Afgørelse

Afgørelsen i stikord

Yderligere kommentarer

EU-domme

C-235/21, Raiffeisen Leasing

►Artikel 203 i Rådets direktiv 2006/112/EF af 28. november 2006 om det fælles merværdiafgiftssystem

skal fortolkes således, at

en salg- og tilbageleasingaftale, hvis indgåelse ikke er blevet fulgt op med parternes udstedelse af en faktura, kan anses for en faktura i denne bestemmelses forstand, såfremt denne aftale indeholder alle de oplysninger, der er nødvendige for, at skatte- og afgiftsmyndigheden kan fastslå, om de materielle betingelser for retten til fradrag af merværdiafgift er opfyldt i det foreliggende tilfælde, hvilket det tilkommer den forelæggende ret at efterprøve.◄

C-156/20, Zipvit

C-281/20, Ferimet SL

Ferimet havde indkøbt genbrugsmateriale (metalskrot) omfattet af ordningen for omvendt betalingspligt. Ferimet udstede afregningsbilag, hvor der var angivet en fiktiv leverandør. EU-Domstolen udtalte, at momssystemdirektivet, sammenholdt med princippet om afgiftsneutralitet, skal fortolkes således, at en afgiftspligtig person skal nægtes udøvelsen af retten til fradrag af moms vedrørende erhvervelsen af varer, der er blevet leveret til ham, når denne afgiftspligtige person bevidst har angivet en fiktiv leverandør på den faktura, som den pågældende selv har udstedt til denne transaktion inden for rammerne af anvendelsen af ordningen med omvendt betalingspligt, hvis, henset til de faktiske omstændigheder og de oplysninger, som den afgiftspligtige person har fremlagt, de oplysninger, der er nødvendige for at kontrollere, at leverandøren af de pågældende varer eller tjenesteydelser var afgiftspligtig, ikke foreligger, eller det i tilstrækkeligt omfang er godtgjort, at denne afgiftspligtige begik momssvig eller vidste eller burde have vidst, at den transaktion, der er blevet påberåbt til støtte for denne ret, var led i en sådan svig.

C-154/20, Kemwater ProChemie

Rådets direktiv 2006/112/EF af 28. november 2006 om det fælles merværdiafgiftssystem skal fortolkes således, at udøvelse af retten til at fradrage indgående moms skal nægtes, uden at skatte- og afgiftsmyndighederne skal bevise, at den afgiftspligtige person begik momssvig eller vidste eller burde have vidst, at den transaktion, der er blevet påberåbt til støtte for fradragsretten, var led i en sådan svig, når denne afgiftspligtige person - i en situation, hvor den faktiske leverandør af de pågældende varer eller ydelser ikke er blevet identificeret - ikke har bevist, at denne leverandør var en afgiftspligtig person, hvis de oplysninger, der er nødvendige for at kontrollere, at denne leverandør var afgiftspligtig, henset til de faktiske omstændigheder og de oplysninger, som den afgiftspligtige person har fremlagt, ikke foreligger.

C-80/20, Wilo Salmson France SAS

Momssystemdirektivets Artikler 167-171 og 178 samt direktiv 2008/9/EF om momsgodtgørelse til virksomheder i andre EU-lande skal fortolkes således, at retten til tilbagebetaling af moms, der er pålagt en levering af varer, ikke kan udøves af aftageren, hvis denne ikke er i besiddelse af en faktura som omhandlet i momssystemdirektivet vedrørende købet af de pågældende varer. Det er kun, hvis et dokument er behæftet med mangler af en sådan art, at de nationale skatte- og afgiftsmyndigheder ikke råder over de oplysninger, der er nødvendige for at underbygge en tilbagebetalingsanmodning, at det kan lægges til grund, at et sådant dokument ikke udgør en "faktura" som omhandlet i momssystemdirektivet.

Artikel 167-171 og 178 i momssystemdirektivet samt artikel 14, stk. 1, litra a), første alternativ, i direktiv 2008/9 skal fortolkes således, at de er til hinder for afvisning af en anmodning om tilbagebetaling af moms for en given tilbagebetalingsperiode alene med den begrundelse, at sælgers afgiftspligt indtrådte i en tidligere tilbagebetalingsperiode, når sælger først har faktureret leveringen i den givne tilbagebetalingsperiode.

