Indhold

I dette afsnit beskrives de praktiske foranstaltninger med hensyn til lagerstyring og dokumentation af aktiviteter.

Afsnittet indeholder:

  • Lagerfunktioner
  • Lagerregnskab
  • Hæftelse.

Lagerfunktioner

I Frihavnen er der oprettet et antal lagre.

Lagrene kan drives af

  • speditører, som oplagrer varer bestemt til andre virksomheder, eller
  • virksomheder, der lagerfører egne varer.

Alle varer kan anbringes i Frihavnen, uanset varernes art, mængde, oprindelse eller bestemmelse.

Forbud og restriktioner, der skal iagttages allerede ved varernes indførsel i EU´s toldområde, skal iagttages ved deres anbringelse i Frihavnen. Det kan fx være forbud mod indførsel af visse udryddelsestruede dyr og planter. Se afsnit F.A.31.

Ikke-EU-varer, der er oplagret i Frihavnen, kan, mens de befinder sig der,

  • overgå til fri omsætning mod fortoldning. Se afsnit F.A.14
  • uden tilladelse gøres til genstand for de sædvanlige behandlinger, der kan foretages på et toldoplag. Se afsnit F.A.21
  • angives til aktiv forædling. Se afsnit F.A.25
  • angives til midlertidig import. Se afsnit F.A.23
  • afstås til fordel for statskassen
  • destrueres under kontrol af Toldstyrelsen

Se EUTK art. 247, stk. 1.

Der må i Frihavnen anvendes og forbruges varer, hvis dette er tilladt i henhold til proceduren for aktiv forædling, midlertidig import eller særligt anvendelsesformål, medmindre varen ved overgang til fri omsætning eller midlertidig import ville blive pålagt importafgifter eller undergivet foranstaltninger i henhold til den fælles landbrugspolitik eller handelspolitiske foranstaltninger.

I tilfælde af sådan anvendelse eller sådant forbrug er en toldangivelse om overgang til fri omsætning eller om midlertidig import ikke nødvendig.

En angivelse kræves dog, hvis sådanne varer er omfattet af et toldkontingent eller et importloft.

Se EUTK art. 247, stk. 2.

Toldstyrelsen kan - for varer anbragt i Frihavnen - efter anmodning fastlægge den toldmæssige status som EU-varer. Dette kan ske for følgende varer:

  • EU-varer, som føres ind i Frihavnen
  • EU-varer, som har været genstand for forædlingsprocesser i Frihavnen
  • Varer, der er overgået til fri omsætning i Frihavnen.

Se EUTK art. 246, stk. 2.

Dette sker ved en udfærdigelse af en attest som vist i modellen i GF bilag 51-01.

Hvis varer føres ud af Frihavnen og ind i en anden del af Unionens toldområde eller henføres under en toldprocedure, betragtes de som ikke-EU-varer, medmindre deres toldmæssige status som EU-varer er bevist. Når der skal anvendes eksportafgifter og eksportlicenser eller eksportkontrolforanstaltninger i henhold til den fælles landbrugspolitik eller handelspolitiske foranstaltninger, betragtes varerne dog som EU-varer, medmindre det bliver fastslået, at de ikke har toldmæssig status som EU-varer. Se EUTK art. 249.

Ved modtagelse og opbevaring af højtbeskattede varer - dvs. spiritus (herunder ethanol), tobaksvarer og cigaretpapir - gælder der særlige regler, fx særlige sikkerhedskrav til lokalerne. Se TBEK §§ 98-100.

Lagerregnskab

Når der er krav til en virksomhed om at føre lagerregnskab, skal det føres på en sådan måde, at Toldstyrelsen på grundlag af regnskabet og de øvrige oplysninger, der er givet sammen med anmodningen, kan sikre sig, at reglerne overholdes, og kan være i stand til at identificere varerne samt følge varebevægelserne.

Lagerregnskabet skal især indeholde følgende:

  • Oplysninger vedrørende kollienes mærker, identifikationsnumre, antal og art, varemængde, varernes sædvanlige handelsmæssige eller tekniske beskrivelse, og hvor det er relevant, de af containerens identifikationsmærker, der er nødvendige for at identificere varerne
  • De oplysninger, der er nødvendige for til enhver tid at kunne følge varerne, særligt med hensyn til, hvor de opbevares, deres toldmæssige bestemmelse eller anvendelse efter oplagringen i Frihavnen
  • Henvisning til det benyttede transportdokument eller tolddokument ved varernes tilførsel og fraførsel
  • Oplysning om varernes toldmæssige status og i givet fald oplysning om udstedt attest herfor
  • Oplysninger vedrørende foretagne sædvanlige behandlinger
  • Særlige oplysninger for varer, hvis tilførsel til Frihavnen tjener som afslutning af en anden toldprocedure, fx aktiv forædling
  • Oplysning om anvendelse eller forbrug af varer, som ved overgang til fri omsætning eller ved midlertidig indførsel ikke ville være pålagt importafgifter eller undergivet foranstaltninger i henhold til den fælles landbrugspolitik eller handelspolitiske foranstaltninger i henhold til EUTK art. 247, stk. 2.

Se DF art. 178, stk. 1 og 2.

Hæftelse

Hvis der forsvinder varer fra et lager i Frihavnen, dvs. at de ikke findes ved Toldstyrelsens kontrol, og kan denne forsvinden ikke forklares tilfredsstillende over for Toldstyrelsen, kan Toldstyrelsen anse varerne for forbrugt eller anvendt i Frihavnen. Debitor er herefter den person, som har forbrugt eller anvendt varerne samt de personer, der har medvirket hertil, eller den, der sidst var i besiddelse af varerne ifølge Toldstyrelsens oplysninger. Se EUTK art. 79.

Virksomheden skal underrette Toldstyrelsen om ethvert tilfælde af varers bortkomst, som ikke skyldes naturlige årsager.

Hvis der bortkommer varer i gentagne tilfælde, og virksomheden ikke kan forklare dette på tilfredsstillende måde, kan Toldstyrelsen tilbagekalde godkendelsen af regnskabet og dermed retten til at udøve virksomhed i Frihavnen.