Bestemmelserne om indgivelse af en toldangivelse svarer i al væsentlighed til de hidtil gældende regler. Se art. 64 i den hidtil gældende toldkodeks.

En toldangivelse kan således fra 1. maj 2016, som hidtil indgives af enhver person, som:

  • kan forelægge de oplysninger, som er nødvendige for henførsel af en vare under den toldprocedure, som varerne angives til, herunder i form af en forenklet angivelse, og
  • kan frembyde eller lade varerne frembyde.

Hvis antagelsen af en toldangivelse medfører særlige forpligtelser for en bestemt person, skal angivelsen dog foretages af denne person eller af dennes repræsentant.

Ved person forstås en fysisk person, en juridisk person og enhver sammenslutning af personer, som ikke er en juridisk person, men som i henhold til EU-retten eller national ret anerkendes at have rets- og handleevne. Se EUTK art. 5, nr. 4).

Se EUTK art. 170, stk. 1.

Klarereren, dvs. den person, der indgiver en toldangivelse i eget navn, eller den person, i hvis navn en sådan angivelse indgives, skal være etableret inden for EU. Se EUTK art. 170, stk. 2 og art. 5, nr. 15).

Krav om etablering inden for EU gælder dog ikke for følgende klarerere:

  • personer, der indgiver en toldangivelse om forsendelse eller midlertidig import
  • personer, der lejlighedsvis indgiver en toldangivelse, bl.a. til særlige anvendelsesformål eller aktiv forædling, hvis toldmyndighederne finder det berettiget
  • personer, der er etableret i et land, der grænser op til EU, som frembyder varer for et toldsted beliggende på grænsen til det pågældende land, såfremt dette land giver gensidige fordele til personer etableret inden for EU.

Se EUTK art. 170, stk. 3.

En toldangivelse skal være attesteret. Se EUTK art. 170, stk. 4.

Ifølge de hidtil gældende regler har toldmyndighederne kunnet give tilladelse til, at toldangivelsen blev indgivet, inden varerne blev frembudt. Se art. 201, stk. 2 i de hidtidige gennemførelsesbestemmelser.

Tilladelse er ikke længere påkrævet, da toldangivelse nu kan indgives inden varerne frembydes for toldmyndighederne. Se EUTK art. 171.

I så fald behandler toldmyndighederne de angivne oplysninger før frembydelsen af varerne, særligt med henblik på risikoanalyse. Se DF art. 227.

Hvis varerne ikke frembydes indenfor 30 dage efter indgivelse af toldangivelsen, anses denne for ikke at være indgivet. Se EUTK art. 171.

Når en toldangivelse indgives inden varernes frembydelse kan toldmyndighederne tillade, at meddelelse om frembydelse sker i anden form end elektronisk, indtil de nationale importsystemer er opgraderet respektive det automatiske eksportsystem (AES) er taget i brug. Se DFO art. 17.