Tidligere SKL

Gældende SKL

Bemærkninger

§ 5, stk. 3

§ 74, stk. 1

Det følger af bestemmelsen, at har en skattepligtig omfattet af § 5 ikke rettidigt givet Skatteforvaltningen oplysninger efter § 2, kan Skatteforvaltningen foretage en skatteansættelse skønsmæssigt. Bestemmelsen er en omskrivning og videreførelse af gældende skattekontrollov § 5, stk. 3.

.

§ 74, stk. 2, 1. pkt.

Det følger af bestemmelsen, at ud over de tilfælde, der er nævnt i stk. 1, kan Skatteforvaltningen foretage en skatteansættelse skønsmæssigt, hvis den skattepligtige ved oplysningsfristens udløb ikke har givet Skatteforvaltningen oplysninger som nævnt i § 2, som kan danne grundlag for skatteansættelsen.

Bestemmelsen er ny, men følger af gældende praksis.

§ 74, stk. 2, 2. pkt.

Det følger af bestemmelsen, at Skatteforvaltningen forinden en skønsmæssige skatteansættelse, jf. 1. pkt., skal have anmodet den skattepligtige om oplysningerne inden for en rimelig frist.

Bestemmelsen er ny, men følger af gældende praksis.

§ 74, stk. 2, 3. pkt.

Det følger af bestemmelsen, at kravet om forudgående anmodning efter 2. pkt. dog ikke gælder, hvis Skatteforvaltningen er kommet i besiddelse af oplysninger, som begrunder en gennemførelse af en uvarslet kontrol på den erhvervsdrivendes arbejdssted, jf. retssikkerhedslovens § 5, stk. 4.

Bestemmelsen er ny. 

§ 74, stk. 3, 1. pkt.

Det følger af bestemmelsen, at Skatteforvaltningen som grundlag for den skønsmæssige ansættelse efter stk. 1 og 2 navnlig skal lægge vægt på oplysninger om den skattepligtige indkomst for tidligere år, årsopgørelser, forskudsregistreringer og oplysninger fra indberetningspligtige.

Bestemmelsen er ny, men følger af gældende praksis.

§ 74, stk. 3, 2. pkt.

Det følger af bestemmelsen, at er den skattepligtige erhvervsdrivende, indgår i grundlaget tillige oplysninger om moms og afgifter samt eventuelle oplysninger om bruttoavancen for indkomståret og tidligere indkomstår.

Bestemmelsen er ny, men følger af gældende praksis.

§ 74, stk. 3, 3. pkt.

Det følger af bestemmelsen, at er den skattepligtige en fysisk person, indgår i grundlaget efter stk. 2 tillige oplysninger om den skattepligtiges privatforbrug, herunder oplysninger om skattefrie indtægter og oplysninger om formue.

Bestemmelsen er ny, men følger af gældende praksis.

§ 74, stk. 3, 4. pkt.

Det følger af bestemmelsen, at Skatteforvaltningen dog kan foretage en skønsmæssig ansættelse efter stk. 1 eller 2 uden anvendelse af de nævnte oplysninger, hvis ansættelsen kan foretages på et mere sikkert grundlag på baggrund af andre oplysninger.

Bestemmelsen er ny, men følger af gældende praksis.

§ 74, stk. 4

Det følger af bestemmelsen, at SKL § 74, stk. 1-3, ikke gælder ved skønsmæssige ansættelser af kontrollerede transaktioner, der er omfattet af SKL § 46.

Bestemmelsen er ny.

Skattekontrolloven

Anvendelsesområde

§ 74, stk. 1

Har en skattepligtig omfattet af SKL § 5 ikke rettidigt givet told- og skatteforvaltningen oplysninger efter SKL § 2, kan told- og skatteforvaltningen foretage en skatteansættelse skønsmæssigt.

§ 74, stk. 2

Ud over de tilfælde, der er nævnt i stk. 1, kan told- og skatteforvaltningen foretage en skatteansættelse skønsmæssigt, hvis den skattepligtige ved oplysningsfristens udløb ikke har givet forvaltningen oplysninger som nævnt i SKL § 2, som kan danne grundlag for skatteansættelsen.

§ 6, stk. 3

Indsender den skattepligtige ikke et skattemæssigt årsregnskab, eller opbevarer den skattepligtige ikke det skattemæssige årsregnskab og regnskabsmaterialet i overensstemmelse med de regler, som er udstedt i medfør af stk. 2, kan told- og skatteforvaltningen foretage en skønsmæssig ansættelse, jf. SKL § 74.

§ 53, stk. 3

Efterkommer den erhvervsdrivende ikke en anmodning efter stk. 1 inden den frist, der er fastsat i anmodningen, kan told- og skatteforvaltningen foretage en skønsmæssig ansættelse efter SKL § 74.

§ 55, stk. 3

Er oplysningerne efter stk. 1 og 2 ikke indsendt inden den frist, der er fastsat i anmodningen, kan told- og skatteforvaltningen foretage en skønsmæssig ansættelse efter SKL § 74.

§ 56, stk. 2

Er oplysningerne efter stk. 1 ikke indsendt inden den frist, der er fastsat i anmodningen, kan told- og skatteforvaltningen foretage en skønsmæssig ansættelse efter SKL § 74.

Afgørelse

Afgørelsen i stikord

Yderligere kommentarer

Højesteretsdomme

SKM2011.209.HR

I præmisserne er det angivet, at det i sagen var berettiget, at SKAT alene havde anerkendt udgifter til sort løn, i det omfang den pågældende medarbejder havde kunnet identificeres.

SKM2008.4.HR

Et selskab havde udbetalt et større beløb til en regnskabsassistent end de beløb, som assistenten løbende havde faktureret til selskabet. Ikke godtgjort, at de overskydende beløb kunne fratrækkes ved opgørelsen af skattepligtig indkomst og momstilsvar.

Afgørelsen må anses at lægge afgørende vægt på eksterne bilag i form af fakturaer, som er udstedt til virksomheden, frem for vægt på virksomhedens ensidige oplysninger om den nærmere sammenhæng i de regnskabsmæssige posteringer. 

SKM2004.162.HR

Selvangivet fradrag for befordring mellem bopæl og to arbejdssteder oversteg det sædvanlige, og det påhvilede skatteyderen at dokumentere, eller i hvert fald sandsynliggøre, at den selvangivne befordring faktisk havde fundet sted. Denne bevisbyrde var ikke løftet alene med fremlagte lejekontrakter og erklæringer fra arbejdsgivere. Trods SKATs opfordring var det heller ikke sandsynliggjort, at der var kørt mellem arbejdsstederne i det selvangivne omfang.

Landsretsdomme

►En skatteyder havde ikke godtgjort, at midlerne i et depot i en Y1-land bank ikke tilhørte ham, og skatteyderen skulle derfor beskattes af værditilvæksten af indeståendet i depotet. Skatteyderen havde desuden ikke godtgjort, at der var grundlag for at tilsidesætte de skønsmæssige opgørelser af denne værditilvækst. ◄  

►Dommen stadfæster byrettens afgørelse, se SKM2021.135.BR.◄

SKM2021.150.ØLR

Sagen angik, om appellanten, der i årene 2011 og 2012 dels havde undladt at selvangive resultatet af sin personlige virksomhed, dels havde et negativt privatforbrug ifølge skattemyndighedernes beregning heraf, havde godtgjort, at skattemyndighedernes skønsmæssige forhøjelse af hans skattepligtige indkomst for årene 2011 og 2012 hvilede på et forkert grundlag eller var åbenbart urimelige.