Momssystemdirektivets artikler 167-171 og 178 samt direktiv 2008/9 skal fortolkes således, at hvis en leverandør foretager ensidig annullation af en faktura, efter at tilbagebetalingsmedlemsstaten har vedtaget en afgørelse, der er blevet endelig, om afvisning af en anmodning om tilbagebetaling af moms, der var baseret på denne faktura, og leverandøren efterfølgende har udstedet en ny faktura vedrørende de samme leveringer i en senere tilbagebetalingsperiode, uden at disse leveringer har været anfægtet, så har annulleringen af den første faktura og udstedelsen af den nye faktura ikke betydning for, om der foreligger en ret til tilbagebetaling af moms, som allerede er blevet udøvet i forbindelse med den første faktura. Ligesom annulleringen af den første faktura og udstedelsen af den nye faktura ikke har betydning for, i hvilken periode retten til fradrag skal udøves.

C-159/17, Dobre

Artikel 167-169, 179, artikel 213, stk. 1, artikel 214, stk. 1, og artikel 273 i Rådets direktiv 2006/112/EF af 28. november 2006 om det fælles merværdiafgiftssystem skal fortolkes således, at de ikke er til hinder for en national lovgivning som den i hovedsagen omhandlede, der giver skattemyndighederne mulighed for at nægte en afgiftspligtig person ret til at fradrage merværdiafgiften, når det er godtgjort, at skattemyndigheden på grund af den afgiftspligtige persons manglende opfyldelse af sin forpligtelse ikke var i besiddelse af de nødvendige oplysninger for at fastslå, at de materielle betingelser, som giver nævnte afgiftspligtige person ret til at fradrage den indgående merværdiafgift, er opfyldt, eller sidstnævnte har handlet svigagtigt for at kunne drage fordel af denne ret, hvilket det tilkommer den forelæggende ret at efterprøve.

C-664/16, Vadan

Direktiv 2006/112/EF, navnlig dets artikel 167, artikel 168, artikel 178, litra a), og artikel 179, samt princippet om momsens neutralitet og proportionalitetsprincippet skal fortolkes således, at en afgiftspligtig person, der under omstændigheder som de i hovedsagen omhandlede ikke er i stand til at fremlægge beviser for det indgående momsbeløb, som den pågældende har betalt, ved at fremlægge fakturaer eller ethvert andet dokument, ikke kan indrømmes ret til momsfradrag alene på baggrund af et skøn, der fremgår af en sagkyndig erklæring, som en national ret har anordnet.

C-374/16 og C-375/16, Geissel mfl.

Artikel 168, litra a), og artikel 178, litra a), i momssystemdirektivet sammenholdt med artikel 226, nr. 5), skal fortolkes således, at de er til hinder for en national lovgivning som den i hovedsagerne omhandlede, der gør udøvelsen af retten til at fradrage den indgående moms betinget af, at der på fakturaen anføres adressen på det sted, hvor fakturaudstederen udøver sin økonomiske aktivitet.

C-101/16, SC Paper Consult SRL

Momssystemdirektivet er til hindrer for national lovgivning, hvorefter en afgiftspligtig person nægtes retten til momsfradrag med den begrundelse, at den erhvervsdrivende, som har leveret en tjenesteydelse til ham mod faktura med angivelse af udgiften og merværdiafgiften, er blevet erklæret inaktiv af skattemyndighederne i en medlemsstat, idet denne erklæring om inaktivitet er offentlig og tilgængelig på internettet for alle afgiftspligtige personer i denne stat, når denne nægtelse er systematisk og definitiv, idet den ikke giver mulighed for at fremlægge bevis for, at der ikke foreligger svig eller tab af afgiftsindtægter.

C-516/14, Barlis

Skattemyndighederne kan ikke nægte at indrømme ret til momsfradrag alene af den grund, at en faktura ikke opfylder de betingelser, der kræves i medfør af artikel 226, nr. 6) og 7), i momssystemdirektivet, hvis de er i besiddelse af alle de oplysninger, der kræves for at kunne efterprøve, om de materielle betingelser vedrørende fradragsretten er opfyldt.

