Indhold
Dette afsnit indeholder en gennemgang af DBO'ens artikler, artikel 1 - 30, og den tilhørende protokol.
►◄
Ved gennemgangen er det som udgangspunkt anført, om artiklen afviger fra OECD's modeloverenskomst fra 2017. Se DBO'en om den præcise ordlyd.
Se også OECD's modeloverenskomst afsnit C.F.8.2.2.1-32, som indeholder en nærmere gennemgang af de enkelte artikler i modeloverenskomsten.
►MLI’en
DBO’en er modificeret som følge af Danmarks og Portugals indgåelse af den multilaterale konvention (MLI’en), idet DBO’en anses som en omfattet skatteaftale efter MLI’ens artikel 1. I den følgende gennemgang er det nævnt, hvilke konkrete modifikationer der gør sig gældende for denne DBO på grundlag af de forbehold og tilvalg, som Danmark og Portugal har taget i forbindelse med indgåelsen af MLI’en.
MLI’en har for denne DBO virkning i Danmark for kildeskatter fra og med den 1. januar 2021.
MLI’en har for denne DBO virkning i Danmark for andre skatter fra og med den 1. januar 2021.
For en beskrivelse af DBO’en uden modifikationer fra MLI’en henvises der til Den juridiske vejledning, version 2022-2.
Som følge af Danmarks og Portugals indgåelse af MLI’en skal præamblen i DBO’en, erstattes af præambelteksten i MLI’ens artikel 6, stk. 1.
Som følge af Danmarks og Portugals indgåelse af MLI’en finder MLI’ens artikel 7, stk. 1, anvendelse. Derudover erstatter MLI’ens artikel 7, stk. 1, bestemmelserne i DBO’en i det omfang, at disse bestemmelser ikke er forenelige. MLI’ens artikel 7, stk. 1, vedrører begrænsning af fordele ifølge DBO’en i forbindelse med arrangementer og transaktioner. Der er tale om en omgåelsesklausul i form af en "Principal Purpose Test" eller "PPT". Den forenklede LOB-bestemmelse i MLI’en finder ikke anvendelse.
Reglen i MLI’ens artikel 7, stk. 1, svarer til artikel 29, stk. 9, i OECD’s modeloverenskomst.
Som følge af Danmarks og Portugals indgåelse af MLI’en finder MLI’ens artikel 11, stk. 1, anvendelse. Derudover erstatter MLI’ens artikel 11, stk. 1, bestemmelserne i DBO’en i det omfang, at disse bestemmelser ikke er forenelige. MLI’ens artikel 11, stk. 1, vedrører retten til beskatning af personer og selskaber, der er hjemmehørende i et land, jf. nærmere MLI’ens artikel 11, stk. 1, litra a - j.
Reglen i MLI’ens artikel 11, stk. 1, er baseret på artikel 1, stk. 3, i OECD’s modeloverenskomst.
Se også
Se også afsnit C.F.8.3.1 om MLI’en og dens implementering i dansk ret.
Se også afsnit C.F.8.3.1.6 om MLI’ens artikel 6.
Se også afsnit C.F.8.3.1.7 om MLI’ens artikel 7.
Se også afsnit C.F.8.3.1.11 om MLI’ens artikel 11.◄
Artikel 1: De af DBO'en omfattede personer
Artikel 1 i DBO'en afviger fra OECD's modeloverenskomst.
Artikel 1 i DBO'en indeholder ikke modeloverenskomstens artikel 1, stk. 2 og artikel 1, stk. 3.
Se afsnit C.F.8.2.2.1 om OECD's modeloverenskomst artikel 1.
Artikel 2: De af DBO'en omfattede skatter
Artikel 2 i DBO'en afviger fra OECD's modeloverenskomst.
Formueskat er ikke omfattet af DBO'en.
Bemærk
DBO'en finder dog anvendelse på den lokale ejendomsskat i Portugal og i Danmark på ejendomsværdiskatten. Se protokollen til DBO'en.
Se også
Se også afsnit C.F.8.2.2.2 om OECD's modeloverenskomst artikel 2.
Artikel 3: Almindelige definitioner
Artikel 3 i DBO'en afviger fra OECD's modeloverenskomst.
