åben Vis afgørelser, domme, kendelser og meddelelser mv. til "C.F.1.4 Tjeneste og ophold om bord på danske skibe" udsendt efter offentliggørelsen af denne version af vejledningen.

Indhold

Dette afsnit handler om fuld skattepligt for danske statsborgeres tjeneste og ophold om bord på danske skibe efter KSL § 1, stk. 1, nr. 3.

Afsnittet indeholder:

  • Regel.
  • Anvendelsesområde.
  • Oversigt over domme, kendelser, afgørelser, SKM-meddelelser mv..

Regel

Fuld skattepligt påhviler danske statsborgere, der uden at være skattepligtig som følge af bopæl eller ophold i Danmark, gør tjeneste eller varigt opholder sig om bord på skibe med hjemsted her, medmindre de godtgør, at de har bopæl i udlandet. Udenlandske statsborgere, der inden sin tjeneste eller sit ophold om bord senest har været fuldt skattepligtige i Danmark, sidestilles i den forbindelse med danske statsborgere.

Anvendelsesområde

Danske statsborgere fritages for den fulde skattepligt som følge af opholdet på danske skibe, hvis de godtgør, at de har bopæl i udlandet, eller at de aldrig har haft bopæl her i landet.

En udenlandsk statsborger, der inden sin tjeneste eller ophold om bord senest har været fuldt skattepligtig her i landet, er omfattet af skattepligten efter KSL § 1, stk. 1, nr. 3.

Skattepligten omfatter også personer, der varigt opholder sig om bord uden at gøre egentlig tjeneste på skibet, altså også fx hovmestre og skibstandlæger.

Ved varigt ophold forstås i den forbindelse en periode af mindst 6 måneders varighed.

KSL § 1, stk. 1, nr. 3, tager ikke stilling til spørgsmålet om, hvornår skattepligtige sømænd bliver omfattet af lov om beskatning af søfolk. Se afsnit C.A.3.4.6.

Grønland og Færøerne

Med bopæl i udlandet sidestilles bopæl i Grønland og på Færøerne. Personer, som er hjemmehørende i Grønland, og som gør tjeneste om bord på danske skibe, bliver derfor som udgangspunkt ikke fuldt skattepligtige til Danmark efter KSL § 1, stk. 1, nr. 3.

Oversigt over domme, kendelser, afgørelser, SKM-meddelelser mv.

Skemaet viser relevante afgørelser på området:

Afgørelse

Afgørelsen i stikord

Yderligere kommentarer

Landsskatteretten 

SKM2007.901.LSR

Skattepligten til Danmark var opretholdt under en jordomrejse på et sejlskib af 2 års varighed. Personen var efter ordlyden i KSL § 1, stk. 1, nr. 3, direkte omfattet af skattepligten, idet han varigt opholdt sig om bord på et skib, der havde hjemsted i Danmark. Der blev endvidere lagt vægt på, at det var klagerens hensigt at vende tilbage til Danmark efter jordomrejsen, og at familiens indbo var opbevaret hos venner og familie i Danmark i rejseperioden, hvorfor klagerens tilknytning blev anset for bevaret.