C-438/09, Boguslaw Juliusz Dankowski

Et medlemsland kan ikke have en generel lovbestemmelse, der udelukker ret til fradrag af moms, der er betalt af en afgiftspligtig til en anden afgiftspligtig, kun fordi sidstnævnte ikke er registreret med hensyn til denne afgift. Det var i sagen ubestridt, at de omhandlede ydelser var blevet udført af en erhvervsdrivende i det foregående omsætningsled, og at disse ydelser var blevet anvendt i det efterfølgende omsætningsled af køber i forbindelse med dennes afgiftspligtige transaktioner. Dommen fastslog, at den i sagen omhandlede køber af ydelser har ret til fradragsret for momsen af købet, fordi fakturaerne vedrørende disse køb indeholdt alle de oplysninger, som kræves i henhold til fakturareglerne, navnlig de oplysninger, som er nødvendige for at identificere den person, der har udstedt disse fakturaer, og arten af de leverede tjenesteydelser.

Landsretsdomme

SKM2018.557.ØLR

Sagen angik, om sagsøgeren havde ret til fradrag for købsmomsen af renoveringsudgifter, som blev afholdt af ejerforeningen i en ejendom, hvori sagsøgeren ejer to ejerlejligheder, og hvorfra han på tidspunktet for renoveringen udøvede momspligtig advokatvirksomhed samt til udlejning som mødelokaler.

Østre Landsret stadfæstede byrettens frifindende dom i henhold til grundene (stadfæstelse af SKM2015.778.BR). Landsretten lagde derved vægt på, at den momsbelagte ydelse var bestilt af og faktureret til ejerforeningen. Landsretten lagde videre vægt på, at opkrævningen af ejerforeningsbidrag, der skulle dække renoveringsudgifterne, var opkrævet inden ejerforeningen modtog fakturaerne for arbejdets udførelse, og at opkrævningen ikke størrelsesmæssigt svarede til de siden konstaterede faktiske udgifter.

Dertil kom, at der ikke forelå nogen momsbelagt faktura udstedt direkte til sagsøgeren, og at der i øvrigt ikke var tale om gennem- eller viderefakturering, hvorfor han heller ikke af denne grund var berettiget til at fradrage moms.

Landsretten fandt også, at sagsøgeren ikke på baggrund af sin kontakt med SKAT havde en berettiget forventning om, at han havde ret til fradrag for købsmomsen.

Endelig fandt landsretten, at der ikke forelå en sådan rimelig tvivl om forståelsen af de relevante fællesskabsbestemmelser eller EU-Domstolens praksis, at der var grundlag for at træffe bestemmelse om at forelægge spørgsmål for EU-Domstolen.

Stadfæstelse af byrettens dom i SKM2015.778.BR

SKM2017.117.ØLR

Sagen drejede sig om et selskab, der udførte distributionsarbejde med omdeling af reklamer m.v. for en større kunde. Det var ubestridt, at skatteyderen havde udført et væsentligt arbejde med omdeling af reklamer for denne kunde. Skattemyndighederne havde nægtet skatteyderen fradrag for købsmoms for en række fakturaer, der var udstedt af selskaber, som skatteyderen gjorde gældende, alle havde fungeret som underleverandører til skatteyderen. Da skattemyndighederne ikke fandt det dokumenteret, at skatteyderen havde anvendt underleverandører til udførelse af det arbejde, der ubestridt var udført, havde skattemyndighederne endvidere anset skatteyderen for indeholdelsespligtig af A-skat og arbejdsmarkedsbidrag for lønnet personale udover det selvangivne.

Skatteyderen gjorde under sagen gældende, at det var dokumenteret, at det udførte arbejde var udført af underleverandører, som skatteyderen havde betalt kontant. Som følge heraf anså skatteyderen sig for berettiget til fradrag for købsmoms for fakturaerne udstedt af disse underleverandører. Skatteyderen gjorde endvidere gældende, at da det udførte arbejde var udført af underleverandører, var der ikke grundlag for at anse skatteyderen for indeholdelsespligtig af A-skat og arbejdsmarkedsbidrag for lønnet personale udover det selvangivne.