DBO'en gælder begge landes kontinentalsokkel.
Grønland og Færøerne er ikke omfattet af DBO'en.
Definitionen af "international trafik" afviger fra modeloverenskomsten. International trafik betyder i denne overenskomst enhver transport med skib eller fly, der anvendes af et foretagende i en kontraherende stat, bortset fra tilfælde, hvor skibet eller flyet udelukkende anvendes mellem pladser i den anden kontraherende stat.
Artikel 3 i DBO'en indeholder ikke en definition af "anerkendt pensionsinstitut".
Artikel 3 i DBO'en nævner ikke, at de kompetente myndigheder kan enes om en anden fortolkning.
Se også
Se også afsnit C.F.8.2.2.3 om OECD's modeloverenskomst artikel 3.
Artikel 4: Skattemæssigt hjemsted
Artikel 4 i DBO'en afviger fra OECD's modeloverenskomst.
Artikel 4, stk. 1, i DBO'en nævner ikke anerkendte pensionsinstitutter. Artikel 4, stk. 3, i DBO'en nævner ikke kravet om indgåelse af en aftale mellem de to landes kompetente myndigheder.
Se afsnit C.F.8.2.2.4 om OECD's modeloverenskomst artikel 4.
Artikel 5: Fast driftssted
Artikel 5 i DBO'en afviger fra OECD's modeloverenskomst.
Bygge-, anlægs- eller monteringsarbejde udgør kun et fast driftssted, hvis arbejdet strækker sig over mere end 6 måneder. Et foretagende, som leverer tjenesteydelser, herunder konsulentbistand, i det andet land gennem ansatte eller andet personale, får også fast driftssted, hvis virksomheden varer mere end 6 måneder inden for en 12-måneders periode, og virksomheden ikke falder ind under bestemmelserne i artikel 5, stk. 4, 6 og 7, i DBO'en. Se artikel 5, stk. 3, i DBO'en.
I artikel 5, stk. 4, litra a)-d), i DBO'en er det ikke en forudsætning for ikke at statuere fast driftssted, at den aktivitet, der udøves, er af forberedende eller hjælpende karakter.
►◄
Af artikel 5, stk. 5, i DBO'en fremgår, at hvis en afhængig agent, som handler på et foretagendes vegne, og som har og sædvanligvis i en kontraherende stat udøver en fuldmagt til at indgå aftaler i foretagendets navn, skal dette foretagende anses for at have et fast driftssted i denne stat med hensyn til enhver virksomhed, som denne person påtager sig for foretagendet, medmindre denne persons virksomhed er begrænset til sådan virksomhed, som er nævnt i artikel 5, stk. 4, i DBO'en og som, hvis den var udøvet gennem et fast forretningssted, ikke ville gøre dette faste forretningssted til et fast driftssted i henhold til bestemmelserne i artikel 5, stk. 4, i DBO'en.
Artikel 5, stk. 6, i DBO'en om uafhængige agenter indeholder ikke modeloverenskomstens bestemmelse om, at en person ikke anses for at være en uafhængig agent, hvis personen udelukkende - eller næsten udelukkende - arbejder for et eller flere nært forbundne foretagender.►◄
Se også
- Afsnit C.F.8.2.2.5 om OECD's modeloverenskomst artikel 5.
- Kommentaren til OECD's modeloverenskomst pkt. 45.2 vedrørende Portugals fortolkning af kommentarens pkt. 1.1
►MLI’en
Som følge af Danmarks og Portugals indgåelse af MLI’en finder MLI’ens artikel 13, stk. 4, anvendelse på DBO’ens artikel 5, stk. 4. MLI’ens artikel 13, stk. 4, vedrører situationer, hvor et foretagende eller et nært forbundet foretagende derudover driver erhvervsvirksomhed samme sted eller et andet sted i kildelandet gennem et fast driftssted, eller hvor den samlede virksomhed (kombinationen af disse virksomheder) ikke er af forberedende eller afhjælpende karakter (anti-fragmenteringsreglen).
Reglen i MLI’ens artikel 13, stk. 4, svarer til artikel 5, stk. 4.1, i OECD’s modeloverenskomst.
