvor virksomheder, der sælger varer til forbrugere i EU, som leveres fra lande uden for EU, kan angive og betale moms af forsendelser med en værdi indtil 150 euro efter en forenklet ordning. Se ML § 66l.

Indførsel af varer pålagt nationale punktafgifter som købes fra virksomheder, som er tilsluttet Moms Import One Stop Shop, er alene punktafgiftspligtige, når forsendelsens værdi er over 150 euro. Indtil 1. juli 2021 var beløbsgrænsen 80 kr.

Indførsel af varer pålagt nationale punktafgifter fra virksomheder, som ikke er tilsluttet Import Moms One Stop Shop, er punktafgiftspligtige uanset forsendelsens værdi. Indtil 1. juli 2021 var beløbsgrænsen 80 kr.

Forsendelser af varer pålagt EU-harmoniserede punktafgifter kan ikke indgå i ordningen Moms Import One Stop Shop. Se ML § 66l. Disse er således punktafgiftspligtige i alle tilfælde uanset forsendelsens værdi.

Se også

Se også afsnit E.A.1.7 Afgiftsfritagelse og afgiftsgodtgørelse, om afgiftsfritagelse.