I en aftale om tildeling af aktier, købe- og tegningsretter gælder det, at der efterfølgende kan ske ændring, uden at ændringen skal betragtes som en afståelse af den oprindelige aftale og indgåelse af en ny aftale. Se LL § 7 P, stk. 3. Dette gælder, uanset om aftalen er omfattet af LL § 7 P eller ej.

Det er ændringer af den oprindelige aftale, der kan foretages med henblik på, at ordningen efterfølgende opfylder betingelserne i LL § 7 P. Ændringerne kan fx være en justering af udnyttelses- eller købskursen, en ændring i antallet af aktier, købe- og tegningsretter eller af den aktieklasse, hvori den ansatte kan erhverve aktier.

Det er en betingelse, at ændringen af den indgåede aftale alene har til formål at tilpasse de aftalte vilkår i aftalen således, at betingelserne i LL § 7 P, stk. 2, kan opfyldes. Det er kun de specifikt nævnte ændringer, der kan foretages, uden at der skal tages stilling til, om ændringerne er så væsentlige, at aftalen må anses for afstået.

►Ændring af en eksisterende aftale om tildeling af optioner, der ønskes omfattet af LL § 7 P, i henhold til reglens stk. 3, kan kun ske for aktieoptioner, der endnu ikke er retserhvervede. Se SKM2025.630.SR, hvor Skatterådet kunne bekræfte, at Spørger kunne foretage ændringer i den oprindeligt indgåede aftale om tildeling af aktieoptioner. En aftale om at anvende LL § 7 P kunne imidlertid ikke blive indgået med tilbagevirkende kraft, og kunne derfor kun omfatte ikke-retserhvervede aktieoptioner.◄

Ved tildelinger af aktier mv. fra udenlandske selskaber efter internationale programmer er der ikke altid taget højde for de danske skatteregler, herunder LL § 7 P, hvorfor der kan være et behov for at ændre i en indgået aftale med henblik på, at aftalen kan opfylde betingelserne i LL § 7 P.

Der kan være tale om ændringer af indgåede aftaler, der ikke er omfattet af LL § 7 P, men hvor parterne ønsker, at aftalen skal bringes ind under reglerne i LL § 7 P. Det kan endvidere være tilfælde, hvor parterne har indgået en aftale i tillid til, at den er omfattet af LL § 7 P, men hvor det efterfølgende viser sig ikke at være tilfældet. Det kan eksempelvis skyldes, at betingelserne i LL § 7 P skal vurderes anderledes, end parterne lagde til grund på aftaletidspunktet, på grund af efterfølgende ændret retspraksis eller administrativ praksis.

For så vidt angår andre ændringer end dem, der har til formål at bringe den oprindelige aftale ind under LL § 7 P, gælder de almindelige principper for, hvornår en aftale skal anses for at være afstået og en ny for at være indgået. Det indebærer, at det beror på en konkret vurdering, om ændringerne har en sådan karakter, at den oprindelige aftale skal anses for at være afstået og en ny for at være indgået.

Det er ikke en betingelse for, at der kan foretages ændringer af en aftale med henblik på at opfylde betingelserne i LL § 7 P, at betingelserne for at kunne opnå tilladelse til omgørelse efter reglerne i SFL § 29 er opfyldt. Kræver ændringen af aftalen genoptagelse af skatteansættelsen, er det en forudsætning, at skatteansættelsen kan genoptages inden for fristerne for genoptagelse efter reglerne i SFL § 26, stk. 2, eller § 27, stk. 1, nr. 1.

Oversigt over domme, kendelser, afgørelser, SKM-meddelelser mv.

Skemaet viser relevante afgørelser på området:

Afgørelse

Afgørelsen i stikord

Kommentarer

Skatterådet

SKM2025.630.SR

►Spørger var ejet af et moderselskab i England. Moderselskabet havde etableret et aktieoptionsprogram, som fra 2020 dannede grundlag for, at Spørger tildelte aktieoptioner til aktier i moderselskabet til visse medarbejdere. Aftalegrundlaget blev oprindeligt ikke udarbejdet med henblik på at anvende LL § 7 P.

Skatterådet kunne bekræfte, at Spørger kunne foretage ændringer i den oprindeligt indgåede aftale om tildeling af aktieoptioner. En aftale om at anvende LL § 7 P kunne imidlertid ikke blive indgået med tilbagevirkende kraft, og kunne derfor kun omfatte ikke-retserhvervede aktieoptioner. Ændringer for ikke-retserhvervede optioner

Skatterådet fandt, at retserhvervelsestidspunktet for aktieoptionerne var udskudt til det faktiske udnyttelsestidspunkt. Skatterådet henviste til, at der kunne være fastsat performancemål, andre forhold kunne forhindre optionsindehaver i at udnytte en option, primært knyttet til britiske skatteregler, ligesom udnyttelse som udgangspunkt var betinget af fortsat ansættelse. Skatterådet vurderede, at udnyttelse i vid udstrækning beroede på bestyrelsesbeslutninger, som var uden for en medarbejders egen råden. Der forelå derfor en reel usikkerhed omkring gennemførelse af aftalen og dermed usikkerhed om, at udnyttelse af tildelte aktieoptioner kom til at ske. Retserhvervelse udskudt

Skatterådet kunne ikke bekræfte, at vurderingen af, om vederlagsbetingelsen i § 7 P, stk. 2, nr. 2, var opfyldt, kunne foretages på baggrund af omstændighederne på det tidspunkt, hvor den oprindelige aftale om tildeling af aktieoptioner var indgået, uanset at der var en faktisk udnyttelseskurs på dette tidspunkt. Skatterådet fandt, at vederlagsbetingelsen skulle vurderes under hensyn til, at anvendelsen af LL § 7 P skulle være aftalt. Dette forhindrede ikke, at der kunne ske periodisering efter LL § 7 P, stk. 5, 3. pkt., når retserhvervelsestidspunktet for optionerne var udskudt til udnyttelsestidspunktet. Vederlagsvurdering på LL § 7 P aftaletidspunkt - Periodisering