Som følge af Danmarks og Portugals indgåelse af MLI’en finder MLI’ens artikel 15, stk. 1, endvidere anvendelse. MLI’ens artikel 15, stk. 1, indeholder en nærmere definition af, hvornår en person er nært forbundet med et foretagende.
Reglen i MLI’ens artikel 15, stk. 1, svarer til artikel 5, stk. 8, i OECD’s modeloverenskomst.
Se også
Se også afsnit C.F.8.3.1.13 om MLI’ens artikel 13.
Se også afsnit C.F.8.3.1.15 om MLI’ens artikel 15.◄
Artikel 6: Indkomst af fast ejendom
Artikel 6 i DBO'en afviger fra OECD's modeloverenskomst.
Artikel 6 i DBO'en omfatter indkomst fra rørlig ejendom eller indkomst, der stammer fra tjenesteydelser forbundet med anvendelsen af eller retten til at anvende fast ejendom, når indkomsten henføres til indkomst af fast ejendom under skattelovgivningen i kildelandet. Se artikel 6, stk. 3, i DBO'en.
Artikel 6 i DBO'en omfatter også indkomst af fast ejendom, der anvendes ved udøvelsen af frit erhverv. Se artikel 6, stk. 4, i DBO'en.
Se også
Se også afsnit C.F.8.2.2.6 om OECD's modeloverenskomst artikel 6.
Artikel 7: Fortjeneste ved erhvervsvirksomhed
Artikel 7 i DBO'en afviger fra OECD's modeloverenskomst.
Artikel 7 i DBO'en indeholder en bestemmelse om fradrag for omkostninger, som foretagendet har afholdt for det faste driftssted. Det gælder også for generalomkostninger til ledelse og administration. Se artikel 7, stk. 3, i DBO'en.
Hvis det har været sædvane at fastsætte den fortjeneste, der kan henføres til et fast driftssted, på grundlag af fordeling af foretagendets samlede fortjeneste, skal dette stadig være muligt. Se artikel 7, stk. 4, i DBO'en.
Fortjeneste skal ikke henføres til et fast driftssted, hvis det faste driftssted kun har foretaget vareindkøb for foretagendet. Se artikel 7, stk. 5, i DBO'en.
Den fortjeneste der skal henføres til det faste driftssted, skal opgøres efter samme metode år for år, medmindre der er grunde for en anden fremgangsmåde. Se artikel 7, stk. 6, i DBO'en.
Bemærk
Artikel 7 i DBO'en omfatter ikke modeloverenskomstens artikel 7, stk. 3, om korresponderende justering.
Se også
- Afsnit C.F.8.2.2.7 om OECD's modeloverenskomst artikel 7.
- Kommentaren til OECD's modeloverenskomst pkt. 78 vedrørende Portugals fortolkning i relation til kommentarens pkt. 77
Artikel 8: Fortjeneste ved international trafik
Artikel 8 i DBO'en afviger fra OECD's modeloverenskomst.
Artikel 8 i DBO'en omfatter også fortjeneste ved brug, rådighedsstillelse eller udleje af containere, der anvendes til transport af varer i international trafik, når aktiviteterne er knyttet til driften af skibe og fly i international trafik. Se artikel 8, stk. 2, i DBO'en.
For drift af transportmidler i international trafik, der drives i form af et konsortium fx SAS, kan Danmark kun beskatte den del af fortjenesten, som svarer til den andel, som det danske selskab har i det pågældende konsortium. Se artikel 8, stk. 4, i DBO'en.
Se også
Se også afsnit C.F.8.2.2.8 om OECD's modeloverenskomst artikel 8.
Artikel 9: Forbundne foretagender
Artikel 9 i DBO'en svarer til OECD's modeloverenskomst. Se afsnit C.F.8.2.2.9 om OECD's modeloverenskomst artikel 9.
Artikel 10: Udbytte
Artikel 10 i DBO'en afviger fra OECD’s modeloverenskomst, se nærmere om OECD’s modeloverenskomst artikel 10, C.F.8.2.2.10.
