►Bemærk: 

Nedenstående afsnit beskriver de regler, der gælder fra og med den 13. februar 2023.

De regler, der gælder for perioden til og med den 12. februar 2023, er senest beskrevet i Den juridiske vejledning 2022-2, afsnit E.A.3.1.5 om afgiftens størrelse og beregning.◄

Indhold

Dette afsnit angiver afgiftssatsen for spiritus (ethanol) og spiritusbaserede alkoholsodavand, og beskriver samtidig, hvordan afgiften beregnes.

Afsnittet indeholder:

  • Afgiftssatser
  • Afgiftsberegning
  • Afgiftslettelse (moderation) for små producenter af spiritus.

Afgiftssatser

Afgiften af spiritus er 150 kr. pr. liter 100 pct. ethanolstyrke. Se SPRITAL § 2, stk. 1.

Afgiftsberegning

Spiritusafgiften beregnes pr. liter 100 pct. ethanolstyrke.

Eksempel: Spiritusafgift

Flasker med 70 cl spiritus, 40 % vol.

0,70 l x 40 % x 150 kr.

42,00 kr.

Flasker med 35 cl spiritus, 38 % vol.

0,35 l x 38 % x 150 kr.

19,95 kr.

Spiritusbaseret alkoholsodavand, 27,5 cl flaske spiritus, 5,5 % vol.

0,275 l x 5,5 % x 150 kr.

2,27 kr.

Afgiftslempelse (moderation) for små producenter af spiritus

Regel

For hvert kalenderår ydes der en afgiftslettelse pr. hl spiritus (100 pct. ethanolstyrke), der er fremstillet af det enkelte destilleri. Afgiftslettelsen afhænger af destilleriets fremstilling af spiritus i det foregående kalenderår, og at destilleriet er juridisk og økonomisk uafhængigt af andre destillerier og ikke drives på licens. Se SPRITAL § 2.

Bemærk

Den mængdemæssige begrænsning for at kunne opnå afgiftslettelse gælder uafhængigt for hver kategori af alkoholholdig drikkevare. Fx kan et lille uafhængigt bryggeri have et destilleri med en fremstilling af spiritus over den gældende tærskel, mens øllet fra bryggeriet stadig vil være berettiget til afgiftslettelse, hvis bryggeriet i øvrigt opfylder de relevante kriterier. 

Formål

Afgiftslempelse for små producenter af spiritus (destillerier) vil i højere grad ligestille små producenter af spiritus (destillerier) med små ølproducenter (bryggerier).

Bemærk

Beregning

Afgiftslettelsen afhænger af destilleriets fremstilling af spiritus i det foregående kalenderår. For destillerier, der højst har fremstillet 10 hl spiritus i det foregående kalenderår, udgør afgiftslettelsen 7.500 kr. pr. hl. Det vil sige, at hvis destilleriet højst har fremstillet 10 hl spiritus i 2017, vil destilleriet være omfattet af moderationsordningen i 2018. Der kan ikke opnås moderation for mere end 10 hl i det aktuelle kalenderår. For destillerier, der har fremstillet over 10 hl spiritus i det foregående kalenderår, udgør afgiftslettelsen 0 kr. pr. hl. Se SPRITAL § 2, stk. 3.

Nystartede destillerier

Nystartede destillerier har også mulighed for at opnå afgiftslettelse. Destilleriet vil således kunne opnå afgiftslettelse for 10 hl i det første fremstillingsår. Der kan ikke opnås moderation for mere end 10 hl i det aktuelle kalenderår. Hvis der i opstartsåret fremstilles mere end 10 hl spiritus kan der alene opnås moderation for 10 hl og afgiftslettelsen vil i det efterfølgende år udgøre 0 kr. pr. hl. Se SPRITAL § 2, stk. 4.

