Spørgsmålet vedrørende de skattemæssige konsekvenser af rekonstruktion af selskaber er især aktuelt som følge af bestemmelserne i aktieselskabslovens § 69 a og anpartsselskabslovens § 52.
Efter § 69 a i aktieselskabsloven skal bestyrelsen  foranledige, at generalforsamling 
afholdes senest seks måneder efter, at selskabet har tabt halvdelen af sin 
aktiekapital. På generalforsamlingen skal bestyrelsen redegøre for 
selskabets økonomiske stilling og om fornødent stille forslag om foranstaltninger, 
der bør træffes, herunder selskabets opløsning.
§ 52 i lov om anpartsselskaber bestemmer bl.a., at selskabets øverste ledelsesorgan 
senest 6 måneder efter, at selskabet har tabt 40 pct. af sin anpartskapital, 
skal redegøre for selskabets økonomiske stilling over for anpartshaverne. 
Ledelsesorganet skal endvidere stille forslag til beslutning, der fører til 
fuld dækning af anpartskapitalen, eller stille forslag til beslutning om opløsning 
af selskabet.
Rekonstruktioner, som finder sted under henvisning til de nævnte bestemmelser, 
behandles efter samme retningslinjer, som gælder for rekonstruktioner i øvrigt.
De skattemæssige konsekvenser af forskellige rekonstruktionsmodeller behandles 
nedenfor.