Appellanten gjorde bl.a. gældende, at han havde finansieret sit privatforbrug ved kontante midler, der hidrørte fra salget af en andelsbolig i 2008, ved træk på en bankkonto tilhørende et anpartsselskab, som appellanten var indirekte medejer af, samt ved salg af antikviteter, salg af en bil og et lån.

Landsretten fandt, at appellanten ikke havde godtgjort, at skattemyndighedernes skønsmæssige forhøjelse af hans skattepligtige indkomst hvilede på et forkert grundlag eller var åbenbart urimelige. De afgivne forklaringer, der ikke var bestyrket af objektive kendsgerninger, kunne ikke ændre herpå.

Østre Landsret stadfæstede herefter byrettens dom, hvorved Skatteministeriet var blevet frifundet.

Dommen stadfæster byrettens afgørelse, se SKM2020.200.BR

SKM2019.225.ØLR

Skatteyderens skattepligtige indkomst i 2009, 2010 og 2013 var forhøjet svarede til en række kontante indsætninger på skatteyderens bankkonto, samt baseret på negativ privatforbrugsopgørelse. Skatteyderen havde ikke bevist, at de indsatte beløb stammede fra allerede beskattede eller ikke skattepligtige midler.

Østre Landsret stadfæstede byrettens dom om frifindelse af Skatteministeriet.

Landsretten lagde vægt på, at skatteyder ikke i de relevante indkomstår foretog bogføring af virksomhedens indtægter og udgifter i overensstemmelse med bogføringsloven, og stadfæstede i øvrigt dommen med henvisning til byrettens begrundelse, hvor retten bl.a. lagde vægt på, at beløbene blev indsat på kontoen kontant uden angivelse af, hvem der indsatte dem, og hvad de vedrørte, og at beløbene ikke kunne afstemmes med bogføringsmaterialet i skatteyderens virksomhed. Det var ikke godtgjort, at den skønsmæssige forhøjelse hvilede på et forkert grundlag eller var åbenbart urimelig. Der var ikke grundlag for at kritisere, at privatforbrugsberegningen var foretaget på baggrund af indkomstårets formueforskydninger og data fra Danmarks Statistik, idet der ikke forelå nærmere dokumentation fra skatteyderen.

Tidl. instans  SKM2018.424.BR

SKM2018.341.ØLR

Landsretten lagde til grund, at skatteyderen havde drevet erhvervsmæssig virksomhed. Skatteyderen havde som erhvervsdrivende derfor været regnskabspligtig, men skatteyderen havde ikke udarbejdet regnskaber for de pågældende indkomstår. Skattemyndighederne havde derfor været berettiget til at fastsætte skatteyderens indkomst skønsmæssigt. Skatteyderen havde ikke godtgjort, at skønnet kunne tilsidesættes som åbenbart urimeligt eller foretaget på et forkert grundlag.

SKM2018.321.VLR

Skatteyderen havde haft en betydelig formidlerrolle i forbindelse med opkøbene af jordlodder i Rumænien, og der var en formodning for modtagelse af vederlag for sit arbejde. Det var ikke godtgjort, at den skønsmæssige ansættelse af formidlingsvederlag var åbenbart urimeligt eller hvilede på et forkert grundlag.

Det var af retten i den forbindelse tillagt betydning, at pengeoverførslerne forbundet med jordopkøb ikke var holdt adskilt fra privat økonomien, og at der ikke havde været ført et regnskab over ind- og udbetalinger, og at ikke forelå dokumentation for, hvad pengeoverførslerne faktisk var anvendt til.

SKM2018.310.ØLR

Den skattepligtige indkomst var forhøjet skønsmæssigt, dels som følge af en indsætning på ca. 255.000 kr. på skatteyderens bankkonto, dels på baggrund af privatforbrugsberegninger. Skatteyderen gjorde gældende, at indsætningen var et lån til skatteyderens firma, og at skatteyderen blot havde stillet sin konto til rådighed, at han havde levet sparsommeligt, og at han havde boet hos sin mor, som bidrog til hans forbrug.

Landsretten fandt, at det påhvilede skatteyderen at løfte bevisbyrden for at der foreligger et lån, hvilket ikke var sket, og i retten fandt endvidere ikke grundlag for at tilsidesætte skattemyndighedernes skønsmæssige forhøjelse baseret på privatforbrugsberegninger.

SKM2018.309.ØLR

Sagen angik Skatteforvaltningens projekt, "Money Transfer", hvor Skatteforvaltningen konstaterede, at skatteyderen i indkomstårene 2008-2010 havde overført ca. kr. 9,5 mio. til sin konto i Danmark fra Y6-land. Skatteyderen gjorde gældende, at overførslerne angik to lån ydet af skatteyderens mor, som var bosat i Y6-land.

Retten fandt - henset til, at gældsbrevene var udarbejdet på dansk, at de ikke var underskrevet af skatteyderens mor og at der i øvrigt ikke forelå nogen korrespondance vedrørende låneoptagelse og oprettelsen af gældsbrevene - at skatteyderen havde en skærpet bevisbyrde for, at pengeoverførslerne udgjorde lån. Skatteyderen havde ikke løftet bevisbyrden for, at overførslerne stammede fra ikke-skattepligtige indtægter eller allerede beskattede midler. Der var derfor ikke grundlag for at tilsidesætte skattemyndighedernes forhøjelse af skatteyderens skattepligtige indkomst.

Landsretten stadfæstede byrettens dom. Se SKM2017.405.BR.

SKM2018.301.ØLR

Hundekennelvirksomhed. Rette indkomstmodtager. Det fandtes for bevist, at skatteyder havde drevet virksomhed med opdræt og handel af hunde.

Østre Landsret stadfæstede byrettens dom SKM2017.350.BR - I begrundelsen og resultat bemærkede landsretten, at det ved vurderingen af om skatteyder havde haft erhvervsmæssige indtægter ved opdræt af og handel med hundehvalpe, ikke er afgørende om opdræt og salg i et vist omfang har været foretaget af foderværter. Retten fandt herefter - og de af byretten i øvrigt anførte grunde - at skatteyder havde drevet virksomhed med opdræt af og handel med hunde. Retten fandt ligeledes, at det var berettiget at fastsætte indkomsten skønsmæssigt, og det ikke var bevist, at ansættelsen var åbenbar urimelig eller hvilende på et fejlagtigt og ufuldstændigt grundlag.

SKM2015.32.VLR

Et selskab drev virksomhed med udlejning af håndværkere. Selskabet indlejede håndværkere fra tredjemand. Selskabet betalte tredjemanden sort, ligesom selskabets håndværkere delvist blev aflønnet sort. Der forelå ikke oplysninger om identiteten af dem, der havde modtaget sorte betalinger, hvorfor det ikke var godtgjort at der var afholdt fradragsberettigede udgifter.