Juridisk og økonomisk uafhængig

Det er en forudsætning for at være omfattet af moderationsordningen, at destilleriet er juridisk og økonomisk uafhængig af andre destillerier og ikke drives på licens. EU-Domstolen har i C-285/14 af den 4. juni 2015 taget stilling til fortolkningen af begrebet "drift på licens" i forhold til direktiv 92/83/EØF. Det skal bemærkes, at dommen vedrørte ølmoderationsordningen. Direktivets ordlyd er dog den samme i forhold til spiritusmoderationsordningen. Det følger af dommens præmis 23, at begrebet "drift på licens" skal fortolkes således, at det omfatter fremstilling af øl under enhver form for autorisation. Kravet om, at destilleriet ikke må drives på licens, er således ikke opfyldt, hvis destilleriet fremstiller spiritus i overensstemmelse med en aftale, hvorved destilleriet har tilladelse til at benytte tredjemands varemærke og fremstillingsproces. Se SPRITAL § 2, stk. 5.

Spiritus fremstillet i andre EU-lande

Afgiftslettelsen finder også anvendelse på spiritus (ethanol), der leveres fra små destillerier i en anden medlemsstat. Denne mængde indgår ikke i opgørelsen af de 10 hl, men indgår i opgørelsen for destilleriet i den anden medlemsstat. Afgiftslettelsen følger således spiritussen. Se SPRITAL § 2, stk. 6.

Bemærk

Ved beregning af afgiftslettelse for spiritus her i landet for nystartede uafhængige destillerier, der er etableret her i landet eller i en anden medlemsstat, lægges en fremstilling på "0" hl ren spiritus til grund det første år, jf. SPRITAL § 2, stk. 3, 4 og 6. For nystartede små uafhængige destillerier i andre medlemsstater, der ikke har haft fremstilling i det foregående kalenderår, vil der imidlertid i nedenstående attest / EMCS, udstedt af myndighederne eller angivet af virksomheden i den pågældende medlemsstat, som udgangspunkt være oplyst destilleriets estimerede produktion det første år. Hvis et nystartet uafhængigt destilleri i et andet EU-land estimerer sin produktion til at være over 10 hl det første år, må det antages, at der ikke vil være nogen oplysning om destilleriets produktion mv. i attesten / EMCS, fordi produktionen overstiger den mængde, der ifølge strukturdirektivets art. 22 giver mulighed for reducerede punktafgiftssatser. Uanset dette vil en mængde på op til 10 hl ren spiritus fra et nystartet uafhængigt destilleri i en anden medlemsstat være berettiget til afgiftslettelse her i landet det første år, ligesom det i øvrigt er tilfældet for et nystartet dansk uafhængigt destilleri.

Se også afsnittet nedenfor om leverancer til andre EU-lande.

Leverancer til andre EU-lande

Fra 1. januar 2022 kan Skattestyrelsen efter anmodning udstede en årlig attest til små uafhængige destillerier, der er etableret her i landet. Attesten bekræfter destilleriets årlige fremstilling af spiritus og dets overholdelse af kriterierne for at være et lille uafhængigt destilleri. Attesten betegnes som certificering. Formålet med attesten er at sikre en ukompliceret anvendelse af bestemmelserne om reducerede punktafgiftssatser i Rådets direktiv 92/83/EØF (strukturdirektivet). Attesten kan benyttes af virksomheder i andre EU-lande, som køber spiritus fremstillet af det danske destilleri, til at dokumentere over for afgiftsmyndighederne i forbrugslandet, at der kan opnås en reduceret punktafgiftsafgiftssats for den fremstillede spiritus.

Hvis det danske destilleri ud over spiritus også fremstiller andre drikkevarer, som er omfattet af muligheden for reducerede punktafgiftssatser i henhold til strukturdirektivet, skal attesten også omfatte denne produktion, såfremt det er relevant. Det kan fx være tilfældet, hvis destilleriet ud over fremstilling af spiritus også driver et lille bryggeri, som fremstiller højst 200.000 hl øl om året, der helt eller delvist leveres til erhvervsmæssige aftagere i andre EU-lande.

Det samme gælder, hvis destilleriet årligt fremstiller

som helt eller delvist leveres til erhvervsmæssige aftagere i andre EU-lande, da det enkelte EU-land også kan anvende reducerede afgiftssatser på de disse drikkevarer. Der anvendes dog ikke reducerede punktafgiftssatser på de nævnte drikkevarer Danmark.

