Indhold

Afsnittet beskriver SEL § 3, stk. 4, hvorefter reglerne i SEL § 3, stk. 2 og 3, også kan finde anvendelse for selskaber omfattet af SEL § 1, stk. 1, nr. 1 og 2, såfremt den altovervejende del af aktie-, anparts- eller andelskapitalen i disse selskaber ejes af en forening mv. med et almenvelgørende eller på anden måde almennyttigt formål.

SEL § 3, stk. 4, omtales i praksis ofte som "overførselsreglen" eller "transparensreglen".

Afsnittet indeholder:

  • Omfattede selskaber
  • Regel
  • Opgørelse af maksimalt fradrag
  • Oversigt over domme, kendelser, afgørelser, SKM-meddelelser mv.

Se også

  • Afsnit C.D.1.1.12 om foreninger, der er skattepligtige efter SEL § 1, stk. 1, nr. 6.
  • Afsnit C.D.1.3.2 om fradrag for udlodninger og henlæggelser til almenvelgørende eller almennyttige formål efter SEL § 3, stk. 2 og 3.

Omfattede selskaber

Reglen omfatter selskaber, som ejes af foreninger med almenvelgørende eller på anden måde almennyttige formål, der er skattepligtige efter SEL § 1, stk. 1, nr. 6. Se SEL § 3, stk. 4.

Regel

SEL § 3, stk. 4, indebærer, at indkomst optjent af selskabet helt eller delvist kan anses for indtjent af foreningen mv. i samme indkomstår, og praktiseres ved at selskabet indrømmes et ligningsmæssigt fradrag for det beløb, der anses for indtjent af foreningen mv.

Beløbet indtægtsføres tilsvarende i foreningen mv. i samme indkomstår, uanset om det overførte beløb formelt benævnes gave, udbytte eller lignende. Det er herefter en forudsætning for reglens anvendelse, at foreningen i samme indkomstår anvender hele det overførte beløb til formål, der kan fradrages efter reglerne i SEL § 3, stk. 2 og 3, under iagttagelse af prioriteringsreglen i SEL § 3, stk. 2, 2. pkt.

Prioriteringsreglen betyder, at i de tilfælde, hvor foreningen mv. foruden erhvervsmæssig indkomst har anden indkomst, anses den ikke-erhvervsmæssige indkomst for medgået til de almenvelgørende eller på anden måde almennyttige formål forinden nogen del af den skattepligtige indkomst anses for medgået hertil. Se SEL § 3, stk. 2, 2. pkt.

Opgørelse af maksimalt fradrag

I SKM2008.625.SKAT præciserede SKAT, hvordan det maksimale fradragsberettigede beløb opgøres efter SEL § 3, stk. 4, når modtageren er en fond omfattet af fondsbeskatningsloven eller en forening omfattet af SEL § 1, stk. 1, nr. 6. SKAT meddelte, at det maksimale fradrag, når modtageren er en forening omfattet af SEL § 1, stk. 1, nr. 6, opgøres som summen af uddelinger og hensættelser til almenvelgørende og på anden måde almennyttige formål med fradrag af ikke-erhvervsmæssig indkomst, herunder skattefrie indtægter. Fradraget kan dog ikke medføre et underskud for selskabet.

Oversigt over domme, kendelser, afgørelser, SKM-meddelelser mv.

Skemaet viser relevante afgørelser på området

Afgørelser

Afgørelsen i stikord

Yderligere kommentarer

Landsskatteretskendelser

   

SKM2022.409.LSR

Klageren var en fond, der foretog uddelinger og henlæggelser til almenvelgørende eller almennyttige formål, og ejede et selskab, som for 2013 og 2014 havde foretaget skattefri udlodning til fonden med 5 mio. kr. i hvert af indkomstårene. I de to år havde fonden fortaget uddelinger og henlæggelser med i alt henholdsvis 1.177.124 kr. og 3.801.570 kr.