Vestre Landsret stadfæstede byrettens dom (SKM2013.652.BR)

SKM2014.260.ØLR

Skatteyderen havde drevet virksomhed i selskabsform. Selskabet gik konkurs, og umiddelbart herefter blev oprettet to britiske selskaber og danske filialer af disse selskaber. På filialernes bankkonti indgik midler fra virksomhed, som blev udført efter konkursen. De danske filialer var for kortere perioder inden for fire år registreret for moms, selskabsskat eller A-skat og AM-bidrag, mens skatteyderen ikke selv var momsregistreret for perioden, ligesom der hverken var indgivet regnskaber eller selvangivelser for selvstændig virksomhed for indkomstårene 2005-2008.

Skatteyderen blev anset for at have deltage i drift af uregistreret virksomhed som interessent med en andel på 50 pct., og momstilsvar og indkomst blev efter et skøn ansat på baggrund af de faktiske indsætninger på virksomhedens bankkonti.

Landsretten stadfæstede byrettens dom.

Mere udførligt referat af faktiske forhold og tidl. sagsforløb i dommen i tidl. instans: SKM2013.396.BR.

Det fremgår af LSRs behandling af sagen, at SKAT havde godkendt et skønnet fradrag for driftsudgifter, herunder lønudgifter, hvorved der fremkom en bruttoavance for indkomstårene 2005 - 2007 på hver især 65,6, 57,6 og 48,2 pct. Uanset den gennemsnitlige bruttoavance i den pågældende branche (murervirksomhed) i årene 2005-2006 ifølge Danmarks Statistik havde udgjort 52,2 pct., fandt LSR ikke grundlag for at godkende yderligere fradrag for driftsudgifter.

Endvidere bemærkede Landsskatteretten både med hensyn til ansættelsen af indkomst og momstilsvar, at indholdskravene til faktura efter momsbekendtgørelsen (dagældende, nr. 663 af 16. juni 2006, KAP 11, § 40) ikke var opfyldt.

SKM2014.232.ØLR

I et større sagskompleks om en sambeskattet selskabskoncern indgik et spørgsmål om fradrag for udgifter til køb af svinekroppe for 3,42 mio. d.kr. under hensyn til sandsynliggørelse. Landsretten bemærkede, at selskabet havde erkendt, at der ikke forelå fakturabilag for udgiften. Endvidere var der tvivl, om det var det ene eller andet selskab i koncernen, der havde afholdt udgiften, og om der allerede var foretaget fradrag for udgiften for et andet indkomstår. Landsretten fandt herefter, at der ikke var tilvejebragt et grundlag for fradrag efter et skøn.

Et andet aspekt af sagen var, at en del af selskabets originale bilagsmateriale var bortkommet hos SKAT. Ved sagens behandling for domstolene var der bevismæssig uenighed, om materialet bortkom før eller efter SKATs afgørelse. Landsretten fandt, at tvivlen om indholdet af de bortkomne bilag og om tidspunktet for bortkomsten heraf måtte komme Skatteministeriet bevismæssigt til skade.

SKM2013.670.ØLR

Taxavognmand. I virksomhedens kasseregnskab, der blev udarbejdet hver 7. dag ved vognmandens afregning med chaufførerne, anførtes alene kontante ind- og udbetalinger. Ikke ind- og udbetalinger over bankkonto. Samtidig var der store uafstemmelige kontante beholdninger både primo og ultimo indkomståret. Regnskabsgrundlag tilsidesat, og indkomst forhøjet efter et skøn på baggrund af det stedlige taxinævns gennemsnitsberegning efter gennemgang og sammenligning af trafikbøger og taxameterattester. 

Mere udførligt referat af faktiske forhold og tidl. sagsforløb i dommen i tidl. instans: SKM2012.552.BR.

Det var under sagens behandling hos de forskellige instanser spørgsmålet, om der skulle tages hensyn til fradrag for "sort løn" til taxachaufførerne. Byretten fandt, at det måtte "tilsidesættes som helt udokumenteret", at der var betalt løn m.v. til chaufførerne af de udeholdte indtægter. ØLR stadfæstede byrettens dom i henhold til grundene. 

SKM2013.613.ØLR

Skønsmæssig indkomstansættelse og fastsættelse af momstilsvar på baggrund af indsættelser på skatteyderens bankkonto, og idet der ikke var selvangivet resultat af virksomhed eller udarbejdet regnskab for virksomheden. Skatteyderen gjorde gældende, at han ikke havde drevet virksomheden, men alene havde udlånt sin bankkonto til en bekendt, der havde drevet virksomheden, fordi den bekendte ikke selv havde adgang til at oprette en bankkonto. Skatteyderen ansås for at have erhvervet ret til indsættelserne på bankkontoen som rette indkomstmodtager.

Mere udførligt referat af faktiske forhold og tidl. sagsforløb i dommen i tidl. instans: SKM2012.458.BR.

Ved indkomstansættelsen var indrømmet et skønsmæssigt fradrag for driftsomkostninger på 25 pct. Da der ikke var fremlagt dokumentation, der kunne bestyrke forklaring om, at driftsomkostningerne havde været højere, fandt byretten ikke, at der var løftet bevisbyrden for, at skattemyndighedernes skøn var udøvet på et forkert grundlag eller havde ført til et åbenbart urimeligt resultat.

SKM2013.530.VLR

Virksomhed med ydelser inden for grønt vedligehold, murerarbejde, snerydning m.v. Revisorforbehold i regnskab om, at der ikke forelå et egentligt bogholderi for ét ud af tre indkomstår, og at revisor ikke havde været i stand til at udtale sig om fuldstændigheden af regnskabet og værdiansættelsen af igangværende arbejder og debitorer.  Endvidere konstaterede SKAT huller i rækkefølgen af nummererede fakturaer med 40 manglende fakturaer i ét år og 63 manglende fakturaer i et andet år. Regnskabsgrundlag tilsidesat og indkomstansættelse og momstilsvar fastsat efter et skøn, baseret på modtagne fakturaer og indbetalinger på den skattepligtiges bankkonti. Byretten fandt, at SKAT havde beregnet omsætningen for et enkelt indkomstår på et forkert grundlag, og skønnet for dette indkomstår blev hjemvist til fornyet behandling hos SKAT. VLR stadfæstede byrettens dom, idet VLR dog nedsatte forhøjelsen for et andet indkomstår på baggrund af fremlagt dokumentation for skattefri indtægt ved salg af en privatbil.

Mere udførligt referat af faktiske forhold og tidl. sagsforløb i dommen i tidl. instans: SKM2012.173.BR. 

Afgørelsen viser, at SKATs tilsidesættelse af regnskabsgrundlaget ikke nødvendigvis skal følges op af en skønsmæssig ansættelse, støttet af en privatforbrugs-
opgørelse eller et skøn over bruttoavance, men at SKAT kan ændre skatteansættelsen med de konkrete differencer. Se de mere klassiske afgørelser herom i SKM2007.130.VLR og SKM2006.219.ØLR.

Dog indgår der i denne konkrete sag et større element af skøn over den reelle omsætning i forhold til en "ren" difference.

