åben Vis afgørelser, domme, kendelser og meddelelser mv. til "C.E.3.3.4.3.4.2 Hvordan opgøres, om et selskab er omfattet af pengetankreglen?" udsendt efter offentliggørelsen af denne version af vejledningen.

Indhold

Dette afsnit beskriver, hvordan det gøres op, om et selskab er omfattet af pengetankreglen.

Afsnittet indeholder:

  • Dødsboer omfattet af reglen
  • Hovedregel
  • Undtagelse
  • Oversigt over domme, kendelser, afgørelser, SKM-meddelelser mv.

Se afsnit C.E.14 om definition af udlodning og succession.

Dødsboer omfattet af reglen

Reglen omfatter skiftede dødsboer, hvor skiftet sker i forbindelse med dødsfaldet, og hvor dødsboet ikke er skattefritaget efter DBSL § 6.

Se afsnit C.E.3.1.5 om, hvornår et dødsbo er skattefritaget.

Hovedregel

Et selskab er omfattet af pengetankreglen (passiv kapitalanbringelse), når

  • mindst 50 pct. af selskabets indtægter, beregnet som et gennemsnit af de seneste tre regnskabsår, stammer fra fast ejendom, kontanter, værdipapirer el.lign., der efter ABL § 34, stk. 1. nr. 3, skal anses for passiv kapitalanbringelse. Indtægter er i denne sammenhæng defineret som den regnskabsmæssige nettoomsætning med tillæg af øvrige regnskabsmæssige indtægter. eller
  • handelsværdien af selskabets sådanne ejendomme, kontanter, værdipapirer eller lignende, der efter ABL § 34, stk. 1, nr. 3, skal anses for passiv kapitalanbringelse, enten på overdragelsestidspunktet eller opgjort som gennemsnittet af de seneste 3 regnskabsår udgør mindst 50 pct. af handelsværdien af selskabets samlede aktiver.

Ved selskabets indtægter forstås den regnskabsmæssige nettoomsætning plus summen af øvrige regnskabsførte indtægter. Se DBSL § 29, stk. 3, 6. pkt.

Det betyder, at det er selskabets årsregnskab efter årsregnskabsloven, der skal lægges til grund og ikke selskabets skatteregnskab. I selskabets samlede aktiver skal også indgå eventuel oparbejdet goodwill. Se SKM2007.625.LSR.

Bestemmelsen svarer til ABL § 34, stk. 6, der gælder for succession ved overdragelse i levende live. Se afsnit C.B.2.13.1 om vurdering af, hvorvidt et selskab er omfattet af pengetankreglen (passiv kapitalanbringelse).

Undtagelse

Der kan succederes i aktier i et selskab mv., hvis virksomhed ikke i overvejende grad består i passiv kapitalanbringelse, når den enkelte udlodning til den enkelte udlodningsmodtager udgør én procent eller mere af aktiekapitalen mv. i det pågældende selskab, jf. DBSL § 29, stk. 3, 1. pkt. og 4. pkt.

DBSL § 29, stk. 3, 4. pkt., bestemte tidligere, at bortforpagtning af landbrugsejendomme mv., jf. VUL § 33, stk. 1 og 7, ikke skulle anses som passiv kapitalanbringelse. DBSL § 29, stk. 3, 4. pkt., bestemmer nu, at aktiv udlejningsvirksomhed med fast ejendom, jf. ABL § 34, stk. 7, og bortforpagtning af fast ejendom, som efter ejendomsvurderingsloven anses for landbrugs- eller skovejendom, ikke anses for passiv kapitalanbringelse. Se også afsnit C.B.2.13.1 og C.H.2.1.15.5 .