►Tilladelsesindehaver skal på dennes hjemmeside eller brugergrænseflade anvende Spillemyndighedens mærkningsordning.
Spillemyndighedens mærke skal placeres på forsiden af tilladelsesindehaverens hjemmeside. På hjemmesidens øvrige sider skal mærket være let synligt for spilleren.
Tilladelsesindehaver skal til enhver tid benytte sig af den seneste offentliggjorte version af mærket, der er udarbejdet af Spillemyndigheden. Mærket må ikke af tilladelsesindehaver ændres i design, proportioner eller farver.
Mærket må ikke anvendes på en måde, der giver indtryk af, at Spillemyndigheden er medarrangør eller sponsor.
Mærket må ikke benyttes af tilladelsesindehavers samarbejdspartnere eller andre parter, der ikke har en tilladelse fra Spillemyndigheden.
Som tidligere nævnt forstås ved brugergrænseflade ethvert medie, hvorpå tilladelsesindehaver udbyder spil. Udover en hjemmeside, kan det fx være en app.
At Spillemyndighedens mærkningsordning skal anvendes, vil sige, at Spillemyndighedens mærke skal vises på forsiden på tilladelsesindehaverens hjemmeside eller brugergrænseflade. Mærket skal være let synligt på samtlige sider på hjemmesiden.
Hovedformålet med mærkningsordningen er at skabe et trygt spilmarked og hjælpe spilleren med at gennemskue, hvilke spiludbydere der har tilladelse til at udbyde spil på det danske marked.
For at opfylde dette formål skal mærket anvendes i en sådan størrelse, at teksten på mærket: "Tilladelse fra Spillemyndigheden" er læsbar, således at spillere, der ikke ellers er bekendt med mærket, kan gennemskue, at spiludbyderen har tilladelse fra Spillemyndigheden.
Spillemyndighedens mærke viser, at spiludbyderen har tilladelse fra Spillemyndigheden, og at Spillemyndigheden fører tilsyn med spiludbyderen.
Den senest offentliggjorte version af mærket kan downloades på spillemyndigheden.dk. Mærket skal anvendes præcis som det er, og må ikke ændres på nogen måde.
Det er udelukkende spiludbydere med tilladelse til at udbyde spil, som må anvende Spillemyndighedens mærke på deres hjemmesider, i deres markedsføringsmateriale mv. Spiludbydere, som gør brug af mærket uden en tilladelse, kan ifalde ansvar efter markedsføringsloven.
Se bekendtgørelse om online væddemål § 14.◄