►Indhold

Dette afsnit handler om inddrivelse af danske fordringer i udlandet på baggrund af aftalen mellem EU og Norge om administrativt samarbejde, bekæmpelse af svig og inddrivelse af fordringer.

Afsnittet indeholder:

  • Regelgrundlag
  • Fysiske og juridiske personer omfattet af aftalen
  • Aftalens anvendelsesområde
  • Begrænsning af inddrivelsesstatens forpligtelser
  • Forældelse

Regelgrundlag

Den 6. februar indgik Den Europæiske Union og Norge en aftale om administrativt samarbejde, bekæmpelse af svig og inddrivelse af fordringer på momsområdet (OJ L 195, 1.8.2018, s. 3-22).

Fysiske og juridiske personer omfattet af aftalen

Det følger af aftalens artikel 3, litra l), at både fysiske og juridiske personer er omfattet af aftalen. Når lovgivningen tillader det, defineres en person også som en sammenslutning af personer, der kan udføre retshandler, men som ikke har en juridisk persons retsstilling, eller ethvert andet retligt arrangement uanset art og form, med eller uden status som juridisk person, som er momspligtigt eller ansvarligt for betalingen af de af aftalen omfattede fordringer.

Aftalens anvendelsesområde

Aftalen omfatter:

  • EU’s medlemsstater
  • Norge

Det fremgår af aftalens artikel 1, at der oprettes et administrativt samarbejde mellem EU-medlemsstaterne og Norge med det formål at gøre det muligt for de myndigheder, der er ansvarlige for anvendelsen af momslovgivningen, at yde hinanden bistand for at sikre overholdelse af lovgivningen og beskyttelse af momsindtægterne.

På den baggrund skal aftalens parter på anmodning fra den modsatte part bistå med inddrivelsen af:

  • Fordringer i forbindelse med moms
  • Administrative sanktioner, bøder, gebyrer og tillægsgebyrer pålagt af de kompetente myndigheder vedrørende fordringer relateret til moms.
  • Renter og omkostninger i forbindelse med ovenstående fordringer

Se aftalens artikel 2, stk. 1, litra b).

Begrænsning af inddrivelsesstatens forpligtelser

Inddrivelsesstaten er ikke forpligtet til at yde inddrivelsesbistand, hvis inddrivelse af fordringen på grund af den betalingspligtiges situation ville give anledning til alvorlige økonomiske eller sociale vanskeligheder i den stat, hvor den bistandssøgte myndighed er hjemmehørende, såfremt denne stats love tillader en sådan fritagelse for nationale fordringer. Se aftalens artikel 35, stk. 1.

Desuden gælder der en tidsmæssig begrænsning af inddrivelsesstatens forpligtelse til at yde bistand til inddrivelse. Se aftalens artikel 35, stk. 2:

"Den bistandssøgte myndighed er ikke forpligtet til at yde den i artikel 22 og artikel 24-33 omhandlede bistand, hvis den oprindelige anmodning om bistand efter artikel 22, 24, 25, 27 eller 33 vedrører fordringer, der er over fem år gamle regnet fra tidspunktet for fordringens forfaldsdato i den stat, hvor den bistandssøgende myndighed er hjemmehørende, frem til tidspunktet for fremsættelse af den oprindelige anmodning om bistand.

Hvis der imidlertid gøres indsigelse mod fordringen eller den oprindelige akt, der hjemler ret til eksekution i den stat, hvor den bistandssøgende myndighed er hjemmehørende, anses den femårige frist for at løbe fra det tidspunkt, hvor den stat, hvor den bistandssøgende myndighed er hjemmehørende, fastslår, at der ikke længere kan gøres indsigelse mod fordringen eller den akt, der hjemler ret til eksekution.

Hvis den stat, hvor den bistandssøgende myndighed er hjemmehørende, giver henstand eller mulighed for betaling i rater, anses den femårige tidsfrist for at løbe fra det tidspunkt, hvor den samlede betalingsperiode udløber.

I disse tilfælde er den bistandssøgte myndighed dog ikke forpligtet til at yde bistand, som vedrører fordringer, der er over ti år gamle, regnet fra tidspunktet for fordringens forfaldsdato i den stat, hvor den bistandssøgende myndighed er hjemmehørende."

Ligeledes er inddrivelsesstaten, jævnfør aftalens artikel 35, stk. 3, ikke forpligtet til at yde bistand, hvis det samlede beløb af de fordringer, for hvilke der anmodes om bistand, er på under 1.500 EUR.

Forældelse

Det er forældelsesreglerne i ansøgerstaten, der gælder. For danske fordringer gælder derfor de danske forældelsesregler. Se aftalens artikel 36, stk. 1.

Med hensyn til afbrydelse, suspension eller forlængelse af forældelsesfrister, er det som hovedregel inddrivelsesstatens lovgivning, som skal anvendes ved afgørelsen af, om der er sket afbrydelse med videre, dog under forudsætning af, at der er hjemmel for den tilsvarende virkning i ansøgerstaten.
Hvis afbrydelse med videre ikke er mulig efter inddrivelsesstatens lovgivning, kan der dog alligevel ske afbrydelse med videre efter ansøgerstatens lovgivning, ligesom ansøgerstaten selv kan foretage handlinger, der afbryder, suspenderer eller forlænger forældelsesfristen i overensstemmelse med dennes lovgivning, selvom fordringen er sendt til inddrivelse i udlandet. Se aftalens artikel 36, stk. 2.◄