Heri fik skatteyderen ikke medhold. Blandt andet med henvisning til, at samtlige fakturaer skulle være betalt kontant, samt at der forelå en række usædvanlige omstændigheder vedrørende de samarbejdsaftaler, som skatteyderen havde gjort gældende var indgået med underleverandørerne, fandt landsretten ikke, at det var godtgjort, at underleverandørerne havde leveret momspligtige ydelser til skatteyderen. Fradrag for købsmoms blev derfor nægtet.

Da skatteyderen ikke havde godtgjort, at skatteyderen havde anvendt underleverandører, fandt landsretten endvidere, at skatteyderen måtte have haft lønnet personale udover det selvangivne til at udføre det arbejde, der ubestridt var udført. Da skatteyderen ikke havde godtgjort, at skatteyderen ikke havde udvist forsømmelighed, fandt landsretten, at skatteyderen var ansvarlig over for det offentlige for manglende betaling af A-skat og arbejdsmarkedsbidrag for dette personale.

Stadfæstelse af Byrettens dom i SKM2015.786.BR

SKM2009.325.ØLR

Sagen omhandlede momsfradrag for fakturaer fra en underleverandør. Østre Landsret stadfæstede byrettens dom.

Byretten havde fundet, at der på grund af de særlige omstændigheder i sagen var rejst væsentlig tvivl om de omhandlede fakturaers realitet.

De særlige omstændigheder i sagen indbefattede bl.a., at fakturaerne til dels var udfærdiget af køberen, at fakturaerne var udstedt af en virksomhed, der havde været afmeldt for momsregistrering siden 1990, at den daværende indehaver af virksomheden nægtede ethvert kendskab til fakturaerne, og at den faktiske leverandør ikke kunne identificeres. Fakturaerne var angiveligt betalt direkte via en check fra den egentlige aftagervirksomhed. Betalingen af fakturaerne var udokumenteret.

Der var derfor en skærpet bevisbyrde for, at virksomheden havde købt og betalt for arbejde som anført i fakturaerne. Virksomheden havde ikke løftet sin bevisbyrde.

Se byrettens dom i SKM2008.721.BR.

Dommen er også omtalt under afsnit D.A.11.1.2.3 om rette omkostningsbærer og D.A.11.1.5.2 om moms på leverancer til virksomheden (købsmoms).

Byretsdomme

SKM2021.371.BR

Sagen angik, om skatteyderen opfyldte betingelserne for fradrag af købsmoms, der var betalt til tre underleverandører. Sagen angik også, om skatteyderen hæftede for ikke-indeholdt A-skat og arbejdsmarkedsbidrag af løn til de personer, som ifølge skattemyndighederne reelt havde udført arbejdet som ansatte hos skatteyderen.   

Retten fandt det ikke bevist, at underleverandørerne havde leveret det mandskab, som fakturaerne vedrørte. Sagsøgeren var derfor ikke berettiget til fradrag af købsmoms. Retten lagde bl.a. vægt på, at underleverandørerne havde angivet lave eller ingen momstilsvar, at fakturaindbetalingerne systematisk var blevet hævet på underleverandørernes konti, brugt til køb af taletidskort eller overført til andre konti. Retten lagde også vægt på, at skatteyderen ikke havde fremlagt skriftlige aftaler, korrespondance med underleverandørerne, arbejdssedler eller lignende objektiv konstaterbar dokumentation for, at der rent faktisk blev leveret de fakturerede ydelser. Retten bemærkede desuden, at en fremlagt samarbejdsaftale mellem skatteyderen og én af underleverandørerne var dateret efter, samarbejdet ifølge fakturaerne var påbegyndt, og at den fremstod uden reelt indhold.  

Retten tiltrådte, at skatteyderen hæftede for ikke-indeholdt A-skat og arbejdsmarkedsbidrag. Retten lagde til grund, at virksomheden havde haft ansatte ud over det selvangivne til at udføre arbejdet. Skattemyndighederne kunne ansætte virksomhedens tilsvar skønsmæssigt, da den indeholdelsespligtige løn ikke kunne opgøres på grundlag af virksomhedens regnskaber. Skatteyderen havde ikke godtgjort, at skattemyndighedernes skønsmæssige ansættelse hvilede på et fejlagtigt grundlag eller var åbenbart urimelig. Skatteyderen havde ved at undlade at indeholde A-skat og arbejdsmarkedsbidrag i ikke-angivne lønudbetalinger udvist forsømmelighed.  

