Opdateret
11 jun 2020 16:18
Type
Information
Driftslog
Pension
Meddelelse

Forespørgeadgang til det diskvalificerende register

Skatteforvaltningen har iværksat udviklingen af forespørgeadgangen til det diskvalificerende register. Udviklingen er en udløber af vedtagelsen af Lov nr. 1577 af 27-12-2019.

Der blev ultimo april afholdt et indledende virtuelt møde med deltagelse af bl.a. Forsikring og Pension og Finans Danmark. På mødet blev Skatteforvaltningens nye generelle dataudvekslingsplatform DUPLA præsenteret. DUPLA er den udstillingsplatform, hvorigennem forespørgeadgangen skal foregå.

Uddrag fra mødet

  • Loven indeholder nogle begrænsninger i forespørgeadgangen. Begrænsningen, ift. hvornår man som institut må forespørge på en kunde, er ikke indbygget i løsningen. Dataansvaret overgår til institutterne som dataaftager, og det er dermed institutterne, der skal sikre overholdelse af den del af lovens forskrifter.
  • Løsningen leverer, på baggrund af forespørgsel på et CPR-nr. eller en bestand af CPR-nr., svar tilbage på om disse er registreret i diskvalificeringsregisteret, og med angivelse af dato for første indberetning. Svaret indeholder ikke yderligere information, som f.eks. hvilket institut der har indberettet diskvalificeringsoplysningen.
  • Kunden kan selv se i skattemappen, om de er omfattet af diskvalificeringen. De vil derimod ikke få vist i skattemappen, at et institut har forespurgt på deres oplysninger. Men kunden kan henvende sig til Udviklings- og Forenklingsstyrelsen og anmode om denne oplysning.
  • Dataudvekslingsaftale, der er en forudsætning for at få adgang til data via Dataudvekslingsplatformen, skal etableres pr. institut. Der kan indgås aftaler både i vores testmiljø (TFE), og der skal indgås aftale i vores produktionsmiljø.
  • Brancheorganisationerne bedes sikre, at al information omkring denne løsning bliver videreformidlet til alle relevante institutter.
  • Skatteforvaltningen vender tilbage, så snart vi har et mere konkret bud på en tidsplan for implementering af løsningen, inkl. de steps der skal gennemføres fra jeres side i forhold til at få adgang til data via DUPLA. Se i den forbindelse også information på SharePoint.
  • Skatteforvaltningen tager initiativ til et mere teknisk fokuseret møde, når der er afklaring på planen for implementeringen.

Kommunikation med Skatteforvaltningen

Vi vil gerne henstille til, at kommunikation vedr. implementeringen af DUPLA sker til Udviklings- og Forenklingsstyrelsens fællespostkasse dataudstilling@ufst.dk. Det samme gælder for anmodning om adgang til det eksterne SharePoint, der rummer en del information om dataudvekslingsplatformen. Det er samme mailadresse, I skal skrive til, når I kommer så langt i processen, at vi skal påbegynde brugeroprettelsen pr. organisation jf. vejledningen omkring brugeroprettelse.

Skattefaglige spørgsmål vedr. forespørgeadgangen bør rettes til ekapital@sktst.dk.