Indhold

Dette afsnit omhandler ansættelse af ejendomsværdi for ejendomme, som i matriklen er samnoteret med en vindmølleparcel.

For ejendomme, som i matriklen er samnoteret med en vindmølleparcel, ansættes alene en ejendomsværdi for boligdelen, jf. EVL § 37, stk. 1.

Formålet med ansættelse af en ejendomsværdi alene for boligdelen er, at ejeren alene skal ejendomsværdibeskattes af boligdelen af den samlede ejendom og ikke af den del, der knytter sig til vindmøllen.

Baggrunden for reglen om ansættelsen er, at det i en periode frem til den 31. juli 1996 var muligt for parcelhusejere at købe et mindre areal fra en landbrugsejendom, hvor der var tilladelse til at opføre en vindmølle, en såkaldt vindmølleparcel.

Det var efter de dagældende regler en forudsætning, at der i matriklen skete en samnotering af parcelhusgrunden og vindmølleparcellen. Herved blev parcelhusgrunden og vindmølleparcellen en samlet fast ejendom, jf. udstykningslovens § 2, uanset det forhold, at de to enheder geografisk kan ligge langt fra hinanden.

En vindmølle registreres ikke som en bygning i Bygnings og Boligregistret (BBR), men som et teknisk anlæg, og den betragtes ikke som fast ejendom i vurderingsmæssig forstand.