Retten tog på den baggrund Skatteministeriets frifindelsespåstand til følge.  

SKM2021.224.BR

Sagen angik, om skatteyderen var berettiget til fradrag for købsmoms, der var betalt til underleverandører i 2013. Retten tiltrådte, at betingelserne for fradrag for købsmoms ikke var opfyldt. Retten henviste bl.a. til, at fakturaerne fra underleverandørerne ikke opfyldte kravene i momsbekendtgørelsen. Fakturaerne indeholdt alene en angivelse af, at ydelsen var rengøringsopgaver inden for en måned, og et samlet beløb uden og med afgift. 

SKM2020.484.BR

Sagerne omhandler, hvorvidt skattemyndighederne med rette har nægtet den afgiftspligtige, der drev distributionsvirksomhed, fradrag for indgående moms på fakturaer udstedt af underleverandører.

Retten fandt indledningsvis, at skatteyderen ikke havde løftet bevisbyrden for, at underleverandørerne havde leveret ydelser til skatteyderen, der berettigede til fradrag for indgående moms efter momslovens § 37. 

Retten lagde herved bl.a. vægt på, at fakturakravene i momsbekendtgørelsens § 40, stk. 1, ikke var opfyldt, fordi det bl.a. ikke blev dokumenteret, at fakturaerne var blevet betalt, hvem betalingen var sket til, og der generelt ikke var foretaget en tilstrækkelig præcis angivelse af ydelsernes omfang og/eller art samt tidspunkt og sted for levering. Ligeledes blev der lagt vægt på, at den afgiftspligtige ikke i tilstrækkelig grad havde fremlagt samarbejdsaftaler, arbejdssedler eller anden form for dokumentation for, at det på fakturaerne anførte arbejde var udført

SKM2017.210.BR

Sagen vedrørte spørgsmålet om, hvorvidt sagsøgeren, en distributionsvirksomhed, var berettiget til skatte- og momsmæssigt fradrag på baggrund af en række fremlagte fakturaer udstedt af tre forskellige underleverandører. Skatteministeriet bestred under sagen, at der var realitet bag de udgifter, som sagsøgeren påstod at have afholdt til underleverandørerne.

Retten fandt indledningsvist, at de fremlagte fakturaer ikke overholdt kravene i momsbekendtgørelsens § 40. Under hensyntagen hertil samt til øvrige uregelmæssigheder ved både fakturaerne og underleverandørernes virksomheders forhold samt sagsøgerens manglende regnskabsmateriale, fandt retten, at der påhvilede sagsøgeren en meget tung bevisbyrde med hensyn til at godtgøre, at de fremlagte fakturaer berettigede til skatte- og momsmæssigt fradrag. Retten fandt, at sagsøgeren ikke havde løftet denne bevisbyrde, og retten kunne derfor ikke lægge til grund, at fakturaerne havde noget reelt indhold.

Afslutningsvist fandt retten, at betingelserne for ekstraordinær genoptagelse af sagsøgerens momsansættelse i henhold til SFL § 32, stk. 1, nr. 3, var opfyldt.

SKM2016.229.BR

Sagen handlede om, hvorvidt skattemyndighederne med rette havde foretaget ekstraordinær genoptagel­se og forhøjelse af sagsøgerens momstilsvar for 2009, jf. SFL § 32, stk. 1, nr. 3, idet sagsøgeren havde angivet for lidt salgsmoms.

Endvidere handlede sagen om, hvorvidt sagsøgeren havde ret til momsfradrag efter momslovens § 37.

Det var i sagen ubestridt, at sagsøgeren havde angivet kr. 182.436 for lidt i salgsmoms, men sagsøgeren gjorde gældende, at den manglende angivelse beroede på en simpel fejl, og at der derfor ikke var grund­lag for ekstraordinær genoptagelse.

