Indhold

Dette afsnit beskriver reglerne for vejledning om forsvarerbeskikkelse under en administrativ skatte- og afgiftsstraffesag. Se BEK nr. 960 af 12. oktober 2005.

Afsnittet indeholder:

  • Regel
  • Undtagelser
  • Hvornår skal vejledningen gives?
  • Personer omfattet af reglen.

Regel

I sager om strafansvar mod en person/skatteyder/borger skal Skattestyrelsen give vejledning om sigtedes adgang til at begære en forsvarer beskikket. Se BEK § 2.

Vejledningen skal gives skriftligt og skal indeholde oplysning om

  • den beskikkede forsvarers beføjelser. Se BEK § 3, stk. 1.
  • at borgeren, hvis denne findes skyldig, har pligt til at erstatte det offentlige sagens omkostninger. Se BEK § 3, stk. 2.
  • at borgeren i forbindelse med vedtagelse af et bødeforelæg også kan indgå forlig om forsvarerens vederlag. Se BEK § 3, stk. 3.

Bemærk

Lov om visse spil, lotterier og væddemål og lov om gevinstgivende spilleautomater er ophævet og erstattet af bekendtgørelse af lov om spil, jf. LBK nr. 1303 af 04. september 2020, hvorefter § 59 indeholder straffebestemmelser.

Vejledning om forsvarerbeskikkelse skal gives i alle straffesager vedrørende ansatte i Skatteforvaltningen. Se afsnit A.C.3.3.3 vedrørende situationer, hvor Skattestyrelsen bør sikre beskikkelse af en forsvarer.

Undtagelser

Vejledning skal ikke gives ved straffesager efter:

  • toldlovgivningen,
  • straffesager efter § 10 i lov om visse spil, lotterier og væddemål og
  • straffesager efter lov om gevinstgivende spilleautomater, som ikke indebærer afgiftsunddragelse. Se BEK § 1, stk. 2.

Bemærk

Vejledning kan undlades, når sagen alene vil kunne medføre en bøde på ikke over 1.500 kr. Se BEK § 1, stk. 3.

Se også

Se også afsnit A.C.3.3.6 om betingelser for statens regreskrav, og i afsnit A.C.3.3.7 om mulighederne for forlig om forsvarerens vederlag.

Hvornår skal vejledningen gives?

Skriftlig vejledning om forsvarerbistand sendes ud sammen med det brev, hvori den pågældende sigtes. I sager, hvor der gennemføres et møde, hvor den sigtede kan afgive forklaring, gentages vejledningen mundtligt ved indledningen til mødet.

Bemærk

Forsvarervejledningen skal gives til borgeren i forbindelse med, at Skattestyrelsen sigter pågældende. Sigtelser og vejledning om forsvarerbeskikkelse foretages alene af medarbejderne i Skattestyrelsens straffesagsenheder.

Personer omfattet af reglen

Det er borgeren, der har ret til vejledning om forsvarerbeskikkelse. Med begrebet borger menes der alene fysiske personer. Se også betingelser for beskikkelse af en forsvarer, afsnit A.C.3.3.2.

Bemærk

Et møde, hvor den sigtede afgiver forklaring, kan gennemføres, uden at forsvareren er til stede, selv om sigtede ønsker en forsvarer beskikket. Se BEK § 4.

Det forudsætter, at sigtede udtrykkeligt samtykker til det, og at omstændighederne ikke taler imod, at mødet gennemføres uden forsvarerens tilstedeværelse. Det, der taler for, at forsvareren er til stede, er fx, hvis der er grund til en særlig beskyttelse af sigtede, eller hvor Skattestyrelsen har en selvstændig interesse i, at sigtede har støtte af en beskikket forsvarer. Se afsnit A.C.3.3.2 om betingelser for at beskikke en forsvarer.

Det skal fremgå af sagen, at den sigtede har givet samtykke til, at mødet gennemføres uden forsvarerens tilstedeværelse. Se BEK § 4.

Hvis der afholdes møde, skal den beskikkede forsvarer indkaldes sammen med den sigtede. Se afsnit A.C.3.4.7 om møde i en straffesag.