Aktiesparekonto der føres i fremmed valuta
Hvis kontoen bliver ført i fremmed valuta, skal der omregnes, så indberetningen kan ske i beskatningsvalutaen (danske kroner).
Tusindtalsseparator, komma og decimaler
I skal indberette alle beløb med tusindtalsseparator, komma og to decimaler. Bemærk, at I også skal angive 0-beløb med to decimaler.
Eksempel: 12550,5 kr. skal I angive således: 12.550,50
Fortegn
I skal indberette alle negative beløb med minusfortegn i beløbsfeltet.
Overførsel til andet pengeinstitut
Ifølge aktiesparekontoloven § 11, stk. 2 er det dét modtagende pengeinstitut, der skal opgøre og indberette beskatningsgrundlag, aktiesparekontoskat samt eventuel afgift. I skal altså ikke opgøre og indberette beskatningsgrundlag, aktiesparekontoskat samt eventuel afgift på aktiesparekonti, der er overført til andre pengeinstitutter. Det betyder, at I skal angive felt J, K, L og M til 0,00 i de tilfælde, hvor I har afgivet en aktiesparekonto til et andet pengeinstitut.
Felt J - Periodens beskatningsgrundlag
Er aktiesparekontoen afgivet til et andet pengeinstitut, skal I angive 0,00 i feltet.
Felt K - Skat til afregning
Udfyld feltet med den skat, der skal afregnes for perioden. Beløbet udgør årets beregnede skat efter lempelse og eventuel fratrukket negativ skat fra tidligere år. Beløbet kan aldrig være mindre end nul.
I rettelsesindberetninger, hvor den tidligere fejlbehæftede indberetning bliver nulstillet, kan beløbet dog være angivet med negativt fortegn.
Er aktiesparekontoen afgivet til et andet pengeinstitut, skal I angive 0,00 i feltet.
Felt L - Afgiftsgrundlag
Udfyld feltet med afgiftsgrundlag efter reglerne i aktiesparekontolovens § 9, stk. 3. Afgiftsgrundlaget udgør beløb, der indskudt på aktiesparekontoen, som overstiger indskudsgrænsen.
Er aktiesparekontoen afgivet til et andet pengeinstitut, skal I angive 0,00 i feltet.
►For kalenderåret 2020 og senere år kan der foretages indskud på aktiesparekontoen i det omfang, den samlede værdi af aktiesparekontoen inklusive årets nettoindskud ikke overstiger et grundbeløb på 87.450 kr. (2010-niveau). Grundbeløbet reguleres efter PSL § 20, stk. 1-3, og udgør for 2020, 2021 og 2022 i alt henholdsvis 100.000 kr., 102.300 kr. og 103.500 kr. Se ASKL § 9, stk. 1, som er ændret ved § 1 i lov nr. 812 af 9. juni 2020. Forhøjelsen af indskudsloftet er trådt i kraft den 1. juli 2020, men har virkning fra den 1. januar 2020. Se § 2, stk. 1 og 2, i lov nr. 812 af 9. juni 2020.◄
Afsnit 9, bilag 1, eksempel 7 og 8 illustrerer hvor meget, der kan indskydes i 2020 med udgangspunkt i ovennævnte indskudsgrænser.
Felt M - Afgift til afregning
Ifølge reglerne i aktiesparekontolovens § 9, stk. 3 bliver afgift beregnet med 3 % p.a. af det for meget indskudte beløb.
Ved beregning skal I regne med det faktiske antal dage, hvor der har været indskudt et for højt beløb på aktiesparekontoen. I skal medregne indskudsdagen, men ikke dén dag, hvor det for meget indskudte bliver hævet fra kontoen. I skal regne med 365 dage i om året.
Er aktiesparekontoen afgivet til et andet pengeinstitut, skal I angive 0,00 i feltet.