Retten fandt, at sagsøgeren ved en almindelig gennemgang af selskabets bogholderi og regnskab burde have kunnet konstatere, at der var et ikke uvæsentligt misforhold mellem den angivne salgsmoms og omsætningen ifølge regnskabet. Sagsøgeren havde dermed handlet mindst groft uagtsomt ved at angive for lidt salgsmoms, hvorfor skattemyndighederne med rette havde foretaget ekstraordinær genoptagelse.

Det forhold, at sagsøgeren havde overladt bogføringen til sin revisor, samt at sagsøgeren - efter eget udsagn - ikke var regnskabskyndig, var uden betydning.

Vedrørende spørgsmålet om momsfradrag efter momslovens § 37 fandt retten, at sagsøgeren ikke havde dokumenteret, at betingelserne herfor var opfyldt.

SKM2016.9.BR

Sagen drejede sig om, hvorvidt SKAT med rette havde nægtet skatteyderen, der drev rengøringsvirksomhed, fradrag for indgående moms på fakturaer udstedt af underleverandører af rengøringsydelser, og hvorvidt skatteyderen hæftede for ikke-indeholdt A-skat og arbejdsmarkedsbidrag.

Retten fandt, at der var rejst sådan tvivl om de udstedte fakturaers realitet, at skatteyderen ikke alene ved fremlæggelsen af fakturaerne havde løftet bevisbyrden for, at underleverandørerne havde leveret ydelser til skatteyderen, der berettiger til et fradrag efter momslovens § 37.

Retten lagde herved bl.a. vægt på, at skatteyderen ikke kunne fremlægge samarbejdsaftaler, korrespondance eller anden dokumentation for kontakt med underleverandørerne, timesedler, eller nærmere oplysning om arten og omfanget af det udførte arbejde, ejerne af underleverandørerne eller de medarbejdere, der udførte rengøringsopgaverne, selv om samarbejdet strakte sig over en længere periode.

SKM2015.778.BR

Sagen angik, om sagsøgeren var berettiget til fradrag for moms af udgifter forbundet med renovering af en ejendom, hvori sagsøgeren ejede to ejerlejligheder, hvorfra han drev advokatvirksomhed. Renoveringsarbejdet var bestilt af og regningerne herfor blev faktureret til den ejerforening, som sagsøgerens ejerlejligheder var en del af.

Sagsøgeren gjorde bl.a. gældende, at ejerforeningen alene havde karakter af et administrativt fællesskab. Det betød ifølge sagsøgeren, at udgifterne i realiteten var afholdt af sagsøgeren, og at sagsøgeren derfor havde ret til momsfradrag for en forholdsmæssig andel af de afholdte omkostninger efter momslovens § 37, stk. 1.

Retten fastslog, at der ikke forelå nogen momsbelagt faktura udstedt til sagsøgeren, og at sagsøgeren heller ikke ud fra betragtninger om gennem- eller viderefakturering havde ret til momsfradrag.

SKM2015.350.BR

Sagen handlede om, hvorvidt sagsøgeren var berettiget til et momsfradrag for en række udgifter til varekøb. Herudover handlede sagen om, hvorvidt sagsøgeren havde foretaget momsfritagne varesalg til udlandet i medfør af momslovens § 34, stk. 1, nr. 1 og nr. 5, og om sagsøgeren havde dokumenteret, at indsætninger på sagsøgerens konto ikke vedrørte momspligtige leverancer i medfør af momslovens § 4, stk. 1.

Retten fandt for så vidt angik fradrag for moms vedrørende udgifter til varekøb, at de i sagen fremlagte købsfakturaer ikke kunne danne grundlag for fradrag i medfør af momslovens 37, stk. 1, da fakturaerne var udstedt til et andet selskab, hvorfor fakturakravene i den dagældende momsbekendtgørelses § 40, stk. 1, nr. 4, ikke var opfyldt. At sagsøgeren i de pågældende fakturaer figurerede under rubrikken "forhandlernavn", fandt retten ikke var en afgørende omstændighed, der kunne medføre et andet resultat.

