Indhold
Dette afsnit handler om, hvornår en virksomhed skal betale lønsumsafgift af ydelser i direkte tilknytning til bisættelser. Se LAL § 1, stk. 1, 1. punktum.
Afsnittet indeholder:
- Lovgrundlag
- Regel
- Eksempler på ydelser i direkte tilknytning til bisættelser og begravelser
- Oversigt over domme, kendelser, afgørelser, SKM-meddelelser mv.
Lovgrundlag
LAL § 1, stk. 1, 1. punktum har følgende ordlyd:
"Der betales en afgift til statskassen af virksomheder, der leverer varer og ydelser mod vederlag, der er fritaget for afgift efter ML § 13, stk. 1, nr. 1, 3, 5, 6, 10-12, nr. 15 og 16 og nr. 19, jf. dog nedenfor stk. 2 og 3, og af virksomheder med anden økonomisk virksomhed, der mod vederlag leverer ydelser, der ikke er afgiftspligtige efter momsloven. ..."
ML § 13, stk. 1, nr. 16 fritager følgende varer og ydelser for moms:
"Ydelser i direkte tilknytning til bisættelser."
Regel
Virksomheden er omfattet af lønsumsafgiftspligten, når den leverer varer og ydelser mod vederlag, der er fritaget for moms efter ML § 13, stk. 1, nr. 16 (bedemandsvirksomhed). Se LAL § 1, stk. 1, 1. punktum.
Der skal derfor betales lønsumsafgift af ydelser i direkte tilknytning til bisættelser og begravelser.
Ydelserne leveres fx af:
- Bedemænd
- Begravelsesforretninger.
Alle ydelser, som begravelsesforretninger leverer i direkte forbindelse med bisættelser og begravelser, er omfattet af lønsumsafgiftspligten. Se TfS 1994, 694.
Kørsel med rustvogn over landegrænser er dog fritaget for lønsumsafgift, som personbefordring direkte til eller fra udlandet. Se LAL § 1, stk. 2, nr. 6, TfS 1988, 593 samt afsnit D.B.2.9 om lønsumsafgiftspligten for persontransport.
Bemærk
Religiøse samfund skal også betale lønsumsafgift af ydelser i nær tilknytning til bisættelser. Se LAL § 2a og afsnit D.B.2.12.3 om religiøse samfund og anden økonomisk virksomhed.
Se også
Se også:
- afsnit D.A.5.16 om bedemandsvirksomhed og begravelsesforretninger m.fl. for den nærmere afgræsning af momsfritagelsen
- afsnit D.B.2.1 for et overblik over, hvornår virksomheden skal betale lønsumsafgift
- afsnit D.B.4 om hvordan virksomheden skal opgøre lønsumsafgiften
- afsnit D.B.3 om hvornår virksomheden skal registreres for lønsumsafgift.
Bemærk
Virksomheden skal først registreres for lønsumsafgift, hvis lønsumsafgiftsgrundlaget overstiger 80.000 kr. årligt. Se afsnit D.B.3 om registrering af virksomheden.
Eksempler på ydelser i direkte tilknytning til bisættelser og begravelser
Der er en række eksempler på ydelser, som har direkte tilknytning til bisættelser og begravelser:
- Udlejning af gravsted og kapel
- Erhvervelse og fornyelse af retten til gravsted
- Ligbrænding, herunder opbevaring af kister i kølerum
- Gravning og tilkastning af grav
- Nedsætning af urne
- Flytning af kister og urner
- Ligbæring
- Ligvognskørsel
- Klokkeringning samt orgelspil og anden musik og sang i kapellet
- Ordning af papirer og assistance i forbindelse med bisættelse.
Bemærk
Når ydelserne leveres af menighedsråd i deres egenskab af begravelsesmyndighed og ikke leveres i konkurrence med erhvervsvirksomheder, er ydelserne ikke omfattet af momslovens anvendelsesområde, jf. ML § 3, stk. 2, nr. 3. Der skal derfor ikke opkræves moms i relation til disse leverancer. Det har ingen betydning, om disse leverancer leveres mod vederlag. Se SKM2009.423.SKAT.
Ydelser, der falder uden for momslovens anvendelsesområde, er ikke omfattet af lønsumsafgiftspligten.
Oversigt over domme, kendelser, afgørelser, SKM-meddelelser mv.
Skemaet viser relevante afgørelser på området:
Afgørelse | Afgørelsen i stikord | Yderligere kommentarer |
Landsskatteretskendelser |
TfS 1998, 694. LSR | En begravelsesforretning var omfattet af lønsumsafgiftspligten for ydelser i direkte tilknytning til bisættelser og begravelser. | |