Bestemmelserne om, at varer, der føres ind i EU's toldområde, omgående skal transporteres til det anviste toldsted eller et andet af toldmyndighederne anvist eller godkendt sted, svarer i al væsentlighed til de hidtil gældende bestemmelser. Se EUTK art. 135 og den hidtil gældende toldkodeks art. 38.

Det har dog hidtil været tilladt at opretholde nationale bestemmelser vedrørende turist-, grænse- eller posttrafikken eller vedrørende trafik uden nævneværdig økonomisk betydning, når toldtilsynet og mulighederne for toldkontrol ikke indskrænkes herved. Se den hidtil gældende toldkodeks art. 38, stk. 4.

Denne bestemmelse er nu afløst af en bestemmelse, hvorefter der kan anvendes særlige regler vedrørende varer, der transporteres i grænseområder eller i rørledninger og kabler samt trafik af uvæsentlig økonomisk betydning såsom breve, postkort, tryksager eller deres elektroniske ækvivalenter på andre medier eller varer, der transporteres af rejsende, forudsat at toldtilsynet og mulighederne for toldkontrol ikke indskrænkes herved. Se EUTK art. 135, stk. 5. Sådanne særlige regler skal dog fastsættes på i EU-toldlovgivningen i form af en gennemførelsesforordning, frem for i nationale bestemmelser. Se art. 138, litra b).

Bemærk: Varer der angives ved en handling, anses blandt andet for at være transporteret til rette sted. Se GF art. 218, litra a).