Afsnittet indeholder:
Spillemyndigheden kan give påbud til spiludbydere for overtrædelse af hvidvaskloven, regler udstedt i medfør heraf eller Europa-Parlamentets og Rådets forordninger indeholdende regler om finansielle sanktioner mod lande, personer, grupper, juridiske enheder eller organer.
Påbuddet vil indeholde en frist, hvorefter spiludbyderen inden for denne angivne frist skal have opfyldt sine forpligtelser efter loven mv.
Spillemyndigheden anvender påbud i de situationer, hvor Spillemyndigheden påbyder en bestemt adfærd eller handling fremover. Det kan både være i tilfælde, hvor spiludbydere handler i strid med loven eller undlader at handle, selvom en handling er påkrævet efter loven.
Et påbud skal anvendes i de situationer, hvor der er tale om alvorlige, gentagne, systematiske overtrædelser eller en kombination heraf.
Påbud tænkes hovedsagelig anvendt i forbindelse med overtrædelser af hvidvasklovens regler om
- risikovurdering og risikostyring,
- kundekendskabsprocedurer og
- undersøgelses-, noterings-, underretnings- og opbevaringspligt.
I begrænset omfang kan det påtænkes anvendt i andre situationer også.
Hvis en spiludbyder ikke efterkommer et påbud, kan denne straffes med bøde.
Se hvidvasklovens § 66 og § 79.