Indhold

Afsnittet handler om situationer, hvor fordringshavers krav prækluderes, og retten til dækning herved mistes.

Afsnittet indeholder:

• Hvad er præklusion?
• Særlige præklusionsregler
• Tilfælde, hvor en bortfalden fordring kan gøres gældende med sit fulde beløb
• ►Oversigt over domme, kendelser, afgørelser, SKM-meddelelser mv◄.

Hvad er præklusion?

I G.A.3.4.5.5.1 Skifterettens indledning af gældssaneringssag fremgår det, at skifteretten udsteder et "præklusivt proklama", som er en meddelelse, hvori det bl.a. fremgår, at krav mod skyldner skal anmeldes inden for en frist på 8 uger.

At proklamaet er "præklusivt" betyder, at fordringshavers ret til dækning af de fordringer, som er omfattet af gældssaneringssagen, jf. konkurslovens § 199,  bortfalder, hvis fordringerne ikke anmeldes rettidigt. Dette gælder dog kun, hvis gældssaneringssagen slutter med en kendelse om gældssanering. Se konkurslovens § 208 b, stk. 1.

Er skyldneren under konkursbehandling, sker der dog ikke præklusion af fordringer, som allerede er anmeldt i konkursboet. Se konkurslovens § 208 b, stk. 3. 

For en nærmere gennemgang af, hvilke fordringer der omfattes af gældssaneringen i medfør af konkurslovens § 199, henvises til G.A.3.4.5.3 Gældssaneringens indhold.

Særligt om fordringer omfattet af sikkerhedsstillelse

Der kan ikke ske præklusion af fordringer, som er sikret ved et gyldigt pant eller anden sikkerhedsstillelse omfattet af konkurslovens § 199, stk. 4, i det omfang sikkerhedsstillelsen dækker fordringen. Se konkurslovens § 208 b, stk. 2. Det skyldes, at sådanne fordringer ikke er omfattet af gældssaneringssagen.

Der henvises til G.A.3.4.5.3 Gældssaneringens indhold, for nærmere gennemgang af de omfattede typer af sikkerhedsstillelse.

Da en eventuelt usikret del af fordringen imidlertid omfattes af gældssaneringssagen, vil der kunne ske præklusion af kravet på dividende i gældssaneringssagen, hvis panthaver ikke har anmeldt den forventede usikrede del af kravet inden for proklamafristen. Se konkurslovens § 208, stk. 2, nr. 2.

Særlige præklusionsregler

Ud over de almindelige præklusionsregler gennemgået ovenfor, indeholder konkursloven også en række andre præklusionsregler, hvor selv rettidigt anmeldte fordringer kan miste retten til dækning, når der afsiges kendelse om gældssanering.

Betingede fordringer

Hvis en anmeldt fordring er betinget, bortfalder retten til dækning af fordringen, når sagen er sluttet med en afgørelse om gældssanering efter konkurslovens § 218, stk. 1.  Dette gælder, hvis betingelsen ikke er indtrådt på det tidspunkt, hvor skifteretten afsiger kendelse om gældssanering. Se konkurslovens § 208 b, stk. 4.

Betingede fordringer er navnlig kautions- og garantiforpligtelser, men bestemmelsen gælder også for andre typer af fordringer med disse karakteristika. Hvis en kautionsforpligtelse fx er anmeldt i gældssaneringssagen inden anmeldelsesfristens udløb, kan en fordring, der udspringer heraf, kun gøres gældende, hvis den aktualiseres og anmeldes i sagen, inden der afsiges kendelse om gældssanering. Hvis fordringen aktualiseres i perioden mellem det tidspunkt, hvor der afsiges kendelse om gældssanering, og udløbet af kærefristen i konkurslovens 251, stk. 1, kan fordringen ikke gøres gældende. Dette gælder også, hvis kendelsen om gældssanering bliver stadfæstet efter kære.

Bestridte fordringer

Fordringer, der bestrides af skyldneren, behandles foreløbig, som om de ikke var bestridt. Se konkurslovens § 209, stk. 1.

Hvis skyldneren bestrider en fordring, der er anmeldt rettidigt, skal skifteretten meddele dette til fordringshaveren ved anbefalet brev eller på anden betryggende måde. Se konkurslovens § 209, stk. 2. Meddelelsen skal indeholde oplysning om retsvirkningen efter konkurslovens § 209, stk. 3.

