Indhold
Dette afsnit handler om turistchaufførers fradrag for udgifter ved deres erhverv. I afsnittet er kun medtaget et fradrag, hvor der gør sig særlige forhold gældende for turistchauffører. For øvrige fradrag henvises til de generelle afsnit om fradrag for den pågældende udgift.
Afsnittet indeholder:
- Fradrag for rejseudgifter - lønmodtagere
- Fradrag for rejseudgifter - selvstændige vognmænd.
Se også
- C.A.4.3.1.1 om fradrag for lønmodtager
- C.A.4.3.1.2 om udgifter til rejser, dobbelt husførelse, flytning og overarbejde
- C.A.4.3.1.3 om fagforeningskontingent og arbejdsløshedsforsikring
- C.A.4.3.1.4 om udgifter til kurser, studierejser og faglitteratur
- C.A.4.3.1.5 om repræsentationsudgifter
- C.A.4.3.1.6 om fradrag for udgifter til arbejdsværelse, kontorhold, telefon og computer.
- C.A.4.3.1.7 om udgifter til værktøj og arbejdstøj
- C.A.4.3.1.8 om lønmodtagerens betaling til arbejdsgiveren for tab
- C.A.4.3.1.9 om lønmodtagerens tab ved tyveri
- C.A.4.3.1.10 om afskrivning på driftsmidler, herunder pc'er og arbejdstøj
- C.A.4.3.1.11 om fradrag for advokatudgifter.
Fradrag for rejseudgifter - lønmodtagere
Kost
Turistchauffører, som er lønmodtagere og opfylder betingelserne for at få udbetalt skattefri kostgodtgørelse, men ikke har fået udbetalt en sådan godtgørelse eller har fået udbetalt godtgørelse med et lavere beløb end kostsatserne, kan foretage fradrag for differencen mellem den aktuelle kostsats og den faktisk modtagne godtgørelse ved indkomstopgørelsen. Se LL § 9 A, stk. 7. Se kostsatserne i LL § 9 A, stk. 2, nr. 2 og 3, jf. stk. 3. Se afsnit C.A.3.4.8 om skattefri godtgørelse til turistchauffører.
Standardsatserne for fradrag for udokumenterede udgifter til kost og småfornødenheder.
- på rejse med overnatning i Danmark er 75 kr. pr. hele døgn.
- for rejse med overnatning i udlandet er satsen 150 kr. pr. hele døgn. Se LL § 9 A, stk. 2.
- Ved tilsluttende rejsedag er fradraget 1/24 af døgnsatsen pr. påbegyndt time. Se LL § 9 A, stk. 3, 1. pkt. og ►SKM2022.613.SKTST◄.
Der sker ikke reduktion af kostsatserne for turistchauffører, hvis de får fri kost på rejsen. Se LL § 9 A, stk. 3, 2. pkt. modsætningsvis.
Turistchauffører kan ikke foretage 25 pct.-fradrag. Se LL § 9 A, stk. 4 modsætningsvis.
12 måneders-begrænsningen for benyttelse af standardsatserne i LL § 9 A, stk. 2, nr. 1-3, gælder ikke for personer, som har en arbejdsplads, der hele tiden bevæger sig fra sted til sted. Det følger af, at 12 måneders-reglen er knyttet til det enkelte arbejdssted. Se LL § 9 A, stk. 5. Derfor vil turistchauffører normalt ikke blive ramt af 12 måneders-reglen. Se afsnit C.A.7.2.5.1.
Logi
Turistchauffører kan hverken benytte logisatsen til godtgørelse eller til fradrag. Se LL § 9 A, stk. 2, nr. 4, og stk. 7. Se afsnit C.A.7.3.4.2 om betingelserne for fradrag med logisatsen. Turistchauffører kan i stedet foretage fradrag for deres dokumenterede, faktiske rejseudgifter til logi.
Fradrag for dokumenterede rejseudgifter
I stedet for standardfradrag for rejseudgifter kan turistchauffører foretage fradrag for de dokumenterede, faktiske rejseudgifter til kost, småfornødenheder og logi. Se LL § 9 A, stk. 7. Om betingelserne for fradrag for dokumenterede rejseudgifter efter LL § 9 A, stk. 7, se afsnit C.A.7.3.5.
Fradrag for udgifter til at erhverve, sikre og vedligeholde indkomsten
Hvis betingelserne for fradrag for udokumenterede eller dokumenterede rejseudgifter efter reglerne i LL § 9 A, stk. 7, ikke er opfyldt, er der mulighed for fradrag efter den generelle regel i SL § 6, litra a. Se afsnit C.A.7.3.6.
Fradragsbegrænsninger
For lønmodtagere er der en begrænsning af fradragsretten i form af et loft for de samlede årlige udgifter til rejser. Loftet gælder både for fradrag med standardsatserne og med faktiske udgifter. For indkomståret ►2023 er loftet 30.500 kr. (29.600 kr. i 2022).◄ Se LL § 9 A, stk. 7, og pkt. 3.3.2 i ►SKM2022.613.SKTST.◄
Om fradragsbegrænsninger for lønmodtagere, se afsnit C.A.7.3 og afsnit C.A.7.3.6.
Fradrag for rejseudgifter - selvstændige vognmænd
Selvstændige vognmænd, som arbejder som turistchauffører, kan ved rejse med overnatning vælge at foretage standardfradrag for udokumenterede udgifter til kost og småfornødenheder med samme standardsatser og på samme betingelser som ansatte turistchauffører. Se LL § 9 A, stk. 8. Der er et loft på muligheden for at få fradrag for udokumenterede udgifter til rejser ved indkomstopgørelsen. Loftet er i indkomståret ►2023 på 30.500 kr. (29.600 kr. i 2022).◄
Fradrag for dokumenterede rejseudgifter
Selvstændige vognmænd, som arbejder som turistchauffører, kan i stedet for standardfradrag efter LL § 9 A, stk. 8, vælge at tage fradrag for dokumenterede merudgifter til kost, småfornødenheder og logi efter den generelle regel i SL § 6, litra a. Om fradrag for rejseudgifter efter SL § 6, litra a, se afsnit C.A.7.3.6. Se også afsnit C.C.2.2.2.5 om selvstændigt erhvervsdrivendes fradrag for rejseudgifter efter SL § 6, litra a.
Der gælder ikke noget loft i et indkomstår over muligheden for en selvstændig erhvervsdrivende for at få fradrag for erhvervsmæssige dokumenterede merudgifter til kost og logi ved indkomstopgørelsen.
Selvstændigt erhvervsdrivendes fradrag for rejseudgifter skal tages i den personlige indkomst, hvad enten fradraget foretages efter LL § 9 A stk. 8, eller SL § 6, litra a. Se PSL § 3, stk. 2, nr. 1.