Indhold

Afsnittet beskriver de tilfælde, hvor et udlæg falder bort af andre årsager end forældelse af udlægget.

Afsnittet indeholder:

Regelgrundlag
Den underliggende fordring er indfriet
Den underliggende fordring er forældet
Dom eller kendelse om ophævelse
Udlæg i et aktiv som erstattes eller byttes
Pantefogedens manglende sikringsakt ved udlæg i et aktiv
Pantefogedens manglende registrering af et udlagt aktiv
Pantefogedens saglige og stedlige kompetence
Oversigt over domme, kendelser, afgørelser, SKM-meddelelser mv.

Regelgrundlag

Bortfald af et udlæg betyder, at alle udlæggets retsvirkninger, herunder især adgangen til at begære det udlagte aktiv bortsolgt på tvangsauktion, er bortfaldet.

Et udlæg kan bortfalde af flere forskellige grunde. Typisk bortfalder udlæg som følge af de særlige regler om forældelse af udlæg i forskellige aktiver, fx løsøre, fast ejendom mv.

Bortfald af udlæg kan dog også forekomme af andre grunde end forældelse af udlægget. Nedenfor beskrives bortfald af udlæg i de tilfælde, hvor der ikke er tale om forældelse af udlægget.

Den underliggende fordring er indfriet

Hvis restanceinddrivelsesmyndighedens fordring er betalt eller indfriet ved afgørelse om gældssanering, eftergivelse, tvangsakkord i rekonstruktion, frivillig akkord eller på anden måde frafaldet, er udlægget bortfaldet. Restanceinddrivelsesmyndigheden skal derfor aflyse eller ophæve udlægget.

Den underliggende fordring er forældet

Udlæg i fast ejendom bortfalder, hvis den underliggende fordring er forældet. Se UfR 2001.1275.H. Det samme må antages at være tilfældet ved udlæg i andre aktiver end fast ejendom. Det vil sige, at hvis den underliggende fordring er forældet, er udlægget i et aktiv bortfaldet.

Pantefogedens adgang til at foretage subsidiært udlæg hos skyldnerens ægtefælle er ikke reguleret af en selvstændig bestemmelse om forældelse, men er bestemt af, om den underliggende fordring er forældet. Se TfS 1990.72.V

Dom eller kendelse om ophævelse

Udlæg i et aktiv, som pantefogeden har foretaget, men som fogedretten, landsretten eller Højesteret senere endeligt ophæver ved dom eller kendelse, bortfalder.

Det drejer sig typisk om sager, hvor et udlæg efter omstændighederne bortfalder på grund af tilsidesættelse af de pligter mv., som pantefogeden er underlagt, og som er reguleret af bestemmelserne i lov om fremgangsmåden ved inddrivelse af skatter og afgifter mv. og retsplejeloven.

Se fra retspraksis fx UfR 2008.526 Ø, UfR 1997.674 ØLK, UfR 1996.1699 HD, UfR 1990.942 VLK og UfR 1980.1060 VLK.

Udlæg i et aktiv som erstattes eller byttes

Hvis udlægsgenstanden senere skifter karakter, betyder det også, at fristen for bortfald af udlægget ændres. Hvis der fx er foretaget udlæg i en bil, der udsættes for en totalskade, skifter udlægget over til at være et udlæg i et krav på skadeserstatning. Det vil sige udlæg i en simpel fordring. Se forsikringsaftalelovens § 54.

Pantefogedens manglende iagttagelse af sikringsakt ved udlæg i et aktiv

Pantefogedens udlæg i et aktiv bortfalder som udgangspunkt ikke, selv om pantefogeden har glemt at iagttage en eventuel sikringsakt, som er nødvendig for at sikre udlæggets prioritetsstilling over for skyldnerens senere kreditorer og godtroende aftaleerhververe.

Der er alene tale om, at sikringsakten bestemmer prioritetsrækkefølgen mellem skyldnerens forskellige interessenter indbyrdes. Fogedens manglende iagttagelse af sikringsakten betyder derfor ikke tab af udlægsretten, men derimod efter omstændighederne helt eller delvist tab af provenuet ved realisation af aktivet.

Pantefogedens manglende registrering af et udlagt aktiv

Udlæg i et aktiv skal kunne identificeres. Se retsplejelovens § 508, jf. § 518, stk. 1.

Hvis pantefogeden i forbindelse med udlæg i et aktiv ikke har foretaget tilstrækkelig beskrivelse af det udlagte aktiv i udlægsbladet, er udlægget efter omstændighederne ugyldigt. Det medfører, at udlægget bortfalder.