Kildelandet kan beskatte udbytter med 10 pct., såfremt den retmæssige ejer af udbyttet er hjemmehørende i den anden kontraherende stat. Der er ikke krav om, at det modtagende selskab skal have en bestemt kapitalandel i det udbetalende selskab.
Hvis betingelserne i EU's moder/datterselskabsdirektiv er opfyldt, har det land, hvor datterselskabet er hjemmehørende (kildelandet), ingen beskatningsret til udbytte, der udloddes til moderselskabet. Se artikel 10, stk. 2, i DBO'en og afsnit C.D.8.10.5 om EU's moder-/datterselskabsdirektiv.
Artikel 10 i DBO'en finder ikke anvendelse i de situationer, hvor den retmæssige ejer driver erhverv i den stat, hvor det udbetalende selskab er hjemmehørende, gennem et fast driftssted eller udøver frit erhverv. Se nærmere om den situation i artikel 10, stk. 4, i DBo'en.
Det vil herefter afhænge af kildelandets interne regler, om beskatningsretten udnyttes. Se om Danmarks interne regler for beskatning af udbytte i selskabskonstruktioner samt om begrebet retmæssig ejer samt LL § 3 i afsnit C.D.8.10.5 Udbytteindtægter (begrænset skattepligt - selskaber).
Portugisisk interessentskab
Artikel 10 i DBO'en omfatter også fortjeneste betalt efter en aftale om andel i fortjeneste "associacão em participacão", der er en form for midlertidigt interessentskab efter portugisisk lovgivning mellem en aktiv partner og en eller flere passive investorer, som ikke deltager aktivt i virksomhedens drift, og som modtager andel i virksomhedens overskud i forhold til investeringens størrelse. Se artikel 10, stk. 3, i DBO'en.
Tilbagebetaling af kildeskat
Blanket til anmodning om reduceret kildebeskatning samt tilbagesøgning af for meget betalt udbytteskat kan fås hos de portugisiske skattemyndigheder på:
- adressen: Direccão de Servicos dos Benefícios Fiscais, Av. Engenheiro Duarte Pacheco, no. 28-4, 1099-013 Lisboa, Portugal, eller på
- de portugisiske skattemyndigheders hjemmeside: www.dgci.min-financas.pt/siteinternet/Reparticao/formularios/formularios.html; Blanket: Mod. 22-RFI (Claim for repayment of Portuguese tax on dividends from shares and interest from debt securities)
Se også
Se afsnit A.B.4.1.4.2 om tilbagebetaling af dansk udbytteskat.
Artikel 11: Renter
Artikel 11 i DBO'en afviger fra OECD's modeloverenskomst.
Kildelandet kan ikke beskatte renter, der betales til eller fra et af de to lande, en offentlig myndighed, de to landes centralbanker eller en institution, der leverer offentlige tjenesteydelser. Se artikel 11, stk. 3, i DBO'en.
Blanket til anmodning om reduceret kildebeskatning samt til tilbagesøgning af for meget betalt skat på renter kan fås hos de portugisiske skattemyndigheder på
- adressen: Direccão de Servicos dos Benefícios Fiscais, Av. Engenheiro Duarte Pacheco, no. 28-4, 1099-013 Lisboa, Portugal eller på
- de portugisiske skattemyndigheders hjemmeside: www.dgci.min-financas.pt/siteinternet/Reparticao/formularios/formularios.html;
Blanketten hedder: Mod. 23-RFI (Claim for repayment of Portuguese tax on royalties, dividends and interest - excluding dividends from shares and interest from debt securities).
Bemærk
Danmark har ikke intern hjemmel til at beskatte begrænset skattepligtige fysiske personer af renter.
Se også
Se også afsnit C.F.8.2.2.11 om OECD's modeloverenskomst artikel 11.
Artikel 12: Royalties
Artikel 12 i DBO'en afviger fra OECD's modeloverenskomst, se nærmere om OECD's modeloverenskomst artikel 12 i afsnit C.F.8.2.2.12
Royalties kan beskattes i både bopælslandet og kildelandet. Kildelandet kan beskatte royalties med højst 10 pct. af bruttobeløbet. Se artikel 12, stk. 1 og 2, i DBO'en.
