Regel

ML § 70 har følgende ordlyd:

"Ved virksomhedens levering af brugte varer mv. udgør afgiftsgrundlaget 80 pct. af forskellen mellem salgsprisen og købsprisen, jf. dog § 71. Ved levering af kunstgenstande, samlerobjekter og antikviteter, der er indført af virksomheden, og som afgiftsberigtiges efter § 69, stk. 2, udgør afgiftsgrundlaget 80 pct. af forskellen mellem salgsprisen og afgiftsgrundlaget ved indførslen.

Stk. 2. Når afgiften beregnes efter reglerne i dette kapitel, må der ikke i fakturaen for den pågældende leverance anføres afgiftsbeløb eller anden angivelse, hvoraf afgiftsbeløbets størrelse kan beregnes.

Stk. 3. Ved udførsel af brugte varer m.v. til steder uden for EU kan lovens almindelige regler finde anvendelse. Ved anvendelse af lovens almindelige regler for varer omfattet af stk. 5, sker reguleringen af afgiftsgrundlaget på grundlag af varens indkøbspris. Kan denne indkøbspris ikke dokumenteres af virksomheden, beregnes købsprisen med de omkostninger og den avance, der i almindelighed indgår ved levering af varer af den pågældende art.

Stk. 4. Virksomheden skal føre et særskilt regnskab for de leverancer, der afgiftsberigtiges efter dette kapitel. Skatteministeren kan fastsætte nærmere regler om regnskabsføring.

Stk. 5. Når der ikke kan ske afgiftsberigtigelse for den enkelte vare efter stk. 1, fordi der foreligger et samlet køb eller salg, opgøres afgiftsgrundlaget for de pågældende varer under ét for afgiftsperioden. Afgiftsgrundlaget udgør 80 pct. af forskellen mellem værdien af de i perioden foretagne køb og salg. Virksomheder, der er omfattet af 1. pkt., kan tilsvarende opgøre afgiftsgrundlaget for andre brugte varer m.v. periodevis. Overstiger værdien af køb værdien af salg i en periode, kan det overskydende beløb medregnes til værdien af køb i den efterfølgende periode. Skatteministeren kan fastsætte nærmere regler for opgørelsen af afgiftsgrundlaget.

Momssystemdirektivets artikel 315 har følgende ordlyd:

"Afgiftsgrundlaget for de leveringer, der er omhandlet i artikel 314, er den afgiftspligtige videreforhandlers fortjenstmargen med fradrag af den moms, der vedrører selve fortjenstmargenen.

Den afgiftspligtige videreforhandlers fortjenstmargen er lig med forskellen mellem den salgspris, som den afgiftspligtige videreforhandler forlanger for varen, og købsprisen."

Momssystemdirektivets artikel 328 har følgende ordlyd:

"Moms på hver af de i artikel 327 omhandlede leveringer er lig med den, der skulle svares, hvis leveringen var underlagt den almindelige momsordning, med fradrag af den moms, som anses for stadig at være indregnet i den afgiftspligtige videreforhandlers købspris for transportmidlet."

Bemærk

Ved lov nr. 904 af 21. juni 2022, lov om ændring af momsloven (Ændring af reglerne om brugtmoms, momsgodtgørelse og -fritagelse for diplomater og justering af reglerne om undervisning og turistsalg m.v.) er § 70, stk. 2, affattet således:

»Stk. 2. Virksomheden kan ved levering af brugte varer m.v., jf. stk. 1, vælge at opgøre afgiftsgrundlaget for alle eller visse af sine leveringer bortset fra levering af brugte personmotorkøretøjer under et for afgiftsperioden. Anvendes 1. pkt., udgør afgiftsrundlaget 80 pct. af forskellen mellem værdien af de i perioden foretagne køb og salg. Overstiger værdien af køb værdien af salg i en periode, kan det overskydende beløb medregnes til værdien af køb i den efterfølgende periode.«

Herudover foretages en række konsekvensrettelser og justeringer af systematikken i bestemmelserne. Se lovens § 1, nr. 14-17.

Ændringerne medfører, at alle momspligtige virksomheder, der videresælger brugte varer m.v. (bortset fra brugte personmotorkøretøjer), kan vælge at anvende samleordningen uanset, om købs- og salgspris for alle varerne er kendte. I de tilfælde, hvor værdien af køb i perioden overstiger værdien af salg i perioden, kan det overskydende beløb, ligesom i den gældende samleordning, medregnes til værdien af køb i den efterfølgende periode. Virksomheder, der i dag anvender samleordningen, fordi de ikke kan afgiftsberigtige alle de enkelte varer særskilt, når der foreligger et samlet køb eller salg for nogle af dem, kan efter det foreslåede fortsætte med at bruge samleordningen uændret.

Loven træder i kraft efter tilendebragt høring af det i momssystemdirektivets artikel 398 omhandlede rådgivende udvalg vedrørende merværdiafgiften (Momsudvalget). Skatteministeren fastsætter tidspunktet for ikrafttrædelsen.