Dato for udgivelse
31 Jan 2019 10:49
Dato for afsagt dom/kendelse/afgørelse/styresignal
01 Oct 2018 11:08
SKM-nummer
SKM2019.54.BR
Myndighed
Byret
Ansvarlig styrelse
Skattestyrelsen
Sagsnummer
BS-9225/2018
Dokument type
Dom
Overordnede emner
Skat
Overemner-emner
Virksomheder
Emneord
Kontinuerlig, underskudsgivende, underskud, negativ, driftsresultat,
Resumé

Skatteyderen havde fra 2004 og fremefter importeret og solgt vin, som han leverede i næsten hele Danmark. Virksomheden havde været kontinuerligt underskudsgivende. Da han blev pensioneret fra sit fuldtidsjob som læge i 2012, begyndte han at bruge mere tid på virksomheden, der dog fortsat gav underskud.

Henset til det kontinuerligt negative driftsresultat og til, at der ikke var udsigt til forbedring, fandt retten, at virksomheden ikke var erhvervsmæssig. Kørselsgodtgørelse fra arbejdet som læge kunne ikke inddrages i vurderingen af rentabiliteten.

Retten fandt i øvrigt, at skatteyderen ikke havde nogen berettiget forventning som følge af, at SKAT ikke havde anfægtet ansættelserne for tidligere år.

Skatteministeriet blev herefter frifundet.

Reference(r)

Statsskattelovens § 6, stk. 1 a

Henvisning

Den Juridiske Vejledning 2018-2, C.C.1.1.1

Redaktionelle noter

Tidligere instans: Landsskatterettens afgørelse, jr.nr. 15-2484188

Appelliste

Parter

H1

(Selvmøder)

Mod

Skatteministeriet

(v/Kammeradvokaten v/adv. fm. Søren Norlén)

Afsagt af Byretsdommer

Jeanette Thørholm Andersen

Dommen indeholder ikke en fuldstændig sagsfremstilling, jf. retsplejelovens § 218 a, stk. 2.

Indledning samt parternes påstande og hovedanbringender

Den 7. december 2017 stadfæstede Landsskatteretten SKATs afgørelse af 16. juni 2015 om ikke at godkende fradrag for virksomhedsunderskud på 76.210 kr. og kørselsudgifter på 133.670 kr. for indkomståret 2012 samt fradrag for virksomhedsunderskud på 224.123 kr. for indkomståret 2013 for sagsøgeren, H1 v/IO, idet SKAT fandt, at IO ikke havde drevet erhvervsmæssig virksomhed.

IO har ved stævning indleveret til retten den 15. marts 2018 indbragt sagen for retten og har nedlagt endelig påstand om, at sagsøgte, Skatteministeriet, skal anerkende, at IO’s skattepligtige indkomst skal nedsættes med 209.880 kr. i indkomståret 2012 og 224.123 kr. i indkomståret 2013.

IO har til støtte for påstanden i første række gjort gældende, at der var tale om drift af erhvervsmæssig virksomhed. IO har i anden række gjort gældende, at SKAT var afskåret fra at ændre hans skatteansættelse med tilbagevirkende kraft i 2015, idet han i 2012 havde investeret kraftigt i virksomheden med en berettiget forventning om, at den var godkendt som en erhvervsmæssig virksomhed på grund af SKATs behandling af virksomheden i tidligere år.

Skatteministeriet har principalt påstået frifindelse, subsidiært at sagen hjemvises til fornyet behandling ved Skattestyrelsen.

Skatteministeriet har til støtte for den principale påstand gjort gældende, at virksomheden ikke kan godkendes som en erhvervsmæssig virksomhed for indkomstårene 2012 og 2013, idet IO ikke opfyldte rentabilitetskriteriet. Skatteministeriet har endvidere gjort gældende, at IO ikke har opnået en retsbeskyttet forventning om, at hans virksomhed var erhvervsmæssig.

Skatteministeriet har til støtte for den subsidiære påstand gjort gældende, at sagen skal hjemvises til fornyet behandling ved Skattestyrelsen med henblik på beløbsmæssig opgørelse af fradragene og en ny beregning af slutskatten, hvis retten måtte finde, at IO’s virksomhed var erhvervsmæssig.

Forklaringer

IO har blandt andet forklaret, at han havde fast ansættelse som ledende overlæge for flere sygehuse. I 2001 oprettede han en virksomhed omkring sit virke som lægefaglig konsulent. Han fik et CVR nr. Det var på Y1, at han virkede som lægefaglig konsulent. Hans aftale med regionen var således, at han fik løn, men ikke feriepenge eller pension. Han fik kørselsgodtgørelse. Han var ikke opmærksom på, at han burde have ændret aftalen fra lønindtægt til honorar.

I 2004 startede han vinvirksomheden op. Der var tale om en udvidelse af den virksomhed, han drev i forvejen. Vin-delen angik køb og salg af vin fra Norditalien. Han var i 2005 til torskegilde, hvor SKAT ikke gjorde indsigelse mod konstruktionen. De 2 dele af virksomheden var indbyrdes afhængige derved, at han leverede vin på Sjælland og Y1, når han alligevel skulle køre til Y1 for at virke som lægefaglig konsulent. Kørslen var så at sige idégrundlag for, at han kunne levere vin på Sjælland. I slutningen af 2011 gik han på pension fra sin overlægestilling og kunne så fokusere mere på vin-delen. Han fortsatte virket som lægefaglig konsulent på Y1. Han var på Y1 hver tredje uge. Det var typisk om søndagen, at han leverede vin på Sjælland, inden han tog færgen til Y1 om aftenen. Han medtog kørselsgodtgørelsen i sit regnskab. Han regner med, at virksomheden når 1 mio. kr. i omsætning i 2018.