I 2016 anmodede fonden og selskabet SKAT om genoptagelse af skatteansættelserne for 2013 og 2014 med henblik på at overføre hele selskabets skattepligtige indkomster på henholdsvis 18.729.659 kr. og 23.455.961 kr. med anvendelse af transparensreglen i SEL § 3, stk. 4, med den virkning, at beløbene betragtedes som indtjent i de samme år af fonden. SKAT genoptog skatteansættelserne men fandt, at SEL § 3, stk. 4, ikke fandt anvendelse.

Landsskatteretten henviste til prioritetsreglen i FBL § 6, hvorefter fonde ikke har fradragsret for uddelinger og hensættelser efter lovens §§ 4 og 5, før de skattefrie indtægter fuldt ud er benyttet til uddelinger og hensættelser. Videre henviste Landsskatteretten til, at fondens mulighed for efterfølgende hensættelser efter tilladelse fra skatteforvaltningen angik efterfølgende hensættelser til udligning af den skattemæssige virkning af indkomstændringer, hvilket der ikke var tale om i den foreliggende situation. Endelig henviste Landsskatteretten til, at det ifølge cirkulære nr. 136 af 7. november 1998 til selskabsskatteloven, pkt. 57, var en forudsætning for anvendelsen af SEL § 3, stk. 4, at fonden i samme indkomstår anvender hele det overførte beløb til formål, der kunne give fradragsret. Landsskatteretten stadfæstede derfor SKATs afgørelse.

 

SKM2007.104.LSR

I denne sag fandt Landsskatteretten at ved overførsel fra et aktieselskab mv. til en forening mv. i medfør af SEL § 3, stk. 4, kunne der ikke stilles krav om, at formålet i den modtagende forening mv. udelukkende var almenvelgørende eller på anden måde almennyttig. Landsskatteretten udtalte endvidere, at SEL § 3, stk. 4, også kunne anvendes af fonde omfattet af fondsbeskatningslovens bestemmelser, forudsat at det overførte beløb i samme indkomstår udloddes eller hensættes til almennyttige formål i overensstemmelse med fondsbeskatningslovens regler.

SEL § 3, stk. 4, fandt anvendelse

 

SKM2003.227.LSR

I denne sag fastslog Landsskatteretten, at et fondsejet selskab, der i indkomståret havde negativ indkomst, og som gennem fonden havde foretaget udlodninger til almenvelgørende formål, ikke kunne foretage underskudsfremførsel i det omfang, underskuddet hidrørte fra udlodningerne.

SEL § 3, stk. 4, fandt ikke anvendelse

 

TfS1997.594LSR

I denne sag fastslog Landsskatteretten, at den del af selskabets overskud, der udbetales som udbytte til ejeren i en sportsforening med almennyttigt formål kunne fratrækkes i henhold til § 3, stk. 4.

Skatterådet og Ligningsrådet

   

SKM2008.888.SR

Skatterådet kunne bekræfte, at en forening var omfattet af SEL § 1, stk. 1, nr. 6, og § 3, stk. 2 og stk. 3.

 

SKM2008.625.SKAT

SKAT oplyser om, hvordan det maksimale fradragsberettigede beløb opgøres efter SEL § 3, stk. 4, når modtageren er en fond omfattet af fondsbeskatningsloven eller en forening omfattet af SEL § 1, stk. 1, nr. 6. Meddelelsen er refereret ovenfor under "Hovedregel".

 

TfS 2000,753 LR

Ligningsrådet har vedrørende udlodning af udbytte fra et datterselskab til en almenvelgørende fond i denne sag fastslået, at der ikke i relation til SEL § 3, stk. 4, kan indfortolkes et indirekte ejerskab, hvor bestemmelsen alene omtaler ejerskab. Ved samme lejlighed blev det fastslået, at udbytte alene er skattefrit efter SEL § 3, stk. 4, hvor det udbyttemodtagende selskab udgør en "forening mv. med almenvelgørende formål".

SEL § 3, stk. 4, kunne ikke anvendelse.