Indhold

Dette afsnit handler om, på hvilket tidspunkt den skattepligtige kan tage fradrag.

Afsnittet indeholder:

Regel
Oversigt over domme, kendelser, afgørelser, SKM-meddelelser mv.

Regel

Fradragsberettigede driftsudgifter kan som udgangspunkt fratrækkes i den skattepligtige indkomst, når der er indtrådt en endelig retlig forpligtelse til at afholde udgiften, og udgiftens størrelse kan opgøres. Det er som udgangspunkt ikke en betingelse, at beløbet er betalt eller er forfaldent til betaling.

Hvor der foreligger en forudbetaling for en flerårig periode, kan udgiften ikke fratrækkes i betalingsåret, men skal fordeles over den periode betalingen vedrører. Hvis udgiften går til anskaffelse af et aktiv, der er omfattet af afskrivningsloven, følger periodefordelingen af reglerne i denne lov.

I det følgende er en række eksempler på fradragstidspunktet for bestemte udgifter.

Se også

Se også afsnit C.C.2.5.3.3.1 om fradragstidspunktet under erhvervsbeskatning.

Renteudgifter

Forfaldstidspunktet er som hovedregel afgørende for fradragsretten for renteudgifter. Se LL § 5, stk. 1. Forfalder renten for en længere periode ved lånoptagelsen, er det kun renteudgifter, der vedrører indkomståret, der kan fratrækkes. Se afsnit C.A.11.2.6.1.

Tab på fordringer

Tab kan fratrækkes, når tabet og dets størrelse er endeligt konstateret. Om tab på debitorer, se afsnit C.C.2.5.3.3.7.

Ejendomsskatter

Ejendomsskatter er som hovedregel ikke fradragsberettiget. De kan dog i et vist omfang fradrages. Se LL § 14 og afsnit C.H.3.2.3.2.

Underholdsbidrag

Fradrag for underholdsbidrag og ydelser efter en forpligtelseserklæring, er betinget af, at betaling faktisk har fundet sted og forudsætter endvidere, at beløbet er forfaldent. Se LL § 10 - § 12, lsr. 1957.72 og lsr. 1972.77. Se også SKM2001.515.ØLR og SKM2002.278.ØLR.

Se også

Se også afsnit C.A.8.6.2.

Præmiebetaling mv.

Præmier, bidrag og lign., der kan fradrages efter reglerne i pensionsbeskatningsloven, er fradragsberettigede i det år, hvor beløbet forfalder til betaling, hvis det drejer sig om forsikringsordninger. Er der tale om pengeinstitutordninger, er fradragsretten som udgangspunkt knyttet til betalingstidspunktet. Se afsnit C.A.10.2.1.3.2 og C.A.10.2.2.3.2.

Om indbetaling til tidligere selvstændigt erhvervsdrivendes pensionsordning, se afsnit C.A.10.2.3.

Oversigt over domme, kendelser, afgørelser, SKM-meddelelser mv.

Skemaet viser relevante afgørelser på området:

Afgørelse	Afgørelsen i stikord	Yderligere kommentarer
Landsretsdomme
SKM2019.501.ØLR	Appellantens indkomst var forhøjet for 2006-2010 af beløb, som var overført til hans bankkonto. For landsretten frafaldt han anbringender om, at beløbene var skattefrie, fordi de udgjorde lån. Han frafaldt desuden anbringender om, at forhøjelserne var sket for sent, jf. skatteforvaltningslovens § 27. Han gjorde i stedet det nye anbringende gældende, at han ikke havde erhvervet ret til beløbene, fordi Østre Landsret ved dom af 23. maj 2018 i en straffesag havde bestemt, at beløbene skulle konfiskeres. I anden række gjorde han det nye anbringende gældende, at indsætningerne skulle fratrækkes ved indkomstopgørelsen som et indkomsttab. Henset til, at den person, som overførte beløbene til appellanten, ikke havde krævet pengene tilbagebetalt, og at han heller ikke kunne kræve beløbene tilbagebetalt, fandt landsretten, at appellanten i overensstemmelse med det grundlæggende princip om retserhvervelse endeligt erhvervede ret til og blev skattepligtig af de enkelte beløb, da han modtog dem i årene fra 2006 til 2010. Det forhold, at der flere år efter skete formel konfiskation af beløbet, kunne i relation til spørgsmålet om skattepligt efter statsskattelovens § 4, stk. 1, litra a, ikke føre til et andet resultat. I relation til appellantens subsidiære anbringende om fradragsret fandt landsretten, at skattemyndighederne er berettiget til at afslå at nedsætte hans skattepligtige indkomst alene som følge af den formelle bestemmelse om konfiskation, henset til at der ikke er sket en faktisk fratagelse af formuegoder eller sket hel eller delvis betaling. Den formelle beslutning om konfiskation kunne således ikke føre til nedsættelse af beskatningen, hvis konfiskationsbestemmelsen ikke reelt gennemføres.
SKM2003.210.ØLR	Landsretten fandt i et familieforhold, at der var skærpede krav til skatteyderens bevis for, at der var tale om egentlig långivning med en retligt bindende forpligtelse til at betale renter. Skatteyderen havde ikke opfyldt dette krav.
SKM2003.71.VLR	En skatteyder havde en retstvist med de norske toldmyndigheder. Efter de norske myndigheder i 1997 havde truffet en afgørelse, havde skatteyderen anlagt en retssag i 1998. På den baggrund, fandt landsretten, at der i 1997 havde været en reel tvist om de norske toldmyndighedernes krav. Kravet kunne derfor ikke anses for at være egentlig fastslået det år, og der kunne derfor heller ikke tages fradrag i det indkomstår.
SKM2002.278.ØLR	En skatteyder havde i indkomstårene 1982-1991 og 1995 taget fradrag for underholdsydelser på i alt 10.000 kr. Landsretten fandt det ikke godtgjort, at skatteyderen havde betalt de ydelser, der fremgik af forsørgelseskontrakter, til sin mor og bror i Pakistan.
SKM2001.515.ØLR	En skatteyder ville tage fradrag for underholdsydelse til en slægtning i Pakistan efter de dagældende regler for forsørgelseskontrakter. Landsretten fandt, at det ikke kunne lægges til grund, at skatteyder havde påtaget sig en sådan ensidig forpligtelse over for slægtningen, at betingelserne for at få fradrag var opfyldt.
Landsskatteretskendelser
SKM2001.375.LSR	En banks udgifter (hensættelser) til fratrædelsesgodtgørelse til medarbejdere kunne først fratrækkes i forbindelse med den enkelte medarbejders fratræden og ikke på tidspunktet for indgåelse af en "senioraftale".
lsr. 1972.77	En skatteyder havde betalt underholdsbidrag i 21. december 1968. Pligten til at betale underholdsbidrag for første halvår af 1969 var ifølge vilkårene for skilsmissen betinget af, at børnene var i live den 1. januar 1969. Underholdsbidrag var derfor - uanset betalingstidspunktet - ikke endeligt forfaldent før denne dato.
lsr. 1957.72	En skatteyder havde betalt 5.363 kr. i underholdsbidrag. Efter skilsmissebevillingerne skulle han betale 5.959 kr. Skatteyderen havde kun ret til at fradrage det faktisk betalte beløb.