"Royalties" omfatter også betalinger for anvendelsen af eller retten til at anvende (leasing) industrielt, kommercielt eller videnskabeligt udstyr og betaling for teknisk bistand i forbindelse med anvendelsen af eller retten til at anvende ophavsret eller udstyr mv. Se artikel 12, stk. 3, i DBO'en.
Royalties skal anses for at stamme fra det land, hvor den person, som betaler royalties, er hjemmehørende. Hvis royalties betales fra et fast driftssted i et land, anses de for at stamme derfra. Se artikel 12, stk. 5, i DBO'en.
Det vil herefter afhænge af kildelandets interne regler, om beskatningsretten kan udnyttes. Se nærmere om Danmarks interne regler for beskatning af royalty i afsnit C.F.3.1.9 og om begrebet retmæssig ejer i afsnit C.F.8.2.2.10.1.3.
Se også afsnit C.F.8.2.2.12.3 om tilbagebetaling af dansk royaltyskat.
Artikel 13: Kapitalgevinster
Artikel 13 i DBO'en afviger fra OECD's modeloverenskomst.
For fortjeneste fra et forretningskonsortium, der anvender transportmidler i international trafik fx SAS, kan Danmark kun beskatte den del af fortjenesten, som svarer til den andel, som det danske selskab har i det pågældende konsortium. Se artikel 13, stk. 6, i DBO'en.
►◄
Se også
Se også afsnit C.F.8.2.2.13 om OECD's modeloverenskomst artikel 13.
►MLI’en
Som følge af Danmarks og Portugals indgåelse af MLI’en finder MLI’ens artikel 9, stk. 4, anvendelse. Derudover erstatter MLI’ens artikel 9, stk. 4, bestemmelserne i DBO’en i det omfang, at disse bestemmelser ikke er forenelige. MLI’ens artikel 9, stk. 4, vedrører en situation, hvor der sker afhændelse af aktier eller sammenlignelige interesser og mere end 50 pct. af disse aktier eller sammenlignelige interesser på noget tidspunkt inden for 365 dage før afhændelsen direkte eller indirekte kan henføres til fast ejendom beliggende i et kildeland.
Reglen i MLI’ens artikel 9 svarer til artikel 13, stk. 4, i OECD’s modeloverenskomst.
Bemærk
Danmark kan ikke udnytte en beskatningsret som kildeland efter bestemmelsen, idet afhændelsen af denne type "ejendomsaktier" ikke er begrænset skattepligtig efter dansk lovgivning.
Se også
Se også afsnit C.F.8.3.1.9 om MLI’ens artikel 9.◄
Artikel 14: Frit erhverv
Artikel 14 i DBO'en afviger fra OECD's modeloverenskomst fra før 2000. Artikel 14 om frit erhverv udgik af modeloverenskomsten i 2000.
Kildelandet kan også beskatte indkomst fra personer, der driver frit erhverv uden fast sted, hvis personen opholder sig i landet i en eller flere perioder, der tilsammen udgør 183 dage eller derover inden for en 12-måneders-periode.
Se også
Se også afsnit C.F.8.2.2.14 om OECD's modeloverenskomst artikel 14 fra før 2000.
Artikel 15: Personligt arbejde i tjenesteforhold
Artikel 15 i DBO'en afviger fra OECD's modeloverenskomst.
183-dages-reglen anvendes i forhold til enhver 12-måneders-periode, der begynder eller slutter i det pågældende skatteår. Se artikel 15, stk. 2, litra a, i DBO'en.
Bopælslandet kan kun beskatte, hvis vederlaget betales af eller for en arbejdsgiver, der er hjemmehørende i bopælslandet. Se artikel 15, stk. 2, litra b, i DBO'en.
Vederlag for arbejde, der udføres ombord på skibe eller luftfartøjer i international trafik, kan beskattes i det land, hvor skibs- eller luftfartsvirksomheden er hjemmehørende.
Se også
Se også
- Artikel 16 i DBO'en om bestyrelseshonorarer
- Artikel 17 i DBO'en om løn til kunstnere og sportsfolk
- Artikel 18 i DBO'en om løn for offentligt hverv
- Artikel 21, stk. 4, i DBO'en om løn i forbindelse med kulbrintevirksomhed
- Afsnit C.F.8.2.2.15 om OECD's modeloverenskomst artikel 15
Artikel 16: Bestyrelseshonorarer
Artikel 16 i DBO'en afviger fra OECD's modeloverenskomst.