Vedrørende et varesalg til andre EU-lande fandt retten, at betingelserne for momsfritagelse i medfør af momslovens § 34, stk. 1, nr. 1, ikke var opfyldte, idet de i sagen fremlagte fakturaer ikke opfyldte kravene i momsbekendtgørelsens §§ 40, stk. 1, og 41, stk. 1, ligesom sagsøgeren ikke havde foretaget listeindberetninger, jf. momslovens § 54, stk. 1, og momsbekendtgørelsens § 70.

Retten fandt endvidere, at sagsøgeren, der havde ansvaret for, at bogføringen var mangelfuld, ikke havde dokumenteret, at indsættelser på sagsøgerens konto ikke hidrørte fra momspligtige leverancer i medfør af momslovens § 4, stk. 1.

Skatteministeriet blev herefter frifundet.

SKM2015.246.BR

I forbindelse med en kontrol i sagsøgerens virksomhed foretog SKAT henholdsvis forhøjelse og nedsættelse af sagsøgerens udgående og indgående moms for perioden 1. januar til 30. september 2010. SKAT forhøjede således sagsøgerens samlede momstilsvar i overensstemmelse hermed.

Sagsøgeren gjorde under retssagen overordnet gældende, at virksomheden dels var berettiget til at fradrage tab på debitorer i medfør af momslovens § 27, stk. 6, i forbindelse med opgørelsen af den udgående afgift for perioden, des havde momsfradragsret, jf. momslovens § 37, således at SKATs nedsættelse af virksomhedens indgående afgift skulle forhøjes som følge af, at sagsøgeren i henhold til nogle fakturaer havde foretaget fradragsberettigede indkøb.

Efter en samlet konkret vurdering fandt byretten, at der var godtgjort sådanne omstændigheder ved SKATs sagsbehandling og opgørelse af sagsøgerens momstilsvar, at sagen skulle hjemvises til fornyet behandling.

SKM2013.569.BR

De af sagsøgte fremlagte fakturaer, udstedt af underleverandørerne af rengøringsydelser, opfyldte ikke kravene i momsbekendtgørelsens § 40 (nu § 58), og sagsøgeren havde ikke fremlagt kontrakter, arbejdssedler eller lignende med underleverandørerne. Sagsøgeren havde endvidere betalt samtlige underleverandører kontant. Retten fandt, at sagsøgeren ikke på tilstrækkelig måde havde dokumenteret, at de i sagen omhandlede rengøringsydelser var udført og betalt for, hvorfor sagsøgeren ikke havde fradragsret efter ML § 37, stk. 1.

For så vidt angår etableringen af musikstudiet fandt retten, at sagsøgeren ikke havde godtgjort, at studiet havde karakter af selvstændig økonomisk virksomhed i momslovens forstand, hvorfor sagsøgeren heller ikke havde fradragsret for udgifterne til etableringen heraf.

SKM2012.530.BR

Sagen omhandlede fakturaer udstedt til sagsøgeren af en virksomhed som ikke var momsregistreret på udstedelsestidspunktet.

Byretten fandt, at det alene var købsmomsen af varer og ydelser, der var leveret til virksomheden, der var fradragsberettiget, og at det påhvilede sagsøgeren at godtgøre, at betingelserne for fradrag var opfyldt. Da sagsøgeren ikke havde dokumenteret, at de omhandlende fakturaer var betalt inklusiv moms, og da ingen af de fremlagte fakturaer opfyldte kravene i momsbekendtgørelsens § 40 (nu § 61), fandt retten, at SKAT med rette havde nægtet fradrag for købsmoms.

