Faglige nyheder Reglerne i ejendomsvurderingsloven (EVL) er indarbejdet i afsnit H.A. om ejendomsvurdering. Ejendomsvurderingsloven er senest ændret ved ►lov nr. 1597 af 28. december 2022◄. Den juridiske vejledning ►(2023-1)◄ indeholder alene reglerne i EVL, der vedrører vurdering af ejerboliger. De særlige regler, der gælder for vurdering af landbrugsejendomme, skovejendomme og erhvervsejendomme m.v., behandles ikke nærmere i denne version af Den juridiske vejledning ►(2023-1)◄ og vil først blive indarbejdet i en senere version. Afsnittet om kategorisering indeholder alene en meget overordnet beskrivelse af reglerne for kategoriseringen af disse ejendomme. Dog er overgangsbestemmelserne for ejendomskategorisering af landbrugsejendomme og skovejendomme mere uddybende beskrevet. Der henvises til afsnit H.A.2.2.7. Reglerne i skatteforvaltningsloven (SFL) om ændring af vurdering af fast ejendom findes i afsnit A.A.8.4. Der er foretaget redaktionelle ændringer i forhold til den tidligere udgave af vejledningen ►(2022-2)◄. Desuden er der indarbejdet ændringer i forlængelse af ►lov nr. 1597 af 28. december 2022. Lovændringen omhandler forlængelse af virkningen af ejendomsvurderingen for 2020 af ejerboliger. 2020-vurderingen vil herefter ikke kun blive lagt til grund for ejendomsskatterne for ejerboliger i 2021 og 2022, men også i 2023. Der henvises til det nye afsnit H.A.13, hvor overgangsreglen i EVL § 87 a er nærmere omtalt. Endvidere indeholder ændringsloven også en ny bestemmelse om udvidelse af Skatteforvaltningens adgang til af egen drift at revidere en 2020-/2021-vurdering, hvis vurderingen eller en del af vurderingen er foretaget på et fejlagtigt grundlag og der i forbindelse med vurderingen er sket væsentlige fejl i forbindelse med deklarationsprocessen eller lignende væsentlige fejl. Bestemmelsen i EVL § 89, stk. 7, 5. pkt., om Skatteforvaltningens tidsmæssige udvidede adgang til at revidere vurderinger, ophæves automatisk den 1. juli 2023. Bestemmelsen i EVL § 89, stk. 7, 5. pkt., er nærmere omtalt i et nyt afsnit H.A.14. Ydermere indeholder ændringsloven mindre justeringer og præciseringer af ejendomsværdiskatteloven. Som følge heraf er der foretaget mindre ændringer i afsnit H.A.7. For yderligere foretagne ændringer i forlængelse af ændringer i den nævnte lov henvises til afsnit C.H.3. Titlen på afsnit H.A.12 er også ændret, idet det er tilføjet, at afsnittet også omhandler tidsfrist for domsstolsindbringelse, f.s.v.a. 2020- og 2021-vurderingerne. Formålet med præciseringen af titlen på afsnit H.A.12 er at tydeliggøre, at afsnittet også omhandler bestemmelsen i EVL § 89, stk. 7, 6. pkt., som dog blev indsat i ejendomsvurderingsloven som § 89, stk. 7, 5. pkt., ved § 1, nr. 12, i lov nr. 2227 af 29. december 2020. I afsnit H.A.12.2. er det også tilføjet ved hvilken ændringslov § 89, stk. 7, 6. pkt., er indsat i ejendomsvurderingsloven. Endelig er styresignal SKM2022.618.VURDST om tilbageregning og regulering efter EVL § 38, stk. 2 og 6, og § 43 - fastlæggelse af praksis - indarbejdet i afsnit H.A.7.2 og H.A.7.6.◄ |