SKM2013.493.VLR

En skatteyder, der havde udeholdt indtægter fra salg af metalskrot, fik på baggrund af kontante indsættelser på bankkonto forhøjet indkomst med indtægterne uden fradrag for driftsudgifter og fik forhøjet momstilsvaret med 25 pct. af disse indtægter. Skatteyderen fik ikke medhold i, at ansættelsen var ugyldig, fordi SKAT ikke havde medtaget fradragsberettigede udgifter ved skønnet, og/eller fordi ansættelsesfristen var overskredet efter SFL § 26, stk. 1, 2. pkt. Skatteyderen fik heller ikke medhold i, at han var berettiget til fradrag for driftsudgifter, idet han hverken under SKATs eller domstolenes behandling af sagen havde oplyst om sine indtægter eller udgifter i virksomheden.

Stadfæstelse af byrettens domme SKM2012.742.BR (indkomstansættelsen) og SKM2012.743.BR (momstilsvaret).

SKM2013.125.VLR

Selvangivet underskud af bierhverv som hjemmeslagter. Indkomst og momstilsvar forhøjet under hensyn til, at 50 pct. af omsætning ansås for udeholdt. VLR fandt, at det havde formodningen mod sig, at skatteyderen kun arbejdede som hjemmeslagter af lyst og ikke for at opnå en fortjeneste. Og det forhold, at der ikke var foretaget en selvstændig opgørelse af skatteyderens privatforbrug udelukkede ikke, at der var udeholdt indtægter.

I sagen i tidligere instans, SKM2011.804.BR, var forhøjelsen blevet nedsat til det selvangivne på baggrund af skatteyderens partsforklaring om arbejdsformen ved hjemmeslagtning. Vestre Landsrets dom indebærer således en omgørelse af byrettens dom.

SKM2010.669.ØLR

Som dokumentation for fradrag for vareindkøb hos en købmand fremlagde en restauratør månedsafregninger fra købmanden samt følgesedler og kvitteringer, der dækkede en del af købene. Bevisbyrde for fradraget ikke løftet pga. betydelige uregelmæssigheder i restauratørens bogførings- og regnskabsmateriale. 

Afgørelsen kan ses som et udtryk for, at selv hvis enkeltstående bilag kan være i orden i sig selv, kan SKAT alligevel nægte fradrag ifølge disse bilag, hvis SKAT samlet set kan konstatere "betydelige uregelmæssigheder i bogførings- og regnskabsmaterialet."

Stadfæstelse af byrettens dom SKM2009.376.BR.

SKM2007.130.VLR

Tømrer. Regnskabsgrundlaget tilsidesat, men i stedet for skønsmæssige ansættelser blev ansættelserne ændret på baggrund af en konkret gennemgang og kontrol af bilagsmaterialet. Ikke grundlag for at tilsidesætte de konkret ændrede skatteansættelser som åbenbart urimelige eller som hvilende på et klart fejlagtigt eller ufuldstændigt grundlag.

Afgørelsen viser, at SKATs tilsidesættelse af regnskabsgrundlaget ikke nødvendigvis skal følges op af en skønsmæssig ansættelse, støttet af en privatforbrugsopgørelse eller et skøn over bruttoavance, men at SKAT kan ændre skatteansættelsen med de konkrete differencer. Se lignende afgørelse i SKM2006.219.ØLR.

SKM2006.309.VLR

Kørsels- og telefonudgifter ved escortservice. Der var foretaget kørsel i betydeligt omfang i forhold til indtjening pr. kundebesøg, og der var derfor et skærpet krav til bevis for, at kørslerne havde fundet sted. Da der ikke var ført kørebog eller tilvejebragt andet grundlag for et skøn over kørslens omfang, kunne der ikke opnås fradrag for kørselsudgifterne. Endvidere var der anvendt flere telefoner både ved drift af virksomhed og privat, og det påhvilede skatteyderen at bevise, hvilken del af samtalerne, der angik virksomheden, og hvilken del, der var privat. Der var ikke grundlag for at tilsidesætte SKATs skøn som foretaget på et forkert grundlag eller som åbenbart urimeligt.

Afgørelsen viser, at der formentlig alt andet lige kræves mindre for at sandsynliggøre fradragsberettigede, ikke dokumenterede udgifter til køb af de samme varer, som virksomheden sælger, hvilket var tilfældet i SKM2013.230.BR. I forhold til at sandsynliggøre udgifter til køb af varer eller generelle tjenesteydelser, der ikke har en umiddelbar nær tilknytning til forretningsområdet for den pågældende virksomhed. 

SKM2006.219.ØLR

Indkomstansættelsen forhøjet under hensyn til konkrete indtægtsdifferencer, idet der var udeholdt omsætning ved blomsterhandel i form af salg gennem en forbrugsforening. Indkomstansættelsen også forhøjet under hensyn til konkrete udgiftsdifferencer i form af ikke godkendt fradrag for varekøb, idet der på bilag hverken var angivet, hvem der var sælger, eller hvad og hvor meget, der var købt. Bilagene opfyldte ikke kravene til grundbilag. 

Afgørelsen viser, at SKATs tilsidesættelse af regnskabsgrundlaget ikke nødvendigvis skal følges op af en skønsmæssig ansættelse, støttet af en privatforbrugsopgørelse eller et skøn over bruttoavance, men at SKAT kan ændre skatteansættelsen med de konkrete differencer. Se lignende afgørelse i SKM2007.130.VLR.

SKM2004.119.ØLR

Bogførings- og regnskabsmateriale, der dokumenterede et selskabs selvangivne fradrag for 2 indkomstår, var bortkommet ved byfornyelsesarbejder i selskabets lokaler. Selskabet gjorde gældende, at bortkomsten var uden betydning, idet selskabets revisor som offentlighedens repræsentant havde revideret årsregnskaberne for de 2 indkomstår og erklæret, at regnskaberne efter revisorens opfattelse var retvisende. ØLR fandt, at det påhvilede selskabet at dokumentere driftsudgifter, og at selskabet bar risikoen for regnskabsmaterialets bortkomst. Revisionen kunne ikke føre til andet resultat.   

Se lignende afgørelse:

SKM2001.389.ØLR.

SKM2004.6.ØLR

Ikke godtgjort, at en købmand i en periode på godt 1 år kunne foretage fradrag for udbetalt løn til sin søster. Kasseregnskabet var ikke ført og afstemt, og uanset at en ny revisor havde omarbejdet bogføringen og havde redegjort for forskellige uoverensstemmelser, var det ikke godtgjort, at en debitering af kontoen for varesalg ikke modsvarede udeholdt omsætning. Ej heller godtgjort, at indskud på købmandens bankkonti hidrørte fra bogførte indtægter, som købmanden tidligere havde erhvervet, uanset at købmandsforretningen i tidligere måneder havde givet større overskud end de beløb, der i disse måneder var indsat på købmandens bankkonti.

Afgørelsen bekræfter, at der gælder et skærpet krav til dokumentation og bevisbyrde ved aftaler mellem familiemedlemmer og andre nærtstående om udveksling af varer eller ydelser mod vederlag.

Afgørelsen kan formentlig også ses som et udtryk for, at hvis SKAT i første omfang har konstateret, at det foreliggende bogførings- og regnskabsmateriale er mangelfuldt, skal SKAT ikke nødvendigvis lægge et efterfølgende tilrettet og udarbejdet nyt bogførings- og regnskabsmateriale til grund som et retvisende grundlag for opgørelsen af den skattepligtige indkomst. Herunder uanset om en revisor medvirker ved tilretningen af bogførings- og regnskabsmaterialet. 