Landsskatteretskendelser

►SKM2022.601.LSR◄

SKM2021.692.LSR

Sagen angik en skønsmæssig forhøjelse af en virksomheds momstilsvar, herunder om virksomheden havde dokumenteret, at det var berettiget til at fradrage købsmoms. Landsskatteretten havde i afgørelse af 26. august 2021, offentliggjort som SKM2021.456.LSR, fastslået, at der ikke er hjemmel i OPKL § 5, stk. 2, til at godkende et skønsmæssigt, udokumenteret fradrag for købsmoms. Sagen angik derfor, om virksomhedens fremlæggelse af bankkontoudtog var dokumentation for, at de påståede varer og tjenesteydelser faktisk var blevet leveret til virksomheden af en anden afgiftspligtig person i et forudgående led i forbindelse med den pågældendes egne afgiftspligtige transaktioner, og at virksomheden faktisk havde betalt moms heraf. Landsskatteretten udtalte, at der i de tilfælde - hvor der ikke er fremlagt fakturaer - skal fremlægges anden dokumentation, hvoraf fremgår mængden og arten af de leverede varer, og at der er pålagt moms. Dette kan for eksempel bestå i ordrebekræftelser eller lignende. Som angivet af EU-domstolen vil sådan lignende dokumentation oftest kunne indhentes hos leverandørerne. Landsskatteretten fandt, at de fremlagte bankkontoudtog, herunder posteringstekster, betalingsmodtagere og betalingernes interval, ikke i sig selv opfyldte dette krav til dokumentation. Landsskatteretten nægtede derfor fradrag for købsmoms med den konsekvens, at der skete en forhøjelse af det af SKAT skønsmæssigt ansatte momstilsvar.

SKM2021.456.LSR

SKAT traf afgørelse om, at en virksomhed ikke kunne få fradrag for et angivet beløb på 62.115 kr. i købsmoms, idet virksomheden ikke havde fremsendt regnskab og de underliggende bilag. SKAT godkendte imidlertid et skønsmæssigt fradrag for købsmoms med 10.000 kr. i henhold til OPKL § 5, stk. 2. Virksomheden klagede over SKATs afgørelse og fremlagde i forbindelse hermed en balance og kontospecifikationer, der blev oplyst at være udarbejdet på baggrund af virksomhedens transaktioner på virksomhedens bankkonto og kontante bilag. På trods af opfordring hertil indsendte virksomheden ikke yderligere dokumentation i form af for eksempel underliggende fakturaer, ordrebekræftelser eller bankkontoudtog, der kunne bekræfte betalingen, eller andet bevis på, at varerne eller ydelserne faktisk var leveret og modtaget. Landsskatteretten ændrede SKATs afgørelse og nedsatte det skønsmæssigt ansatte fradrag for købsmoms på 10.000 kr. til 0 kr. Landsskatteretten begrundede afgørelsen med, at det følger af momssystemdirektivet og EU-domstolens praksis, at den afgiftspligtige person er forpligtet til at fremlægge objektive beviser for, at varerne og tjenesteydelserne faktisk er blevet leveret til den pågældende af en anden afgiftspligtig person i et forudgående led i forbindelse med den pågældendes egne afgiftspligtige transaktioner, og at den pågældende faktisk har betalt moms heraf. Da virksomheden ikke havde fremlagt sådanne objektive beviser, var virksomheden ikke berettiget til et fradrag for købsmoms. Landsskatteretten bemærkede, at der ikke kan godkendes et skønsmæssigt fastsat fradrag for købsmoms ud fra en formodning om, at der er afholdt udgifter i virksomheden til generering af den angivne omsætning, og OPKL § 5, stk. 2, 1. pkt., er ikke et tilstrækkeligt hjemmelsgrundlag for et udokumenteret momsfradrag. Fradragsretten er betinget af fremlæggelse af dokumentation for levering og betalt moms, og dette havde virksomheden ikke gjort.

SKM2019.245.LSR

Landsskatteretten stadfæstede SKATs afgørelse, hvorefter SKAT ikke havde anset selskabet for berettiget til momsfradrag vedrørende fakturaer fra underleverandører, idet fakturaerne ansås for mangelfulde, ligesom det ikke fandtes godtgjort, at der var sket levering af de fakturerede ydelser.

SKM2009.139.LSR

I sagen bemærkede Landsskatteretten, at det er en helt grundlæggende betingelse for momsfradrag, at der kan fremlægges faktura udstedt fra leverandøren til kunden, som opfylder betingelserne i ML § 52, jf. momsbekendtgørelsens kapitel 11 (nu kap 12).

TfS2000, 20LSR

Sagen omhandlede momsrefusion på opkøb af guld til videresalg.

Landsskatteretten fandt det ikke dokumenteret, at guldet var leveret til virksomheden. Der var ikke fremlagt dokumentation for guldets tilstedeværelse, opbevaring og videresalg, ligesom der ikke forelå dokumentation for betaling af fakturabeløbene.