Bestrider skyldneren en anmeldt fordring, bortfalder retten til dækning af fordringen, hvis fordringshaveren ikke har anlagt sag om fordringen inden 3 måneder fra skifterettens underretning til fordringshaveren. Se konkurslovens § 209, stk. 3.

Bestemmelsen skal ses i sammenhæng med konkurslovens § 216, stk. 5, hvorefter der ved fastlæggelse af skyldnerens afdragsordning skal afsættes midler til dækning af en fordring, som er bestridt af skyldneren. Kendelsen skal samtidig angive, hvordan de afsatte midler skal fordeles mellem de øvrige fordringshavere, hvis der ikke anlægges sag om fordringen, eller hvis det ved dom eller forlig fastslås, at fordringen ikke består.

Fastslås det ved dom eller forlig, at fordringen består, betragtes sagsomkostninger, der pålægges skyldneren, som stiftet på samme tidspunkt som fordringen. Se konkurslovens § 209, stk. 4. Dette medfører i praksis, at fordringshaveren kun modtager dividende af eventuelle sagsomkostninger pålagt skyldneren, selvom fordringshaveren får medhold. Reglen har til formål at hindre, at skyldneren efter en retssag om en bestridt fordring på ny befinder sig i en håbløs økonomisk situation på grund af pålagte sagsomkostninger.

Tilkendes skyldneren sagsomkostninger, skal de ikke fordeles mellem fordringshaverne i gældssaneringssagen, da det må antages, at de modsvarer faktisk afholdte udgifter.

Hvis gældssaneringssagen ikke sluttes med kendelse om gældssanering, påvirkes fordringshaverens retsstilling ikke, selv om der ikke rettidigt er anlagt sag. Se henvisningen i konkurslovens § 209, stk. 5 og til konkurslovens § 208 b, stk. 1 og 5.

I de tilfælde, hvor skyldneren må anses for uden rimelig grund at bestride en eller flere anmeldte fordringer, kan dette efter omstændighederne medføre, at skyldneren må nægtes gældssanering. Dette kan fx være tilfældet, hvis skyldnerens bestridelse må antages at have karakter af chikane. Se konkurslovens § 212, stk. 1, nr. 2.

Tilfælde, hvor en bortfalden fordring kan gøres gældende med sit fulde beløb

Fordringer, der er prækluderet efter konkurslovens § 208 b, stk. 1, og bestridte fordringer der er prækluderet efter konkurslovens § 209, stk. 3, kan gøres gældende med det fulde beløb over for skyldneren, hvis

• gældssaneringen ophæves efter konkurslovens § 229,
• skyldnerens bo tages under konkursbehandling,
• skyldneren får stadfæstet en rekonstruktion, der indeholder bestemmelse om tvangsakkord, eller
• hvis skyldneren på ny meddeles gældssanering.

Se konkurslovens § 208 b, stk. 5  og § 209, stk. 5.

I disse tilfælde kan fordringer, der er prækluderet efter konkurslovens § 208 b, stk. 1 eller efter konkurslovens § 209, stk. 3, gøres gældende mod skyldneren på lige fod med de fordringer, der var indeholdt i gældssaneringen, hvis disse fordringer i en ny insolvensbehandling kan gøres gældende mod skyldneren med deres fulde beløb. Se konkurslovens § 230, stk. 2. 

Dette er fx. tilfældet, hvis der indledes en ny sag om gældssanering for en skyldner inden udløbet af afdragsperioden i skyldnerens tidligere gældssaneringssag.

Hvis skyldnerens bo eksempelvis tages under konkursbehandling, efter at der er afsagt kendelse om gældssanering, har de fordringshavere, der er omfattet af gældssaneringskendelsen, krav på udlæg i forhold til fordringernes oprindelige beløb, uden hensyn til den skete nedskrivning. Dog skal der ske fradrag af eventuelle afbetalinger. Se konkurslovens § 230, stk. 2.  Udlægget i konkursboet i forbindelse med disse afbetalinger kan dog ikke overstige, hvad der efter gældssaneringskendelsen tilkommer de pågældende fordringshavere, medmindre kendelsen er bortfaldet efter konkurslovens § 229.  Se konkurslovens § 230, stk. 2, 2. pkt. 

Oversigt over domme, kendelser, afgørelser, SKM-meddelelser mv.

 Skemaet viser relevante afgørelser på området:

Afgørelser	Afgørelser i stikord	Kommentarer
Højesteret
UfR 2002.2275HR	En kendelse om gældssanering kunne omfatte fordringer, der indgik i en tidligere gældssanering, som skyldner ikke havde opfyldt