Artikel 16 i DBO'en omfatter foruden medlemmer af bestyrelser også medlemmer af tilsynsførende organer (i Portugal: conselho fiscal).
Bemærk
Arbejdende bestyrelsesmedlemmer beskattes efter bestemmelserne i artikel 15 i DBO'en.
Se også
Se også afsnit C.F.8.2.2.16 om OECD's modeloverenskomst artikel 16.
Artikel 17: Kunstnere og sportsfolk
Artikel 17 i DBO'en afviger fra OECD's modeloverenskomst.
Hvis besøget i kildelandet i væsentligt omfang er støttet af offentlige midler fra kildelandet eller bopælslandet, kan vederlag til optrædende kunstnere og sportsfolk kun beskattes i bopælslandet. Se artikel 17, stk. 3, i DBO'en.
Bemærk
Artikel 17 anvendes ikke på optrædende kunstnere og sportsfolk, der er offentligt ansat, med mindre der er tale om offentlig erhvervsvirksomhed. Se artikel 19, stk. 2, i DBO'en.
Se også
Se også afsnit C.F.8.2.2.17 om OECD's modeloverenskomst artikel 17.
Artikel 18: Pensioner, sociale ydelser og lignende betalinger
Artikel 18 i DBO'en afviger fra OECD's modeloverenskomst.
Regel
Private pensioner og andre lignende vederlag kan kun beskattes i bopælslandet, hvad enten de stammer fra tidligere tjenesteforhold eller ikke. Se artikel 18, stk. 2, i DBO'en.
Undtagelse - kildelandsbeskatning
Kildelandet kan beskatte private pensioner og andre lignende vederlag, hvis:
- modtageren har haft fradrag i kildelandet for betalte bidrag til pensionsordningen, eller
- modtageren ikke er blevet beskattet i kildelandet af bidrag, som er indbetalt af en arbejdsgiver
Kildelandet kan i disse tilfælde beskatte pension, der udbetales af en pensionskasse eller anden tilsvarende institution, der udbyder pensionsordninger, som fysiske personer kan tilslutte sig for at sikre sig pensionsydelser. Pensionskassen eller institutionen skal være oprettet, skattemæssigt anerkendt og kontrolleret efter landets lovgivning. Se artikel 18, stk. 3, i DBO'en.
Omvendt credit på pension
Når en person i Portugal modtager pension, som efter artikel 18 kan beskattes i Danmark, beskattes pensionsbeløbene fuldt ud i Portugal. Danmark kan også beskatte pensionerne, men Danmark skal nedsætte sin skat med den skat, der er betalt i Portugal. Er den portugisiske skat mindre end den danske, skal forskellen betales Danmark. Er den portugisiske skat højere end den danske, er der kun tale om skattebetaling i Portugal. Se artikel 23, stk. 1, litra d, i DBO'en.
Sociale ydelser
Sociale og andre offentlige ydelser kan beskattes i kildelandet. Se artikel 18, stk. 1, i DBO'en.
Se også
Se også afsnit C.F.8.2.2.18 om OECD's modeloverenskomst artikel 18.
Artikel 19: Offentligt hverv
Artikel 19 i DBO'en afviger fra OECD's modeloverenskomst.
Vederlag og pension for varetagelse af offentlige hverv kan kun beskattes i kildelandet. Se artikel 19, stk. 1, i DBO'en.
Se også
Se også afsnit C.F.8.2.2.19 om OECD's modeloverenskomst artikel 19.
Artikel 20: Studerende
Artikel 20 i DBO'en afviger fra OECD's modeloverenskomst.
Studerende eller lærlinge, der er omfattet af artikel 20 i DBO'en, beskattes ikke af vederlag for arbejde i tjenesteforhold i opholdslandet, som ikke overstiger 3.000 euro inden for et indkomstår. Det er en forudsætning for fritagelsen, at arbejdet er direkte forbundet med studiet eller er nødvendigt for vedkommendes underhold.
