Indhold

Dette afsnit beskriver gerningsindhold og strafferamme ved overtrædelse af TDL § 73.

Afsnittet indeholder:

  • Regel
  • Personer omfattet af reglen.

Regel

Med bøde straffes den, der forsætligt eller groft uagtsomt:

  • Undlader at angive varer der indføres til eller udføres fra det danske toldområde, herunder frihavn eller toldoplag i det danske toldområde, hvis angivelsespligten fremgår af toldloven eller forskrifter udstedt i medfør af toldloven eller af artikel 127, stk. 1, artikel 145, stk. 1, artikel 158, stk. 1 artikel 263, stk. 1, artikel 270, stk. 1, artikel 271, stk. 1 eller artikel 274, stk. 1 i EU-toldkodeks (EUTK).
  • Fjerner varer, der er forseglet af toldmyndighederne eller efter disses bestemmelse.
  • Bruger eller forbruger uberigtigede varer, bortset fra tilladt forbrug af proviant mv. (i skibe og fly i udenrigstrafik mv.).
  • Bruger eller forbruger uberigtigede varer, som er fritaget for told og afgifter i strid med vilkårene for afgiftsfritagelsen i toldfri butikker, i fly og på skibe samt provianteringsvirksomheder.
  • Sælger eller på anden måde overdrager varer, der er fritaget for told og afgifter i strid med vilkårene for afgiftsfritagelsen.
  • Undlader at anmelde tilbageførsel af varer, der er angivet til udførsel mod godtgørelse af eller fritagelse for told og afgifter.

Se TDL § 73, stk. 1.

Hvis overtrædelsen er begået med forsæt til at unddrage told eller afgifter, straffes for smugleri, og straffen kan stige til fængsel indtil 1 år og 6 måneder. I særlig grove tilfælde kan straffen stige til fængsel indtil 8 år efter STRFL § 289. Se TDL § 73, stk. 2.

Bemærk

Overtrædelsen kaldes kun smugleri i de tilfælde, hvor der er forsæt til at unddrage told eller afgifter, og hvor angivelsespligten fremgår af toldloven, toldbehandlingsbekendtgørelsen eller af en af de artikler i EU-toldkodeks, der er nævnt i TDL § 73, stk. 1.

Den, der forsætligt eller groft uagtsomt sælger eller på anden måde overdrager, køber eller på anden måde erhverver, modtager, transporterer eller opbevarer indsmuglede varer kan straffes med fængsel indtil 1 år og 6 måneder. I særlig grove tilfælde kan straffen stige til fængsel indtil 8 år efter straffelovens § 289. Se TDL § 73, stk. 3.

Overtrædelse af alle ovenstående forhold medfører pligt til at betale de på varerne hvilende told- og afgiftsbeløb. Har flere personer deltaget i overtrædelsen, hæfter de solidarisk for told- og afgiftsbeløbets betaling, dvs. at hele beløbet kan fordres hos hver af dem, og alle bliver frigjort overfor Skatteforvaltningen, hvis en eller eventuelt flere betaler hele beløbet. Se TDL § 73, stk. 4.

Bemærk

Personers indførsel af mere end den tilladte mængde af afgiftsfrie varer anses for en overtrædelse af TDL § 73, når varerne ikke angives efter TDL § 11a, stk. 2 eller § 23, stk. 2 ved indrejse til Danmark.

Fuldbyrdelsestidspunkt

Det strafbare gerningsindhold er realiseret, når de gældende bestemmelser for angivelse, registrering eller anvendelse i de forskellige situationer er overtrådt.

►◄

Eksempel

En person, som rejser fra et land uden for EU's toldområde til Danmark, skal standse op for kontrol og angive samtlige medbragte varer. Se TDL § 23, stk. 1 og 2. Det er en overtrædelse af TDL § 73, stk. 1, nr. 1, hvis varerne ikke er angivet.

Eksempel

En person, som rejser fra et EU-land til Danmark med fx 4.000 øl, har ikke pligt til at standse op for kontrol, medmindre told- og skattemyndighederne forlanger det. Se TDL § 23, stk. 3. TDL § 73 er ikke overtrådt, da der ikke er foreskrevet en angivelsespligt i toldloven i forbindelse med indførsel af varer fra et EU-land.

►Derimod er regler i øl- og vinafgiftsloven overtrådt, da varerne ikke er til eget brug.◄ 

Personer omfattet af reglen

Pligtsubjekt er alle fysiske og juridiske personer, som indfører eller udfører eller er i besiddelse af told- og afgiftspligtige varer. Ansvarssubjekt er udover pligtsubjektet den, der medvirker til overtrædelsen og den, der optræder som hæler i forhold til smugleriet.

Subjektive betingelser for strafansvar

Den forsætlige eller groft uagtsomme handling kan vedrøre et eller flere af følgende forhold:

  1. At varerne ikke er angivet.
  2. At varerne er forseglet af toldmyndigheden og derfor ikke må fjernes.
  3. At der er tale om forbrug af uberigtigede varer.
  4. At varerne overdrages i strid med vilkår for told- og afgiftsfritagelse.
  5. At told- og afgiftsgodtgørelse eller told- og afgiftsfritagelse er betinget af eksport af varerne.
  6. At der medvirkes til, at gerningsmanden kan realisere udbyttet af smugleriet. 

For at straffe for smugleri efter TDL § 73, stk. 2, er den subjektive betingelse yderligere, at der er forsæt til unddragelse. Hvis overtrædelsen er groft uagtsom, og der er indtrådt en følge i form af unddragelse af told og afgifter, er straffen bøde, der udmåles i forhold til unddragelsens størrelse.

Se også

Se afsnit A.C.3.5.2.3.1 om beregning af normalbøder ved overtrædelse af TDL § 73.