Indhold

Dette afsnit beskriver, hvordan det gøres op, om et selskab er omfattet af pengetankreglen.

Afsnittet indeholder:

  • Dødsboer omfattet af reglen
  • Hovedregel
  • Undtagelse
  • Oversigt over domme, kendelser, afgørelser, SKM-meddelelser mv.

Se afsnit C.E.14 om definition af udlodning og succession.

Dødsboer omfattet af reglen

Reglen omfatter skiftede dødsboer, hvor skiftet sker i forbindelse med dødsfaldet, og hvor dødsboet ikke er skattefritaget efter DBSL § 6.

Se afsnit C.E.3.1.5 om, hvornår et dødsbo er skattefritaget.

Hovedregel

Et selskab er omfattet af pengetankreglen (passiv kapitalanbringelse), når

  • 50 procent eller mere af selskabets indtægter, hvorved forstås den regnskabsmæssige nettoomsætning tillagt summen af øvrige regnskabsførte indtægter, opgjort som gennemsnittet af de seneste 3 regnskabsår stammer fra fast ejendom, kontanter, værdipapirer el.lign., der efter 4. pkt. skal anses for passiv kapitalanbringelse eller
  • handelsværdien af selskabets sådanne ejendomme, kontanter, værdipapirer eller lignende enten på overdragelsestidspunktet eller opgjort som gennemsnittet af de seneste 3 regnskabsår udgør mindst 50 pct. af handelsværdien af selskabets samlede aktiver.

Ved selskabets indtægter forstås den regnskabsmæssige nettoomsætning plus summen af øvrige regnskabsførte indtægter. Se DBSL § 29, stk. 3, 6. pkt.

Det betyder, at det er selskabets årsregnskab efter årsregnskabsloven, der skal lægges til grund og ikke selskabets skatteregnskab. I selskabets samlede aktiver skal også indgå eventuel oparbejdet goodwill. Se SKM2007.625.LSR.

►Bestemmelsen svarer til ABL § 34, stk. 6, der gælder for succession ved overdragelse i levende live. Se afsnit C.B.2.13.1 om vurdering af, hvorvidt et selskab er omfattet af pengetankreglen (passiv kapitalanbringelse).◄

►◄

Undtagelse

Der kan succederes i aktier i et selskab mv., hvis virksomhed ikke i overvejende grad består i passiv kapitalanbringelse, når den enkelte udlodning til den enkelte udlodningsmodtager udgør én procent eller mere af aktiekapitalen mv. i det pågældende selskab, jf. DBSL § 29, stk. 3, 1. pkt. og 4. pkt.

DBSL § 29, stk. 3, 4. pkt., bestemte tidligere, at bortforpagtning af landbrugsejendomme mv., jf. VUL § 33, stk. 1 og 7, ikke skulle anses som passiv kapitalanbringelse. DBSL § 29, stk. 3, 4. pkt., bestemmer nu, at bortforpagtning af fast ejendom, som efter ejendomsvurderingsloven anses for landbrugs- eller skovejendom, ikke anses for passiv kapitalanbringelse. Se afsnit C.B.2.13.1 og C.H.2.1.15.5 om overgangsregler i forbindelse med overgang fra vurderingsloven til ejendomsvurderingsloven.

►◄