Beløbet nedsættes ikke, selv om den studerende kun opholder sig i Danmark en del af et kalenderår.
Skattefritagelse efter artikel 20 i DBO'en er begrænset til den periode, der med rimelighed eller normalt er nødvendig for at færdiggøre uddannelsen. Fritagelsen kan højst gives i 5 sammenhængende år efter første opholdsdag i Danmark.
Se også
Se også afsnit C.F.8.2.2.20 om OECD's modeloverenskomst artikel 20.
Artikel 21: Virksomhed i forbindelse med forundersøgelser, efterforskning eller udvinding af kulbrinter
Artikel 21 i DBO'en afviger fra OECD's modeloverenskomst. Artikel 21 i DBO'en findes ikke i modeloverenskomsten.
Artikel 21 i DBO'en omfatter virksomhed i forbindelse med forundersøgelser, efterforskning eller udvinding af kulbrinter (kulbrintevirksomhed). Se artikel 21, stk. 1, i DBO'en.
Kulbrintevirksomhed medfører fast driftssted eller fast sted, når en person, der er hjemmehørende i et land, udøver virksomhed eller frit erhverv i mere end 30 dage inden for en 12-måneders periode i det andet land. De 30 dage omfatter også kulbrintevirksomhed udøvet af forbundne foretagender. Se artikel 21, stk. 2, i DBO'en.
Forsyningsvirksomhed (transport af forsyninger eller mandskab med skib eller fly) i forbindelse med kulbrintevirksomhed ud for kysten kan kun beskattes i det land, hvor foretagendet er hjemmehørende. Tilsvarende gælder for drift af bugserbåde og lignende fartøjer. Se artikel 21, stk. 3, i DBO'en.
Løn og andre lignede vederlag til de ansatte ved forsyningsvirksomhed ombord på fly, på skibe eller ved drift af bugserbåde og lignende fartøjer skal beskattes i overensstemmelse med artikel 15, stk. 3, i DBO'en dvs. i det land, hvor luftfartsselskabet eller rederiet er hjemmehørende. Se artikel 21, stk. 4, i DBO'en.
Se også
Se også
- LBK nr 1820 af 16/09/2021 om kulbrinteskatteloven
- DBO'en artikel 21 om indholdet af bestemmelsen
Artikel 22: Andre indkomster
Artikel 22 i DBO'en afviger fra OECD's modeloverenskomst.
Andre indkomster kan beskattes i kildelandet, hvis de stammer fra dette land. Det betyder, at hvis indkomsten er fra et tredjeland kan den kun beskattes i bopælslandet. Se artikel 22, stk. 3, i DBO'en.
Se også
Se også afsnit C.F.8.2.2.21 om OECD's modeloverenskomst artikel 21.
Artikel 23: Ophævelse af dobbeltbeskatning
Artikel 23 i DBO'en afviger fra OECD's modeloverenskomst.
Begge lande giver almindelig creditlempelse på skat af indkomst, der efter overenskomsten kan beskattes i det andet land. Se artikel 23, stk. 1, litra a og b, og stk. 2, litra a, i DBO'en.
Begge lande giver lempelse efter metoden exemption med progression på skat af indkomst, der kun kan beskattes i det andet land. Se artikel 23, stk. 1, litra c, og stk. 2, litra b, i DBO'en.
Omvendt credit på pension
Når en person i Portugal modtager pension, som efter artikel 18 kan beskattes i Danmark, beskattes pensionsbeløbene fuldt ud i Portugal. Danmark kan også beskatte pensionerne, men Danmark skal nedsætte sin skat med den skat, der er betalt i Portugal. Er den portugisiske skat mindre end den danske, skal forskellen betales Danmark. Er den portugisiske skat højere end den danske, er der kun tale om skattebetaling i Portugal. Se artikel 23, stk. 1, litra d, i DBO'en.
Se også
Se også afsnit C.F.8.2.2.23 om OECD's modeloverenskomst artikel 23.
Artikel 24: Ikke-diskriminering
Artikel 24 i DBO'en svarer til OECD's modeloverenskomst. Se afsnit C.F.8.2.2.24 om OECD's modeloverenskomst artikel 24.
