Indhold
Dette afsnit handler om de formelle krav til proceduren, når der anmodes om bindende svar.
Afsnittet indeholder:
- De formelle krav til anmodningen
- Særligt om høring
- Syn og skøn ved bindende svar
De formelle krav til anmodningen
Det er et krav, at en anmodning om bindende svar skal være skriftlig. Se SFL § 24, stk. 1. Spørgsmålet skal vedrøre en konkret disposition og skal være formuleret således, at der så vidt muligt kan svares ja eller nej. ►Se SKM2025.564.SR om afvisning ved værdifastsættelse.◄ Se ►også◄ afsnit A.A.3.9.2 ►for yderligere praksis◄ om afvisning. Desuden skal anmodningen rumme alle de relevante oplysninger, der er tilgængelige for spørgeren. Hvis Skatteforvaltningen/Skatterådet vurderer, at anmodningen er mangelfuldt oplyst, anmodes spørgeren om de manglende oplysninger. Der skal normalt gives en frist på 14 dage. Lykkes det ikke at få anmodningen tilstrækkeligt oplyst, træffes afgørelse om afvisning, se afsnit A.A.3.9.
Der er mulighed for at indgive elektronisk anmodning. Der henvises til fremgangsmåden på Skatteforvaltningens hjemmeside www.SKAT.dk.
Særligt om høring
Om Skatteforvaltningens/Skatterådets pligt til at høre spørgeren gælder:
Når svaret afgives af Skatterådet, skal der foretages høring efter bestemmelsen i SFL § 19. Dvs. at spørgeren skal have tilsendt et udkast til svar og indrømmes en frist på mindst 15 dage regnet fra brevets datering til at kommentere udkastet. Eventuelle bemærkninger og indsigelser fra spørgeren vil normalt ikke medføre, at der er pligt til fornyet høring af spørgeren.
Når svaret afgives af Skatteforvaltningen, er der formelt ingen høringspligt efter bestemmelsen i SFL § 19, jf. samme paragrafs stk. 5, nr. 7, men uanset dette er det besluttet at benytte en særlig fremgangsmåde, som går ud på, at der inden afgivelsen af svaret skal tages kontakt til spørgeren - eventuelt telefonisk - hvis en anmodning om bindende svar også rummer spørgerens forslag til besvarelse, og Skatteforvaltningens svar vil afvige fra spørgerens eget forslag til svar. Hvis spørgeren efter kontakten med Skatteforvaltningen finder behov for at se det begrundede forslag til bindende svar, skal det sendes til spørgeren med henblik på en kort frist for tilbagemelding med dennes eventuelle bemærkninger. Uanset dette skal der ske høring af spørgeren, hvis betingelserne i FVL § 19 er opfyldt. Se om denne bestemmelse i afsnit A.A.7.4.5.
Syn og skøn ved bindende svar
Der findes ikke særskilte regler om syn og skøn i sager om bindende svar. Dette er ensbetydende med, at muligheden for syn og skøn kun eksisterer, når et svar skal gives af Skatterådet, der i henhold til SFL § 4, stk. 3, har muligheden for at tillade syn og skøn.
Oversigt over domme, kendelser, afgørelser, SKM-meddelelser mv.
Skemaet viser relevante afgørelser på området.
| Afgørelse | Afgørelsen i stikord | Yderligere kommentarer |
| Skatterådet |
| ►SKM2025.564.SR◄ | ►Spørger ønskede bekræftet, at ejendomsvurderingslovens § 34 d om grundværdi af solcelleanlæg kunne anvendes ved korrektion af den gældende offentlige vurdering, således at en ejendomshandel kunne foretages til en handelspris på 30.752.117 kr. uden det ville få gaveafgiftsmæssige konsekvenser. Skatterådet kunne ikke bekræfte, at korrektion af den gældende offentlige vurdering kunne ske efter vurderingsprincipperne i den nye ejendomsvurderingslov, der ikke var gældende for Spørgers landbrugsejendom på tidspunktet for overdragelsen. Såfremt Skattestyrelsen ikke kunne bekræfte spørgsmål 1, ønskede spørger oplyst, til hvilken værdi ejendommen kunne overdrages til. Skatterådet afviste spørgsmålet om at fastsætte den værdi, som landbrugsejendommen kunne overdrages til.◄ | |