Det bemærkes, at risikoen for hvidvask via landbaserede væddemål vurderes som høj i Den nationale risikovurdering for hvidvask 2018, som er udgivet af Hvidvasksekretariatet i SØIK. Risikovurderingen foretaget af udbydere af landbaseret væddemål skal tage højde for dette og dermed have tilstrækkelige foranstaltninger til at forhindre hvidvask.

En væsentlig årsag til, at risikoen er vurderet høj, er bl.a., at ansvarssubjektet i hvidvaskloven er den forpligtede enhed, dvs. spiludbyderen, da det er spiludbyderen, som er omfattet af loven. En forhandler af landbaseret væddemål er dermed ikke ansvarssubjekt ved en overtrædelse af hvidvasklovgivningen. Spiludbyderen kan løfte sit ansvar for at sikre, at eksempelvis forbundne transaktioner kan identificeres, ved at have skriftlige procedurer til sit forhandlernetværk. Procedurerne skal gøre det muligt for forhandleren at konstatere, hvordan denne skal kontrollere og bedømme, om transaktioner kan anses for at være forbundne. Det er en forudsætning, at spiludbyderen kontrollerer, at både forhandleren og dennes ansatte er undervist i reglerne, og at de i praksis anvender og efterlever reglerne. Risikovurderingen udarbejdet af spiludbyderen skal tage højde herfor. Forhandlerne og deres ansatte skal uddannes og oplæres i de procedurer, som i øvrigt skal være operationelt anvendelige.

En anden væsentlig årsag er, at spilleren i høj grad har mulighed for at være anonym samt anvende kontanter, hvilket nærmere specificeres i de næste afsnit.