Pantefogedens saglige og stedlige kompetence

Pantefogeden er underlagt en saglig kompetence, der blandt andet omfatter

hvilke fordringer pantefogeden kan foretage udlæg for
pantefogedens beføjelse til at behandle klager under og efter udlægsforretningen
pantefogedens kompetence i forhold til den judicielle fogeds kompetence (fogedretten).

Pantefogeden er også underlagt en stedlig kompetence, der regulerer

hvor det forestående udlæg kan foretages
hvilken foged der kan foretage det
hvilke aktiver - med hensyn til den geografiske placering - udlægget kan foretages i.

Hvis pantefogeden har handlet i strid med den saglige eller stedlige kompetence, kan udlægget efter omstændighederne bortfalde. Dette er fx tilfældet, hvis pantefogeden har foretaget udlæg i et aktiv for en fordring, som pantefogeden ikke kan foretage udlægsforretning for, fx fordi kravet mangler udpantningsret. Et sådant udlæg er ugyldigt og falder bort. Se fx UfR 1994.120 VLK, hvor retten fandt, at et udlæg foretaget af pantefogeden ikke havde udpantningshjemmel i den pågældende lov.

Hvis pantefogeden ved en fejl ikke rettidigt får indbragt en indsigelse, der er fremsat over for pantefogeden under henholdsvis udlægsforretningen eller inden udløbet af 4-ugersfristen i skatteinddrivelseslovens § 6, stk. 3, 3. punkt, for fogedretten, har pantefogeden alligevel mulighed for at indbringe indsigelsen for fogedretten. Dette gælder både, hvis der er tale om, at fristen er overskredet fra 4 uger og indtil 1 år efter udlægsforretningens foretagelse, og hvis der er tale om, at fristen er overskredet ud over 1 år efter udlægsforretningens foretagelse. Se henholdsvis skatteinddrivelseslovens § 6, stk. 3, 5. punkt og SKM2013.407.ØLR. Afviser fogedretten at behandle indsigelsen, eller ophæver fogedretten udlægget efter behandling af sagen, er udlægget bortfaldet.

I de situationer, hvor udlægget bortfalder på grund af pantefogedens fejl, er konsekvensen formentlig, at den underliggende fordring i mellemtiden kan være forældet, da forældelsen af fordringen ikke er afbrudt. Se forældelseslovens § 18, stk. 2. Er fordringen forældet, skal den afskrives. Er fordringen ikke forældet, kan restanceinddrivelsesmyndigheden bede pantefogeden foretage en ny udlægsforretning, så pantefogeden kan indbringe indsigelsen for fogedretten, hvis skyldneren fastholder indsigelsen under udlægsforretningen.

Se også

Se også afsnit G.A.1.3 om pantefogedordningen, begreb og kompetence.

Oversigt over domme, kendelser, afgørelser, SKM-meddelelser mv.

Skemaet viser relevante afgørelser på området:

Afgørelse	Afgørelsen i stikord	Yderligere kommentarer
Højesteret
UfR 2001.1275 H	Der var tale om en sag, hvor der den 29. juni 1988 blev foretaget udlæg for hovedstolen samt for 5 års renter i skyldners faste ejendom. Udlægget blev tinglyst den 30. juni 1988. Den 8. december 1999 begærede kreditor udlæg for yderligere 5 års renter fra den 8. december 1994, hvilket fogedretten foretog. Debitor fremførte i den forbindelse, at de renter, der var foretaget udlæg for i 1988, var forældede, og at fordringen skulle nedskrives med beløbet. Fogedretten imødekom dette. Landsretten tiltrådte, at kravet på forfalden rente var forældet. Den panteret, som kreditor havde opnået ved det tinglyste udlæg, kunne derimod ifølge landsretten ikke anses for forældet, uanset at den underliggende fordring for så vidt angik rentekravet måtte anses for forældet. Højesteret fandt, at udlægget var knyttet således til fordringen, at de hensyn, som har ført til, at fordringen forældes inden for et bestemt tidsrum, ligeledes måtte føre til, at den adgang til fyldestgørelse, som udlægget gav, faldt bort ved fordringens forældelse. Det tinglyste udlæg for de forældede renter bortfaldt derfor.
UfR 1996.1699 H	Højesteret fastslog, at en række aktiver, som var købt af en skyldner for en del af en udbetalt erstatning for tab af erhvervsevne, var holdt således adskilt fra skyldners øvrige formue, at der i medfør af retsplejelovens § 513, stk. 1, 2. pkt. ikke kunne foretages udlæg i aktiverne. Højesteret stadfæstede derfor fogedrettens og landsrettens afgørelser, hvorefter en kreditors begæring om udlæg i aktiverne blev nægtet fremme.
Landsretten
SKM2013.407 ØLR	SKATs pantefoged havde foretaget udlæg hos skyldner bl.a. den 18. maj 2009. Fogedretten lagde på baggrund af sagens oplysninger til grund, at skyldner havde gjort indsigelser gældende over for pantefogeden i forbindelse med selve udlægsforretningen, og at SKAT derefter burde have underrettet fogedretten om indsigelserne, jf. skatteinddrivelseslovens § 6, stk. 3, hvilket imidlertid ikke var sket. Fristen i skatteinddrivelseslovens § 6, stk. 3, var derfor overskredet med mere end 1 år, da fogedrettens behandling af sagen fandt sted i september 2012. På baggrund af en vurdering af sagen fandt fogedretten dog, at det af SKAT foretagne udlæg var sket med rette. Den omstændighed, at SKATs pantefoged ikke havde underrettet fogedretten om skyldners indsigelser vedrørende udlægget inden for fristerne i skatteinddrivelseslovens § 6, stk. 3, blev således ikke tillagt betydning for udlæggets opretholdelse. Landsretten stadfæstede fogedrettens kendelse af de grunde, som var anført af fogedretten, og da det, der var anført for landsretten, ikke kunne føre til andet resultat.
UfR 2008.526 Ø	Fogedretten havde givet et betalingspåkrav påtegning i henhold til retsplejelovens § 477e, stk. 2. Sagen blev efterfølgende genoptaget i henhold til retsplejeloven § 477e, stk. 4. Et udlæg på grundlag af betalingspåkravet blev derfor ophævet efter retsplejelovens § 477e, stk. 5.
UfR 1997.674 Ø	Der var tale om en sag, hvor pantefogeden havde foretaget udlæg i medfør af kildeskatteloven § 72, stk. 2 (nu gældsinddrivelseslovens § 12, stk. 1) i hustruens ejendom for mandens skattegæld. Allerede fordi hustruen ikke var behørigt indkaldt til fogedforretningen, hvor udlægget blev foretaget, blev udlægget ophævet.
UfR 1994.120 V	Der var tale om en sag, hvor en kommune havde foretaget et pantefogedudlæg for et levnedsmiddelkontrolgebyr i henhold til en bekendtgørelse på området. Skyldneren gjorde gældende, at gebyret var ulovhjemlet, fordi det ikke tjente til dækning af omkostninger, men udelukkende eller delvist rummede en indirekte skat, som ikke var hjemlet i levnedsmiddelkontrolloven, og som var i strid med grundlovens § 43. Udlægget var stadfæstet af fogedretten, men landsretten fandt det efter tvistens beskaffenhed uhensigtsmæssigt, at tvisten blev forelagt domstolene i form af et pantefogedudlæg. Da tvisten burde afgøres ved en civil retssag, burde kommunen, som var bekendt med indsigelsen og dens karakter, ikke have søgt kravet inddrevet ved pantefogedudlæg. Det foretagne udlæg blev derfor ophævet.
UfR 1990.942 V	Der var tale om en sag, hvor skyldneren ikke mødte frem til en udlægsforretning på pantefogedens kontor. I tilsigelsen til udlægsforretningen var anført, at udgående udlægsforretning ville blive foretaget i "ugen efter den 7/5 1990". Retten fandt ikke, at denne formulering opfyldte kravet i retsplejelovens § 493, stk. 1, 2. pkt. om underretning til skyldneren om tidspunktet for foretagelse af fogedforretning. Udlægget blev derfor ophævet.
TfS 1990.72 V	Der var tale om en sag, hvor en ægtefælle krævede, at et udlæg for restskatter mv. skulle ophæves under henvisning til, at skattekravet var forældet over for hende som subsidiært hæftende efter kildeskatteloven § 72, stk. 2 (nu gældsinddrivelseslovens § 12, stk. 1). Retten fandt ikke grundlag for at antage, at adgangen til at foretage udlæg hos en ægtefælle i medfør af den nævnte bestemmelse forældes på noget tidligere tidspunkt end skattekravet mod den anden ægtefælle. Landsretten opretholdt derfor udlægget.
UfR 1980.1060 V	Et udlæg i en fast ejendom blev ophævet, fordi skyldneren ikke i fornødent omfang var blevet vejledt om sin påvisningsret ifølge retsplejelovens § 517, stk.1, og fordi det ikke kunne udelukkes, at skyldneren kunne have påvist andre effekter af tilstrækkelig værdi til at dække kreditors krav.