SKM2001.429.VLR

Efter Kammeradvokatens anmodning skulle en direktør undervejs i en domstolsbehandling af en skattesag oplyse, hvem der havde deltaget i en udlandsrejse. Direktørens oplysningspligt var ikke i strid med eller en omgåelse af skattekontrollovens regler for oplysningspligt efter opfordring.

Afgørelsen angår forholdet mellem den skattepligtiges oplysningspligt efter skattekontrolloven og retsplejelovens regler for parts- og vidneforklaring i civile retssager.

SKM2001.389.ØLR

Takseret overskud af virksomhed, der efter revisors henvendelse blev ændret til 0 kr. Den skattepligtiges ansøgning om genoptagelse af ansættelsen med et underskud af virksomhed kunne ikke imødekommes, idet det underliggende bogførings- og regnskabsmateriale var bortkommet, og den skattepligtige måtte selv bære risikoen herfor. 

Se lignende afgørelse:

SKM2004.119.ØLR.

Byretsdomme

►Retten fandt, at sagsøgeren ikke havde løftet sin bevisbyrde for, at en række indbetalinger på sagsøgerens bankkonto ikke vedrørte arbejde udført af hans enkeltmandsvirksomhed for så vidt angik indkomstårene 2011 og 2012. Retten fandt endvidere, at indbetalingerne for så vidt angik indkomstårene 2013 og 2014 måtte anses for at være overskud af uregistreret virksomhed. Sagsøgeren var herefter rette indkomstmodtager og derfor skattepligtig af indbetalingerne.

Efter en samlet vurdering fandt retten det desuden ikke godtgjort, at det af skattemyndighederne udøvede skøn var udøvet på et forkert grundlag eller var åbenbart urimeligt, hvorfor der ikke var grundlag for at tilsidesætte skønnet. De afgivne forklaringer kunne ikke føre til et andet resultat. ◄

►Sagen angik, om en skatteyders fulde skattepligt til Danmark genindtrådte i 2005. Derudover angik sagen, om der var grundlag for at tilsidesætte skattemyndighedernes skønsmæssige ansættelse af skatteyderens indkomst i de omhandlede indkomstår, om skatteyderen var momspligtig af en række ydelser, samt om betingelserne for ekstraordinær genoptagelse af skatteyderens skatteansættelser og momstilsvar var opfyldt. 

Retten fandt det godtgjort, at skatteyderen havde haft rådighed over sin ekskones bolig i de omhandlede indkomstår, samt at han også havde opholdt sig i Danmark i et omfang, der lå ud over ophold på grund af ferie eller lignende. Skatteyderen var på den baggrund fuldt skattepligtig til Danmark i de omhandlede indkomstår. 

Retten fandt desuden, at der ikke var grundlag for at tilsidesætte skattemyndighedernes skønsmæssige ansættelser, samt at skatteyderen var momspligtig af en række ydelser, som han havde leveret til en dansk virksomhed. 

Betingelserne for ekstraordinær genoptagelse fandtes også at være opfyldt, og Skatteministeriet blev derfor frifundet. ◄

►Sagen angik, om en skatteyder var skattemæssigt hjemmehørende i Danmark i indkomstårene 2006-2009, og om der var grundlag for skønsmæssigt at forhøje skatteyderens indkomst i disse indkomstår. 

Det var ubestridt, at skatteyderen, der var litauisk statsborger, var fuldt skattepligtig i både Danmark og Litauen, og at skatteyder havde bolig til rådighed i begge lande. Spørgsmålet var derfor, hvilket land beskatningsretten tilkom efter dobbeltbeskatningsoverenskomsten.

Retten fandt, at skatteyderen efter dobbeltbeskatningsoverenskomstens artikel 4, stk. 2, litra a, havde de stærkeste personlige og økonomiske interesser i Danmark, og beskatningsretten tilkom derfor Danmark.

Retten fandt desuden ikke, at skatteyderen havde godtgjort, at den skønsmæssige ansættelse var udøvet på et forkert grundlag eller var åbenbart urimeligt, og skønnet kunne derfor ikke tilsidesættes. 

Skatteministeriet blev herefter frifundet. ◄

►Sagen angik, om SKAT (nu Skattestyrelsen) var berettiget til at fastsætte skatteyderens skattepligtige indkomst for indkomstårene 2006-2012 skønsmæssigt, og om skønnet kunne tilsidesættes. Derudover var spørgsmålet om fristerne for, hvornår skatteansættelserne for 2006-2009 kunne ændres, var overholdt.

Skatteyderen havde for de pågældende indkomstår - på nær ét indkomstår - selvangivet indkomst med kr. 0,- Af kontoudtog mv. for skatteyderens konti fremgik det, at der indgik meget betydelig beløb ligesom der blev hævet, og anvendt meget betydelige beløb.

Efter de foreliggende oplysninger havde der ikke været udarbejdet erhvervsmæssige opgørelser over indtægter og udgifter. Der forelå derfor ikke regnskaber eller andre oplysninger, der kunne danne grundlag for skatteansættelsen. Skattemyndighederne var derfor været berettiget til at foretage en skønsmæssig ansættelse.

Retten bemærkede bl.a., at skatteyderen selv havde valgt at sammenblande sine private og sine forretningsmæssige forhold ved anvendelse af samme konti til såvel private som forretningsmæssig brug. 

Retten fandt, at skatteyderen ikke ved sin forklaring i sagen og ved sine venners forklaringer om lån havde godtgjort, at den skønsmæssige ansættelse var åbenbart urimelig eller hvilede på et klart fejlagtigt grundlag.  Retten fandt herefter, at skatteyderen havde handlet i hvert fald groft uagtsomt ved hans indkomsts opgørelser for 2006-2009, hvorfor betingelserne for ekstraordinær ansættelse i skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 5, for disse indkomstår var derfor opfyldt.

Retten lagde til grund, at skatteyderen i vidt omfang optog lån hos venner og bekendte. En række af disse lån var godkendt af skattemyndighederne som ikke-skattepligtige overførelser. Andre lån var ikke godkendt af skattemyndighederne af forskellige årsager. Vedrørende flere af lånene forklarede långiver eller dennes repræsentant i retten, at man nok ikke forventede at modtage tilbagebetaling, og en enkelt långiver var ikke selv klar over, om der var tale om lån eller gave.

Retten fandt - trods de afgivne forklaringer under sagen - at lånene ikke i videre omfang end godkendt af skattemyndighederne var tilstrækkeligt bestyrket ved objektive kendsgerninger. Retten fandt herefter, at der ikke var grundlag for at tilsidesætte den skønsmæssige forhøjelse af skatteyderens indkomst for de pågældende indkomstår, hvorfor Skatteministeriet blev frifundet.◄

SKM2021.163.BR

Sagen handlede om, hvorvidt skattemyndighederne var berettiget til skønsmæssigt at forhøje sagsøgerens indkomst i indkomstårene 2012-2014 i anledning af hævninger fra et selskab, hvori sagsøgeren i de pågældende indkomstår var registreret som direktør, samt om der var anledning til at tilsidesætte det skøn, som forhøjelserne var udtryk for.

