Skifteretten kan udlevere et dødsbo til privat skifte, hvis:

  1. Alle arvinger er enige om det.
  2. Skifteretten må antage, at boets aktiver kan betale boets gæld.
  3. Mindst én af arvingerne:
         - er myndig
         - ikke er repræsenteret af en værge og
         - er solvent og kan betale sine løbende forpligtelser
  4. Afdøde ikke har udelukket privat skifte i sit testamente.
  5. Ingen særlige forhold taler imod privat skifte - fx arvingernes egne private eller økonomiske forhold.

Alle ovenstående punkter skal være opfyldt, før skifteretten kan udlevere dødsboet til privat skifte.

Arvingers pligter
Ved et privat skifte skal arvingerne håndtere dødsboet selv - eventuelt ved hjælp af en advokat. Arvingerne skal blandt andet sørge for at:

  • Betale gæld til afdødes eventuelle kreditorer
  • Udlægge eventuel fast ejendom til en eller flere arvinger eller sælge den til andre
  • Fordele arven korrekt
  • Indgive åbningsstatus til tiden
  • Indgive boopgørelse til tiden
  • Indgive boets eventuelle oplysningsskema til tiden (dvs. samtidig med boopgørelsen)
  • Betale boafgift til tiden
  • Betale eventuel dødsboskat til tiden.

Hvis boet eller afdøde skal have penge fra Skattestyrelsen, kommunen eller andre myndigheder, vil beløbet blive indsat på afdødes NemKonto. Det er derfor en god idé at beholde kontoen, indtil boet er afsluttet.

Skifteretten giver Skattestyrelsen besked om, hvordan afdødes bo behandles, og hvem der er boets kontaktperson.

Hvis arvingerne under et privat skifte ikke behandler boet forsvarligt, kan skifteretten bestemme, at en bobestyrer skal overtage skiftet af dødsboet. Læs mere i afsnittet Bobestyrerboer.

Meddelelse til Statstidende
Der skal indrykkes en meddelelse i Statstidende til afdødes kreditorer - et såkaldt proklama (se ordlisten). Proklamaet indeholder meddelelse om dødsfaldet og opfordrer eventuelle kreditorer til at melde sig.

Ved dødsfald sket den 15. november 2022 eller senere skal kreditorer melde sig via Skifteportalen på www.minskiftesag.dk inden en frist på 8 uger. Hvis en kreditor ikke har meldt sig inden fristens udløb, kan denne ikke senere kræve pengene af boet. Det er uden betydning, om en kreditor kender til proklamaet.

Et krav til dødsboet skal anmeldes på Skifteportalen inden udløbet af fristen på de 8 uger for at kunne anses for rettidigt anmeldt. Et krav, som sendes til boets kontaktpersons adresse, anses ikke for anmeldt rettidigt.

Skifteretten indrykker proklama i Statstidende i forbindelse med udlevering af boet til privat skifte.

De før 15. november 2022 gældende regler vedrørende anmeldelse af krav kan ses i tidligere versioner af denne vejledning.

Skattekrav
Skattekrav, der endnu ikke er opgjort, når proklamaet udløber, er ikke omfattet af proklamaet og skal derfor betales alligevel. Det samme gælder indregnet restskat mv., der er overført til opkrævning i dødsåret. Indregnede restskatter mv. opkræves kun sammen med en dødsboskat, hvis boet ikke er fritaget for at betale skat, eller sammen med en restskat for mellemperioden, hvis der foretages afsluttende skatteansættelse for mellemperioden i et skattefritaget bo.

Læs mere om afsluttende skatteansættelse i afsnittet Afdødes skat i dødsåret og afsnittet Boer der skal betale dødsboskat.

Fordeling af arv - hæftelse for gæld 
Arvingerne bør ikke fordele arven, før de ved, at der er overskud i boet. Proklamafristen på 8 uger bør derfor altid være udløbet. Almindeligt indbo kan dog deles inden. Boets kontaktperson kan spørge Skattestyrelsen, om der er et uafklaret skattekrav.

Hvis arvingerne har fordelt arven uden først at betale afdødes og boets gæld, hæfter de som udgangspunkt hver især for hele gælden.

