Indhold

Dette afsnit beskriver, hvad det betyder for dødsboet, når

  • den længstlevende ægtefælle har drevet afdødes virksomhed forud for dødsåret
  • konjunkturudligningsordningen efter VSL afsnit II har været brugt
  • dødsboet skiftes i forbindelse med dødsfaldet.

Afsnittet indeholder:

  • Dødsboer omfattet af reglen
  • Hovedregel
  • Undtagelse.

Dødsboer omfattet af reglen

Reglen omfatter dødsboer, der skiftes i forbindelse med dødsfaldet og er omfattet af DBSL afsnit II

  • kapitel 4 (dødsboer, der er skattefritaget)
  • kapitel 5 (dødsboer, der ikke er skattefritaget).

Hovedregel

Så længe de to ægtefæller er i live, bliver overskud af erhvervsvirksomhed beskattet hos den ægtefælle, der driver virksomheden. Det er uden betydning, hvem der ejer den. Se KSL § 25 A, stk. 1.

Når en af ægtefællerne dør, og dødsboet bliver skiftet, overgår beskatningen fra og med dødsåret fra den ægtefælle, der har drevet erhvervsvirksomheden, til den ægtefælle, der ejer den. Se DBSL § 4, stk. 1.

Når afdøde er ejer af en virksomhed, som den længstlevende ægtefælle har brugt konjunkturudligningsordningen på, skal den længstlevende ægtefælles henlæggelser

  • inklusiv tilhørende konjunkturudligningsskat ved udgangen af indkomståret før dødsfaldet
    og
  • med fradrag af et grundbeløb

indgå i den skattepligtige indkomst for dødsboets

  • mellemperiode, når dødsboet er skattefritaget, jf. DBSL § 11, stk. 2
  • bobeskatningsperiode, når dødsboet ikke er skattefritaget, jf. DBSL § 25, stk. 2.

Grundbeløb skal først trækkes fra i tidligste henlæggelse.

Bemærk

Grundbeløbet udgør 152.200 kr. (2010-niveau) og reguleres efter PSL § 20. Se DBSL § 11, stk. 5 og § 25, stk. 5.

Se også

Se afsnit

  • C.E.15 om, hvor meget grundbeløbet efter DBSL §§ 11 og 25 er reguleret til for dødsåret.
  • C.E.12.1.2.6.2 om, hvad det betyder for den længstlevende ægtefælle, når denne har drevet afdødes virksomhed forud for dødsåret
  • C.E.12.1.2.9 om beskatningen, hvor én af flere virksomheder indgår i dødsboet
  • C.E.12.1.2.2 om beskatningen, hvis dødsboet er omfattet af DBSL kapitel 4 (dødsboer, der er skattefritaget)
  • C.E.12.1.2.3 om beskatningen, hvis dødsboet er omfattet af DBSL kapitel 5 (dødsboer, der ikke er skattefritaget).

Undtagelse

I det omfang henlæggelsen bliver overtaget på længstlevende ægtefælles skattemæssige vilkår (succession) af

  • en arving eller
  • den længstlevende ægtefælle

efter DBSL § 39, stk. 3, gælder hovedreglen ikke.

Se DBSL

  • § 11, stk. 4, når dødsboet er skattefritaget
  • § 25, stk. 4 når dødsboet ikke er skattefritaget.

Den, der overtager afdødes virksomhed, hvor den længstlevende ægtefælle har henlagt til konjunkturudligning, kan overtage henlæggelser ved udgangen af indkomståret før dødsfaldet. Der skal så ikke ske beskatning i mellemperioden eller i bobeskatningsperioden.

Når den længstlevende ægtefælle overtager afdødes virksomhed, kan den pågældende også succedere i sin egen henlæggelse til konjunkturudligning. Der skal så ikke ske beskatning i mellemperioden eller i bobeskatningsperioden.

Se også

Se afsnit C.E.12.1.2.4 om udlodningsmodtagers mulighed for at overtage henlæggelse til konjunkturudligning på afdødes eller den længstlevende ægtefælles skattemæssige vilkår (succession).