Retten fandt, at sagsøgeren som direktør i selskabet havde leveret en arbejdsydelse til selskabet, hvorefter der var grundlag for at antage, at sagsøgeren var blevet ydet et vederlag for det udførte arbejde.

Retten fremhævede, at det var sagsøgeren, der havde bevisbyrden for, at de hævede beløb var foretaget i selskabets interesse, samt at skattemyndighedernes indkomstskøn var udøvet på et forkert grundlag eller havde medført et åbenbart urimeligt resultat.

Herefter fandt retten, at sagsøgeren ikke havde løftet bevisbyrden, hvorefter der ikke var grundlag for at tilsidesætte skattemyndighedernes skøn, der ifølge retten både måtte anses for lempelig og i hvert fald ikke urimeligt. Retten lagde i den forbindelse vægt på, at der ved skønnet var taget hensyn til løn til uregistrerede og uidentificerbare medarbejdere samt udokumenterede udgifter til bl.a. forsikring, brændstof og administration.

SKM2021.122.BR

Sagen handlede om, hvorvidt skatteyderen var skattepligtig af en række kontante indsætninger på hans bankkonto på i alt 1.737.543 kr. i indkomstårene 2012 til 2014.

Skatteyderen gjorde gældende, at størstedelen af indsætningerne stammede fra hævninger fra hans MasterCards, som herefter var genindsat på bankkontoen, samt at en mindre del stammede fra lån, tilbagebetaling af udlæg og indbetaling af depositum. Skatteyderen havde under sagens forberedelse bl.a. fremlagt kontoudskrift for hævninger fra ét MasterCard, hvoraf fremgik at der i perioden 2012-2014 var hævet ca. 839.000 kr.

Retten fandt, at det påhvilede skatteyderen at godtgøre, at de kontant indsatte beløb stammede fra beskattede midler. Denne bevisbyrde havde skatteyderen ikke løftet. Retten anførte bl.a., at der kun i meget begrænset omfang var tidsmæssig og beløbsmæssig sammenhæng mellem de kontante indsætninger og hævningerne fra det ene Mastercard, og at der ikke i øvrigt var bilag i sagen, der relaterede sig til indsætningerne på ca. 1,7 mio. kr. Retten bemærkede, at der var konstateret yderligere indsætninger på skatteyderens bankkonto, som ikke var indeholdt i SKATs forhøjelse, hvorfor SKATs forhøjelse måtte anses for konservativ. Retten fandt derfor, at der ikke var grundlag for at nedsætte SKATs forhøjelse på baggrund af indbetalingen af depositum.

SKM2021.107.BR

Sagen omhandlede overordnet, hvorvidt der var udeholdt omsætning i et selskab, eller der som anført af sagsøgerne var tale om, at selskabet havde ageret hæveautomat for sine kunder, som skulle bruge kontanter til betaling i prostitutionsmiljøet.

Retten fandt, at skattemyndighederne havde været berettiget til at sidesætte selskabets regnskabsmateriale. Retten bemærkede i den forbindelse bl.a., at selskabets virksomhed efter sin art og omfang ikke falder ind under undtagelserne i bogføringslovens § 7, stk. 1, 3. pkt., hvorfor alle transaktioner skulle have været registreret nøjagtigt og snarest muligt efter salget. Heller ikke ud fra det materiale, der havde været forelagt byretten, var det muligt at foretage en afstemning af kontantbevægelserne i selskabet.

Retten udtalte samtidig, at retten fandt det sandsynliggjort, at der havde været betydelige kontanthævninger i den natklubsvirksomhed, som selskabet drev. Som følge af kontanthævningernes karakter, havde selskabet imidlertid haft en særlig anledning til at sikre dokumentation for transaktionssporet vedrørende disse hævninger bedst muligt. Ved at have undladt dette, havde selskabet bragt sig i bevisnød med henblik på at godtgøre, at skattevæsenets skøn skulle være foretaget på et urigtigt grundlag.

SKM2021.102.BR

Retten fandt, at skatteyderen har haft indtægter fra kokainsalg, og at sådanne indtægter er skattepligtige efter statsskattelovens § 4.

Retten fandt desuden, at skattemyndighederne havde foretaget et lempeligt skøn, og at der ikke forelå et sikkert grundlag for at fastslå, at det udøvede skøn skulle være åbenbart urimeligt.

Skatteministeriet blev derfor frifundet.

SKM2021.13.BR

SKM2020.563.BR

Skatteministeriet blev frifundet.

SKM2020.149.BR

Sagen angik, om en skatteyder var skatte-og momspligtig af indsætninger på hans bankkonti for indkomstårene 2009 og 2010. Skatteyderen gjorde gældende, at han havde udlånt sin bankkonto til sin far, og at virksomhedsomsætningen derfor ikke tilkom ham. Skatteyderen gjorde endvidere gældende, at de skønsmæssige ansættelser var udøvet på et forkert grundlag, og at der ikke var grundlag for ekstraordinær genoptagelse.

Retten fandt ikke, at skatteyderen havde løftet bevisbyrden for, at indsætningerne på skatteyderens bankkonti ikke tilkom ham som skattepligtig indkomst. Da skatteyderen ikke havde fremlagt dokumentation, der kunne bestyrke hans forklaring om, at han havde haft yderligere driftsomkostningerne end skønnet af skattemyndighederne, fandt retten endvidere ikke, at skatteyderen havde løftet bevisbyrden for, at skattemyndighedernes skøn var udøvet på et forkert grundlag.

Under de givne omstændigheder fandt retten, at betingelserne i SFL § 27, stk. 1, nr. 5, for ekstraordinær genoptagelse var opfyldt.

Skatteministeriet frifundet.

Dommen vedrører også ansættelse af moms - se afsnit A.B.5.2

SKM2020.51.BR

Sagen omhandlede, hvorvidt skattemyndighederne havde været berettiget til skønsmæssigt at forhøje sagsøgerens indkomst i årene 2012 til 2014 og i bekræftende fald, om skattemyndighedernes forhøjelse kunne tilsidesættes. Retten lagde til grund, at sagsøger ikke havde selvangivet eller fået indberettet indkomst i 2012 til 2014.

Med henvisning hertil, samt at sagsøger ikke alene ved sin forklaring havde godtgjort, at han havde haft en kontant opsparing, fandt retten, at skattemyndighederne havde været berettiget til at foretage en skønsmæssig ansættelse af sagsøgers indkomst i indkomstårene 2012 til 2014.

Retten kunne imidlertid ikke tiltræde det af SKAT foretagne skøn over sagsøgers indkomst, da retten ikke fandt, at der ved en reduktion på 25 % af det gennemsnitlige privatforbrug for en enlig under 60 år uden børn var taget tilstrækkeligt højde for sagsøgers særdeles begrænsede privatforbrug. Retten lagde i den forbindelse vægt på sagsøgers troværdige forklaring om sine begrænsede udgifter i forhold til tal fra Danmarks Statistik.

Retten hjemviste derfor sagen til Skattestyrelsen med henblik på udøvelse af et konkret skøn over sagsøgers indkomst i 2012 til 2014 med inddragelse af sagsøgers oplysninger om et særdeles begrænset privatforbrug.

