Ved vurdering af kravene om, hvorvidt en virksomhed opfylder betingelserne for at opnå AEO status, er samarbejdet med andre medlemsstater en vigtig faktor. Dette gælder særligt fordi en AEO-bevilling er gældende i hele EU.

Oplysning om modtagelse af en AEO-ansøgning, skal "offentliggøres" over for andre medlemsstaters toldmyndigheder inden for syv dage fra modtagelsen af ansøgningen. Se GF art. 30, stk. 1.

Den toldmyndighed, som skal træffe afgørelse, kan høre toldmyndighederne i andre EU medlemsstater, hvor virksomheden opbevarer oplysninger, eller hvor der skal udføres kontrol, som er nødvendig for vurderingen af kriterierne for bevillingen.

Høringen er i visse tilfælde obligatorisk når:

a) Den kompetente toldmyndighed ikke har kunnet fastsættes efter hovedreglen i EUTK art. 22, stk. 3, og ansøgningen om AEO-bevilling, derfor er indgivet til toldmyndighederne på det sted, hvor hovedbogholderiet føres, i overensstemmelse med DF art. 12.

b) Ansøgningen om AEO-status er indgivet til toldmyndighederne i den medlemsstat, hvor ansøgeren har fast driftssted, og hvor oplysninger om vedkommendes almindelige logistiske ledelsesaktiviteter i EU føres eller er tilgængelige. Dvs. når ansøgningen er indgivet til den toldmyndighed, som er fastsat som kompetent til at behandle ansøgningen efter reglen i DF art. 27.

c) En del af de relevante registre og dokumentation af relevans for ansøgning om AEO-status opbevares i en anden medlemsstat end den, hvis toldmyndighed er kompetent til at træffe en afgørelse.

d) Ansøgeren om AEO-status råder over lagerfaciliteter eller har andre toldrelaterede aktiviteter i en anden medlemsstat end den kompetente toldmyndigheds medlemsstat.

Høringsprocessen for punkterne a-d skal være afsluttet indenfor 80 dage.

Når en anden medlemsstat er i besiddelse af relevante oplysninger, skal medlemsstaten meddele disse oplysninger til den kompetente toldmyndighed i den medlemsstat, der skal træffe afgørelsen inden for 30 dage, efter ansøgningen er fremsendt i EOS systemet. Se herom i afsnit F.A.4.5.3 Data i forbindelse med en AEO-ansøgning og -bevilling.

Tilbagekalder toldmyndighederne en positiv afgørelse, der er truffet på baggrund af ansøgerens AEO-status, skal dette oplyses til den toldmyndighed, der gav bevillingen til AEO-status, såfremt dette er en anden myndighed.

Se GF art. 35.