Eksempel

  • Et lille uafhængigt destilleri, der er etableret her i landet, fremstiller også cider. Den årlige fremstilling af cider udgør 2.000 hl, hvoraf noget leveres til andre EU-lande. Ifølge strukturdirektivets art. 13a kan medlemsstaterne på andre gærede drikkevarer, der fremstilles af små uafhængige producenter, anvende reducerede afgiftssatser, når den lille producent fremstiller højst 15.000 hl årligt og øvrige kriterier er opfyldt. Uanset at der ikke anvendes reducerede punktafgiftssatser på sådanne produkter her i landet, kan dette være tilfældet i andre EU-lande. Derfor er det relevant, at attesten omfatter denne fremstilling.

EMCS skal indeholde visse oplysninger om den udstedte attest.

Inden attesten kan udstedes, skal destilleriet forsyne Skattestyrelsen med relevante oplysninger til brug for udstedelsen.

I stedet for at anmode Skattestyrelsen om at udstede en årlig attest kan det lille destilleri selv attestere, at det overholder kriterierne for at være et lille uafhængigt destilleri, og selv attestere den årlige produktion. Dette betegnes som selvcertificering og sker via EMCS.

Selvcertificering er en ordning, som det enkelte EU-land kan beslutte, om det vil tillade eller ej. Danmark har valgt at tillade selvcertificering. Det betyder, at små uafhængige destillerier etableret i Danmark, i stedet for at anmode Skattestyrelsen om at udstede en attest, selv kan attestere deres overholdelse af kriterierne i henhold til strukturdirektivet om at være et lille uafhængigt destilleri samt den årlige produktion.

Reglerne om certificering og selvcertificering fremgår af artikel 23a i Rådets direktiv 92/83/EØF (strukturdirektivet), som er ændret ved Rådets direktiv (EU) 2020/1151. Kommissionen har bl.a. udstedt gennemførelsesforordning (EU) 2021/2266 af 17. december 2021, hvori der er fastsat nærmere regler for anvendelse af ordningen. Som bilag til gennemførelsesforordningen er der en punktafgiftsattest til små uafhængige producenter af alkoholholdige drikkevarer.

Bemærk

En lille uafhængig producents årlige produktion angives i attesten / EMCS som fremstillingen det foregående kalenderår.

For en nystartet lille uafhængig producent, der ikke har haft fremstilling det foregående kalenderår, angives den årlige produktion i attesten / EMCS som den estimerede produktion det første år. Dette uanset, at der ved beregning af reduceret punktafgiftssats her i landet for nystartede destillerier lægges en fremstilling på "0" hl ren spiritus til grund det første år, jf. SPRITAL § 2, stk. 3 og 4.

Hvis et destilleri også producerer vin, som er omfattet af muligheden for reducerede punktafgiftssatser i henhold til strukturdirektivet, angives den årlige vinproduktion i attesten / EMCS som den gennemsnitlige årlige produktion over de seneste tre på hinanden følgende år. For nystartede vinproducenter estimeres produktionen.

Eksempel: Beregning af afgift med afgiftslettelser 

Fremstillet i 2019: Ingen (nystartet destilleri)

Afgift i 2019: Ingen

 Afgiftslettelse i 2020: 75 kr. pr. liter (da produktion i 2019 var under 10 hl)

 Fremstillet i 2020: 420 liter 100 % vol. ethanol

 Afgift i 2020: (150 - 75) x 420 = 31.500 kr.

(Afgiftssats - afgiftslettelse) x liter op til 10 hl = afgift

 Afgiftslettelse i 2021: 75 kr. pr. liter (da produktion i 2020 var under 10 hl)

 Fremstillet i 2021: 1.260 liter 100 % vol. ethanol

 Afgift i 2021: ((150 - 75) x 1.000) + (150 x 260) = 114.000 kr.

((Afgiftssats - afgiftslettelse) x liter op til 10 hl) + (afgiftssats x liter over 10 hl) = afgift

 Afgiftslettelse i 2022: 0 kr. pr. liter (da produktion i 2021 var over 10 hl)