SKM2020.21.BR

Sagen drejede sig om, hvorvidt sagsøgeren i indkomstårene 2012-2014 drev erhvervsmæssig virksomhed med køb og salg af designerlamper, eller om der var tale om salg af privat indbo (en eksisterende, ældre samling), som var indkomstopgørelsen uvedkommende. Efter en samlet vurdering fandt retten, at sagsøgeren havde drevet erhvervsmæssig virksomhed med køb og salg af designerlamper i indkomstårene 2012-2014. Retten lagde herved bl.a. vægt på omsætningens størrelse, og at omsætningen såvel absolut som relativt havde haft en stor vægt i sagsøgerens økonomi. Retten lagde desuden vægt på, at der var foretaget et betydeligt antal køb i årene 2012-2014, og at sag- søgeren havde de faglige forudsætninger for at drive virksomhed med køb og salg af lamper. Retten lagde herudover vægt på, at sagsøgeren havde udbudt lamper til salg på en hjemmeside m.v.

I anden række drejede sagen sig om, hvorvidt skattemyndighedernes skønsmæssige fastsættelse af resultatet af virksomheden kunne tilsidesættes. Retten fandt ikke grundlag for at tilsidesætte det samlede skøn, selvom det var godtgjort, at én indbetaling til sagsøgeren ikke vedrørte virksomheden.

Retten tog Skatteministeriets påstand til følge. Ministeriet havde anerkendt en nedsættelse på 5.200 kr. for indkomståret 2013.

SKM2019.423.BR

Sagen angik spørgsmålet om, hvorvidt sagsøgerne med rette var blevet beskattet som løn af flere kontante hævninger og afholdte udgifter af privatlignende karakter, som et selskab, hvori sagsøgerne var ansat som hhv. direktør og bogholder, havde afholdt. Retten fandt, at sagsøgerne havde adgang til og reelt rådede over selskabets indestående bankkonti og øvrige midler. Med henvisning hertil, og at der i sagen var enighed om, at sagsøger 1 ikke var blevet aflønnet fra sin stilling som direktør, og at selskabet var ejet af sagsøger1's brødre, pålagde retten sagsøgerne at føre et sikkert og objektivt bevis for, at udgifterne var afholdt i selskabets interesse, og at beløbene ikke tilfaldt sagsøgerne. Da sagsøgerne ikke fremlagde dokumentation, der med sikkerhed knyttede betalingerne til udgifter afholdt i selskabets interesse, fandt retten, at sagsøgerne ikke havde løftet deres skærpede bevisbyrde, ligesom sagsøgerne ikke havde bevist, at den skønsmæssig forhøjelse var baseret på et forkert grundlag eller var åbenbar urimelig.

Dommen er anket til Vestre Landsret.

SKM2018.420.BR

Skatteyderen havde i indkomstårene 2005 til 2013 fået indsat beløb på i alt 4.006.331 kr. på sin konto. Landsskatteretten havde skønsmæssigt fastsat skatteyderens indkomst i årene 2005 til 2013 til sammenlagt 1.973.300 kr.

Retten fandt under disse omstændigheder sammenholdt med oplysningerne om skatteyderens indtægtsforhold i de pågældende år, at det påhvilede skatteyderen at godtgøre, at de indsatte beløb ikke udgjorde skattepligtig indtægt. Retten fandt det ikke godtgjort, at skatteyderen havde bevist, at indsætningerne udgjorde refusion for udgifter afholdt i arbejdsgiverens interesse. Skatteyderen havde heller ikke dokumenteret, at han havde krav på kost- og logigodtgørelse.

SKM2018.405.BR

Sagsøgeren drev enkeltmandsvirksomhed i form af en restaurant. Skattemyndighederne forhøjede på baggrund af en grundig gennemgang af sagsøgerens regnskabsmateriale og virksomhedens registrerede varesalg for de pågældende indkomstår skønsmæssigt sagsøgerens skattepligtige indkomst og momstilsvar. Ved gennemgangen kunne skattemyndighederne konstatere, at den reelle omsætning i virksomheden oversteg den bogførte omsætning. Sagsøgeren gjorde blandt andet gældende, at der ved skønsudøvelsen ikke var taget hensyn til kundernes betaling af drikkepenge, og endvidere var der ikke foretaget en privatforbrugsberegning, og sagsøgerens bruttoavance efter indkomstforhøjelsen lå uden for normalområdet.

Retten fandt, at sagsøgeren ikke havde godtgjort, at de skønsmæssige ansættelser var åbenbart urimelige eller hvilede på et klart urigtigt eller ufuldstændig grundlag. SKAT fandtes derimod at have udøvet skønnet på baggrund af en omhyggelig gennemgang, ligesom SKAT havde udøvet fornøden forsigtighed.

SKM2018.402.BR

Skatteyderens indkomst var blevet skønsmæssigt forhøjet med 67.500 kr., på baggrund af indsættelser på hans bankkonto. Skatteyderen gjorde gældende, at beløb hidrørte fra lån fra et familiemedlem og fra tidligere hævninger.

Retten fandt det ikke godtgjort, at indsættelserne hidrørte fra lån, idet låneforholdene ikke var understøttet af objektiv dokumentation. Videre fandt retten det ikke godtgjort, at de andre indsatte beløb stammede fra tidligere hævninger, idet der ikke var nogen tidsmæssig eller beløbsmæssig sammenhæng mellem hævninger og indsættelser.

SKM2018.394.BR

Skatteyderen drev i de pågældende indkomstår enkeltmandsvirksomhed med salg af mad i restaurant og som take away. Sagen omhandlede skønsmæssig forhøjelse af en skatteyders personlige indkomst samt af hans momstilsvar. Der var i sagen enighed om, at skatteyderens regnskabsmateriale var mangelfuldt, hvorfor skattemyndighederne havde været berettiget til at fastsætte indkomsten skønsmæssigt. Parternes uenighed bestod således i, hvorledes skattemyndighedernes skønsmæssige forhøjelse var udøvet på et forkert grundlag eller havde ført til et åbenbart urimeligt resultat.

Retten fandt, at der ved skønnets udøvelse var taget hensyn til de foreliggende faktiske omstændigheder. Skattemyndighedernes ansættelse var baseret på de konkrete dankorttransaktioner sammenholdt med det af personalet indtastede kontantsalg. Det var ikke dokumenteret, at den anvendte bruttoavanceprocent var for høj for branchen, eller at den af skattemyndighederne opgjorte omsætning var urealistisk høj. Den omstændighed, at skattemyndighederne ikke havde foretaget en privatforbrugsberegning, kunne i øvrigt ikke føre til et andet resultat.

SKM2018.377.BR

Skatteyderens indkomst var blevet skønsmæssigt forhøjet med 332.000 kr. for indkomståret 2013 på baggrund af indsættelser på hans bankkonto. Sagen udsprang af, at han var blevet stoppet i lufthavnen med over 80.000 kr. i kontanter. Skatteyderen gjorde gældende, at beløb stammede fra lån fra forskellige familiemedlemmer, samt beløb, han tidligere havde hævet, som blev genindsat.

Retten fandt det ikke godtgjort, at indsættelserne hidrørte fra lån, idet låneforholdene ikke var understøttet af objektive beviser. Videre fandt retten det ikke godtgjort, at indsatte beløb stammede fra tidligere hævninger, idet der ikke var nogen tidsmæssig eller beløbsmæssig sammenhæng mellem hævninger og indsættelser.