Artikel 25: Fremgangsmåden ved indgåelse af gensidige aftaler
Artikel 25 i DBO'en afviger fra OECD's modeloverenskomst.
Anmodning om indledning af den gensidige aftaleprocedure kan kun indgives til den kompetente myndighed i bopælslandet.
Artikel 25 i DBO'en indeholder ikke modeloverenskomstens artikel 25, stk. 5, om voldgift.
Se også
Se også afsnit C.F.8.2.2.25 om OECD's modeloverenskomst artikel 25.
►MLI’en
Bemærk
Danmark har taget forbehold efter MLI’ens artikel 28, stk. 2, således at MLI’ens bestemmelser om voldgift ikke finder anvendelse i forhold til sager, der drejer sig om DBO’er mellem Danmark og andre EU-lande. Inden for EU gælder EU-voldgiftskonventionen og EU-voldgiftsdirektivet, og det vil herefter alene være disse EU-retsakter, der vil være gældende i forholdet mellem Danmark og Portugal.
Se også
Se også afsnit C.F.8.3.1.28 om MLI’ens artikel 28.◄
Artikel 26: Udveksling af oplysninger
Artikel 26 i DBO'en afviger fra OECD's modeloverenskomst.
Artikel 26 i DBO'en indeholder ikke modeloverenskomstens artikel 26, stk. 4, om anmodning om oplysninger og artikel 26, stk. 5, om at nægte at afgive oplysninger.
Se også
Se også afsnit C.F.8.2.2.26 om OECD's modeloverenskomst artikel 26.
Artikel 27: Medlemmer af diplomatiske repræsentationer og konsulære embeder
Artikel 27 i DBO'en svarer til OECD's modeloverenskomst. Se afsnit C.F.8.2.2.28 om OECD's modeloverenskomst artikel 28.
Artikel 28: Territorial udvidelse
Artikel 28 i DBO'en svarer til OECD's modeloverenskomst. Se afsnit C.F.8.2.2.30 om OECD's modeloverenskomst artikel 30 om territorial udvidelse.
Artikel 29: Ikrafttræden
DBO'en trådte i kraft den 24. maj 2002 og har virkning fra den 1. januar 2003.
Se også
Se også afsnit C.F.8.2.2.31 om OECD's modeloverenskomst artikel 31 om ikrafttræden.
Artikel 30: Opsigelse
Artikel 30 i DBO'en svarer til OECD's modeloverenskomst. Se afsnit C.F.8.2.2.32 om OECD's modeloverenskomst artikel 32 om opsigelse.
Oversigt over domme, kendelser, afgørelser, SKM-meddelelser mv.
Skemaet viser relevante afgørelser på området:
Afgørelse | Afgørelsen i stikord | Yderligere kommentarer |
Landsskatteretten |
SKM2017.698.LSR | En pilot, hjemmehørende i Danmark, der arbejdede i et britisk luftfartsselskab med hovedsæde i Portugal, kunne ved skatteberegningen opnå creditlempelse efter DBO'ens artikel 23. | |
Skatterådet |
SKM2019.253.SR | Artikel 4. Spørger ønskede at genplacere ejendomsavancen fra et påtænkt salg af spørgers danske landbrugsejendomme i tre vingårde i Portugal. Spørger ønskede at udleje ejendommene til et portugisisk produktionsselskab, som var 100 pct. ejet af spørger. Spørger ønskede endvidere at genplacere ejendomsavancen i vingårdenes lagertanke. Spørger ønskede bekræftet, at den påtænkte disposition opfyldte betingelserne for genanbringelse efter ejendomsavancebeskatningsloven, og at lagertankene udgjorde en del af den faste ejendom. Skatterådet kunne bekræfte, at spørger opfyldte betingelserne for genanbringelse af ejendomsavancen, og at spørger kunne udleje ejendommen til et produktionsselskab, som ejes og kontrolleres af spørger. Skatterådet kunne ikke bekræfte, at lagertankene udgjorde en del af den faste ejendom. Skatterådet bekræftede, at spørger kunne anses for skattemæssigt hjemmehørende i Danmark.x | |