Indhold

►Dette afsnit omhandler beregningsreglen i EVL § 34 a, stk. 1. Reglen fastlægger, hvordan grundværdien skal ansættes for ejendomme eller dele af ejendommen, der er omfattet af kategorien etageboligbebyggelse i EVL § 34, stk. 1, nr. 1.

Afsnittet indeholder:

  • Beregningsreglen i EVL § 34 a, stk. 1
  • Gennemsnitlig, standardiseret ejerlejlighed

Beregningsreglen i EVL § 34 a, stk. 1

Det følger af EVL § 34 a, stk. 1, at der for ejendomme omfattet af EVL § 34, stk. 1, nr. 1, skal ansættes en grundværdi ud fra grundværdien pr. kvadratmeter boligareal for en gennemsnitlig, standardiseret ejerlejlighed med samme beliggenhed som ejendommen. Det følger videre af bestemmelsen, at ejendommens grundværdi ansættes på baggrund af det faktiske eller mulige boligareal.

I denne variant af alternativomkostningsmodellen er det boligarealet, der indgår i værdiansættelsen.

Grundværdien pr. kvadratmeter boligareal fastsættes med udgangspunkt i handelspriser for ejerboliger i nærområdet (referenceejendomme) og grundværdikurven. Vurderingsstyrelsen skal på den måde bruge en metode, der minder om den, som anvendes til ansættelse af grundværdien for ejerboliger. Vurderingsmetoden indebærer, at der beregnes en ejendomsværdi for en tænkt ejendom med udgangspunkt i de nærmeste referenceejendomme. I dette tilfælde en gennemsnitlig, standardiseret ejerlejlighed.

Ejendomsværdien for den gennemsnitlig, standardiserede ejerlejlighed bruges til at aflæse en grundværdi på grundværdikurven. Den aflæste værdi kan herefter omregnes til en grundværdi pr. kvadratmeter boligareal, som ganges med henholdsvis det faktiske eller mulige boligareal.

Gennemsnitlig, standardiseret ejerlejlighed

I standardiseret ejerlejlighed ligger, at den lejlighed, der tages udgangspunkt i, har en række nærmere fastsatte karakteristika, bl.a. et bestemt opførelsesår og boligareal.

Ved gennemsnitlig, standardiseret ejerlejlighed, forstås en standardiseret ejerlejlighed, hvor den anvendte etageplacering svarer til den etageplacering, der giver en gennemsnitlig ejendomsværdi pr. kvadratmeter boligareal. Det vil som udgangspunkt medføre, at en ejerlejlighed på 2. sal vil være den gennemsnitlige ejerlejlighed.

Det kan ikke udelukkes, at standardiseringen vil ændre sig mellem vurderingsterminer.◄