SKM2018.359.BR

Sagen drejede sig om, hvorvidt sagsøgeren skulle beskattes af en række indsætninger i 2011 på hans bankkonti fra 1) navngivne personer, 2) et selskab samt 3) ukendte kilder på i alt 543.056 kr. Sagsøgeren gjorde gældende, at indsætningerne stammede fra lån fra venner og familie henholdsvis en forudbetaling af en ordre fra et selskab, som sagsøgeren efterfølgende tilbageoverførte til selskabet i forbindelse med sagsøgerens annullation af ordren.

Retten var enig i den foretagne beskatning. I forbindelse med indsætningerne fra navngivne personer og ukendte kilder, lagde retten vægt på, at forholdene ikke var tilstrækkeligt dokumenteret, og at bevisbyrden var skærpet. I forbindelse med indsætningerne fra selskabet lagde retten vægt på, at forløbet ikke var støttet af objektive kendsgerninger, og at det må formodes, at der har været andre transaktioner mellem sagsøgeren og selskabet end de, som var snævert forbundne til den pågældende ordre.

SKM2013.796.BR

Sagen angik fradrag for indkomståret 2007 for udgifter til opførelse af ejendomme ifølge 6 fakturaer. 5 af fakturaerne var udateret, og der var ikke dokumenteret betaling for nogen af fakturaerne. Skatteyderen fandtes ikke at have ført sikkert bevis for, at udgifterne var afholdt i indkomståret 2007, eller at der var fradrag for udgifterne efter SL § 6, stk. 1, litra a, ved indkomstopgørelsen for 2007.   

De 5 udaterede fakturaer angav momssatsen til 33 pct.

Se om de momsretlige krav til udformning af fakturaer og om konsekvenser ved uretmæssig opkrævning af moms i afsnit A.B.3.3.1.2 Faktureringspligten og afsnit D.A.13.6 Fakturering med moms ML § 46, stk. 6. 

SKM2013.230.BR

Ægtefællers ikke selvangivne indkomst ved salg af paller var skønsmæssigt ansat. LSR skønnede, at parret havde haft udgifter til køb af paller svarende til 25 pct. af indtægterne. Ved sagens behandling for byretten blev der afgivet fire skønserklæringer om priser ved køb af paller. Byretten fandt det ikke godtgjort, at LSRs skøn var åbenbart urimeligt eller hvilede på et forkert grundlag.

Afgørende præmis for, at der skulle gives fradrag for varekøb efter et skøn: Der var ubestridt udgifter ved salg af de pågældende varer.

SKM2011.726.BR

Revisor, der beskattes efter virksomhedsskattelovens afsnit I. Ikke godkendt fradrag for udgifter, der ikke var dokumenteret ved bilag, udgifter, der var fratrukket 2 gange, og udgifter, der var af privat karakter.

Afgørelsen viser klassiske tilfælde på konkrete udgiftsdifferencer.

SKM2009.591.BR

Et selskab havde pga. fejl i bogføringen foretaget et dobbelt fradrag for et varekøb. Ikke bevist, at fejlen var rettet ved en kreditpostering eller modregning.  På selskabets varekøbskonto var bogført 2 andre varekøb, idet det blev påstået, at disse 2 varekøb var modregnet på en anden konto, og at der ikke var foretaget fradrag for varekøbene. Dette ansås ikke for dokumenteret.      

Afgørelsen kan ses som et udtryk, at oplysninger om overordnede regnskabstal, overført til selvangivelsen, ikke kan anses for dokumenteret, medmindre regnskabstallene i kraft af bogføringsprincipperne om transaktionsspor og kontrolspor kan følges til de underliggende bilag. 

Landsskatteretskendelser

SKM2021.80.LSR

Landsskatteretten fandt, at den skønsmæssige ansættelse af overskud på 399.000 kr. for indkomståret 2012 måtte anses for at være for høj. Den skønsmæssige ansættelse var alene foretaget med udgangspunkt i gennemsnitstal fra Danmarks Statistik og ikke ud fra en analyse af klagerens konkrete forhold, ligesom klagerens repræsentant havde påvist mangler ved den af SKAT foretagne privatforbrugsopgørelse. 

SKM2019.473.LSR

Landsskatteretten tiltrådte, at Skattestyrelsen havde været berettiget til at udøve et skøn over klagers og dennes ægtefælles indkomst, men kunne ikke tiltræde det foretaqne skøn over indkomsten, der var et generelt skøn, der alene var baseret på oplysninger fra Danmarks Statistik over et gennemsnitligt privatforbrug for 2 voksne i Danmark uden børn.

Landsskatteretten hjemviste sagen til Skattestyrelsen til udøvelse af konkret skøn over ægtefællernes indkomst, der også inddrog det forhold, at der var tale om indtægt ved nystartet erhvervsvirksomhed, privatforbruget for ægteparret før og efter de omhandlede år, og om oplysningerne om privatforbruget i Syddanmark, hvor parret var bosat.

SKM2007.595.LSR

Afgørelse om skønsmæssig ansættelse af indkomst var ugyldig, da der ikke var udsendt agterskrivelse, forinden afgørelse i form af årsopgørelse blev udsendt.

SKM2003.441.LSR

Uanset ændringerne af bogføringsloven ved lov nr.1006 af 23. december 1998 ansås et selskabs udgiftsbilag i form af dags dato-kvitteringer ikke for at opfylde kravene til grundbilag, og det var med rette, at der var nægtet fradrag for udgifterne.

Afgørelsen kan evt. sammenholdes med SKM2006.219.ØLR, hvori indgik spørgsmålet, om udgiftsbilag opfyldte kravene til grundbilag ifølge bogføringsreglerne, der var gældende før lov nr.1006 af 23. december1998.

Skatteforvaltningen

SKM2007.277.SKAT

Erhvervsdrivende har pligt til efter anmodning fra SKAT at indsende regnskabsmateriale og andre dokumenter, der kan have betydning for skatteligningen. 

Meddelelsen præciserer gældende ret.

SKM2007.42.DEP

Skatteministeriets departement udtaler, at oplysninger i et skatteregnskab, som SKAT kan anmode en virksomhed om at indgive, normalt ikke kan give anledning til ændring af skatteansættelsen for en mindre virksomhed efter "ligningsfristens" udløb. "Ligningsfristen" må forstås som den ordinære ansættelsesfrist efter SFL § 26, stk. 1.

Udtalelsen har sammenhæng med, at en virksomhed, der er omfattet af mindstekravsbek. for mindre virksomheder BEK nr. 594 af 12. juni 2006 om mindre virksomheder, kun skal indgive et skattemæssigt årsregnskab efter SKATs anmodning.

Udtalelser fra Folketingets Ombudsmand

FOB 2020-40

I en generel egen drift-undersøgelse om Skattestyrelsens begrundelser i sager om skønsmæssige ansættelser konstaterede Ombudsmanden nogle generelle problemstillinger vedrørende kravet om, at en begrundelse skal indeholde en henvisning til de retsregler, som afgørelsen er truffet i henhold til. Det drejede sig om henvisning til dels skattekontrolloven, dels bevisbyrderegler, der var udviklet i retspraksis.