Indhold
Dette afsnit indeholder en kort introduktion til reglerne, herunder formål, lovgrundlag, miljøordning for biler og historik.
Afsnittet indeholder:
- Regel
- Formål
- Lovgrundlag
- Miljøordning for biler
- Historik.
Regel
Bilejere skal betale et miljøbidrag. Miljøbidraget opkræves af forsikringsselskaberne samtidig med præmien på den lovpligtige ansvarsforsikring.
Formål
Loven har til formål at sikre finansieringsgrundlaget for udbetaling af en godtgørelse ved aflevering af affald i form af motorkøretøjer til affaldshåndtering.
Lovgrundlag
Lov om miljøbidrag og godtgørelse i forbindelse med ophugning og skrotning af biler, lovbekendtgørelse nr. 224 af 6. marts 2017og bekendtgørelse om håndtering af affald i form af motordrevne køretøjer, opkrævning af miljøbidrag og udbetaling af skrotningsgodtgørelse (bilskrotbekendtgørelsen), bekendtgørelse nr. 1337 af 8. december 2019. Bekendtgørelse om opkrævning af miljøbidrag samt udbetaling af godtgørelse i forbindelse med ophugning og skrotning af biler, bekendtgørelse nr. 618 af 28. maj 2018 er ophævet den 1. januar 2020, og reglerne er videreført i bekendtgørelse om håndtering af affald i form af motordrevne køretøjer, opkrævning af miljøbidrag og udbetaling af skrotningsgodtgørelse (bilskrotbekendtgørelsen), bekendtgørelse nr. 1337 af 8. december 2019.
Miljøordning for biler
Sammen med ordningen med opkrævning af miljøbidrag er der en ordning med udbetaling af godtgørelse af miljøbidrag i forbindelse med ophugning og skrotning af biler efter indlevering af bilen til affaldshåndtering.
Godtgørelsesordningen administreres af Dansk Producentansvarssystem (DPA-System). Eventuelle spørgsmål om godtgørelse af miljøbidrag i forbindelse med ophugning og skrotning af biler skal rettes til DPA-System, Vesterbrogade 6D 4, 1780 København V, tlf: 39 15 51 61, e-mail: info@producentansvar.dk. Se endvidere: Dansk Producentansvar - Datacenter for cirkulær økonomi.
Historik
Ordningen med miljøbidrag trådte i kraft den 1. april 2000. Det årlige miljøbidrag var fra ordningens start 90 kr., men er siden blevet ændret flere gange og er nu 84 kr. Se tidligere bidragssatser under E.A.7.18.5.