Viser det sig, at afdødes og boets gæld overstiger formuen, hæfter arvingerne ikke for gælden. Det er dog en betingelse, at arvingerne straks beder skifteretten om at behandle boet som et bobestyrerbo i stedet og afleverer samtlige afdødes ejendele til bobestyreren (dog ikke almindeligt indbo). Se ordlisten for en definition på bobestyrer.

Åbningsstatus 
Arvingerne skal lave en opgørelse over boets formue og gæld på dødsdagen - formue omfatter både indbo og andre ejendele. Opgørelsen kaldes en åbningsstatus.

Opgørelsen skal laves på en særlig blanket. Blanketten kan findes på www.domstol.dk - Blanketter - Dødsfald - Privat skifte.

Åbningsstatus skal senest 6 måneder efter dødsdagen indsendes til skifteretten.

Hvis boet er udleveret til privat skifte mere en 4 måneder efter dødsdagen, har arvingerne dog altid 2 måneder efter boets udlevering, til at indsende åbningsstatus til skifteretten.

Blanketten skal indsendes i to eksemplarer og skal underskrives af alle arvingerne, eventuelt i henhold til fuldmagt. Skifteretten sender det ene eksemplar af blanketten videre til Skattestyrelsen.

Boets afslutning
Det kan tage nogen tid at håndtere et dødsbo. Indtil boet er afsluttet, kan der være indtægter og udgifter, som vedrører afdøde, også efter dødsdagen. Disse indtægter og udgifter indgår i boet og skal eventuelt beskattes i boet.

Skæringsdag
Når arvingerne skal afslutte boet, skal de vælge en skæringsdag (opgørelsesdag) og herefter fordele arven. Alle indtægter og udgifter før skæringsdagen vedrører boet og beskattes i boet. Efter skæringsdagen tilhører alle ejendele og indkomster mv. de enkelte arvinger. Eventuel skat af indtægter/formueafkast efter skæringsdagen betales af den pågældende arving. Læs mere i afsnittet Acontoudlodning af arv.

Arvingerne kan selv bestemme, hvilken dag de vil vælge som boets skæringsdag. Den tidligste skæringsdag, som kan vælges, er dødsdagen. Den seneste skæringsdag, som kan vælges, er etårsdagen for dødsfaldet.

Boopgørelse
Arvingerne skal lave en opgørelse over boet pr. skæringsdagen. Opgørelsen kan laves på skifterettens særlige blanket: Boopgørelse. Skifterettens blanketter kan du finde på www.domstol.dk under Blanketter - Dødsfald - Privat skifte. Der følger en vejledning med til boopgørelsen.

Arvingerne skal dog være opmærksomme på skattereglerne, når de vælger skæringsdagen. Læs mere i afsnittet Boer der skal betale dødsboskat.

Arvingerne skal indgive boopgørelsen senest 15 måneder efter dødsdagen.

Boopgørelsen skal indgives til skifteretten i to eksemplarer. Begge eksemplarer skal underskrives af alle arvingerne, eventuelt i henhold til fuldmagt. De originale fuldmagter skal indgives samtidig. Skifteretten sender det ene eksemplar af blanketten videre til Skattestyrelsen.

Boselvangivelse
Hvis boet ikke er skattefritaget skal boet indgive et oplysningsskema samtidig med boopgørelsen. Oplysningsskemaet skal ikke sendes til skifteretten, men til Skattestyrelsen. Læs mere om boer, der ikke er fritaget for skat i afsnittet Skat i forbindelse med dødsfald.

Når du arver værdipapirer - aktier, investeringsforeningsbeviser og fordringer
Din anskaffelsessum er normalt værdien i boopgørelsen, og anskaffelsestidspunktet er boets opgørelsesdag. Hvis værdipapirerne er udloddet før opgørelsesdagen, er det dog værdien og tidspunktet på denne udlodningsdag, der gælder. Læs mere i afsnittet Acontoudlodning af arv.

Hvis du senere sælger værdipapirerne, kan du kun trække et eventuelt tab fra, hvis du har givet Skattestyrelsen besked om anskaffelsessummen og anskaffelsesdatoen. Det er også en betingelse, at du overholder de særlige frister for besked til Skattestyrelsen.

Du kan give Skattestyrelsen besked på www.skat.dk/tastselv.

Læs mere om aktier, investeringsforeningsbeviser og fordringer.