I 2012 omstrukturerede han lagerfaciliteterne fuldstændigt. Virksomheden fik nye lagerbygninger, en professionel hjemmeside, alarmopsætning og forsikringer. Der blev også etableret overvågning. Han har nu et lager for ca. 1,8 mio. kr. I 2012 og 2013 var lageret nok på 1,5 mio. kr. Der er ikke tale om en åben forretning, men netbaseret salg. Han har kunder både i Nordjylland og på Sjælland. Han leverer over hele landet med den klausul, at leveringsstedet skal være nær en motorvej. Han har flere restauranter som kunder. Hans kone arbejder gratis i virksomheden. Omfanget viser, at det ikke er en hobby, og han regner med en driftsherreløn til sig selv. Han er nødt til at drive virksomheden videre for ikke at lide et stort tab på lageret. Han investerede kraftigt i virksomheden i 2012, fordi han på det tidspunkt kunne bruge mere tid på den. Virksomheden arrangerer vinsmagninger. Fra 2012 havde virksomheden årlige udgifter til halleje for ca. 22.000 kr., forsikringer for ca. 7.000 kr., 6.000 kr. til alarm og ca. 10.000 kr. til webfirmaet. Virksomheden har telefon og internetforbindelse.

Han og hans kone tog til Italien 1 - 2 gange årligt, herunder til vinmesse i Italien i april, hvor de mødte leverandører og traf aftaler for det kommende år. De gik på restaurantbesøg, fordi de havde opdaget, at det var en god måde at komme i kontakt med potentielle kunder. De spiste så en beskeden frokost i stedet for annoncering. De gik til lokale messer og var medlem af Handelsstandsforeningen. De uddelte gratis smagsprøver. Han trak ikke reparationsudgifter mv. vedrørende bilen fra, kun kørselsfradraget. Han mener, at han og hans kone tilsammen brugte ca. 2 dage ugentligt på vin-delen af virksomheden i 2012 og 2013. Han fik ikke løn, kun overskuddet. Efter råd fra sin revisor har han pr. 9. april 2018 startet et IVS for at undgå problemer fremtidig.

Procedure

IO har indleveret en sagsfremstilling, og Skatteministeriet har indleveret et påstandsdokument. Parterne har i det væsentlige procederet i overensstemmelse hermed.

IO har yderligere anført, at han anser sin virksomhed som én fælles virksomhed med den lægefaglige del og vin-delen. Vin-delen er afhængig af, at han havde kørselsgodtgørelse til Y1. Vin-delen er ikke en hobbyvirksomhed, og han er nødt til at fortsætte driften for ikke at lide et stort tab på lageret. Han investerede kraftigt i virksomheden i 2012, og det vil være urimeligt, hvis SKAT ændrer opfattelse af virksomheden senere efter at have godkendt den som erhvervsmæssig for tidligere år.

Skatteministeriet har yderligere anført, at det er IO’s bevisbyrde, at han opfyldte rentabilitetskriteriet. Hans kørselsgodtgørelse som læge kan ikke inddrages ved vurderingen af, om vinvirksomheden er rentabel. Når man fortsætter en aktivitet i flere år, der giver tab, er der tale om hobby.

Rettens begrundelse og afgørelse

Kørselsgodtgørelsen, som IO modtog fra Y2-Hospital, hidrørte fra hans virke som lægefaglig konsulent. Kørselsgodtgørelsen kan ikke indgå ved vurderingen af rentabiliteten af hans virke med salg af vin, idet virket hermed ikke har været en forudsætning for virket som lægefaglig konsulent. Samtidig er kørselsgodtgørelse efter sin karakter en godtgørelse for afholdte udgifter/værditab.

Det lægges til grund, at IO’s aktivitet med salg af vin fra 2004 og frem til 2013 har været givet underskud i alle årene 2006-2013, hvor de selvangivne resultater er oplyst til fra - 51.945 kr. til - 354.191 kr. Efter de oplysninger, der er fremkommet under sagen, har resultatet også været negativt for 2015 og 2016.

IO har alligevel fortsat sin aktivitet.

Aktiviteten med salg af vin har ikke en naturlig sammenhæng med IO’s erhverv som læge. IO har fortsat aktiviteten i en række år, selvom den gav underskud. Selv om IO investerede flere penge og mere tid i aktiviteten, da han gik på pension i 2012, var der ikke et sikkert grundlag for at antage, at aktiviteten ville udvikle sig således, at den ville kunne give en rimelig fortjeneste. Aktiviteten kan derfor ikke anses for drift af en erhvervsmæssig virksomhed for så vidt angår indkomstårene 2012 og 2013.

Efter oplysningerne i sagen har SKAT ikke på noget tidspunkt afgivet en positiv tilkendegivelse om, at IO’s vinsalg kunne godkendes som en erhvervsmæssig virksomhed. Den omstændighed, at SKAT ikke har anfægtet IO’s skattemæssige opgørelse for tidligere år, kan ikke føre til, at IO kan anses for at have opnået en berettiget forventning om, at han havde ret til fradrag.

Skatteministeriets påstand om frifindelse tages derfor til følge.

IO har tabt sagen og skal derfor betale sagsomkostninger til Skatteministeriet. Sagens værdi er oplyst til 250.000 kr., og på baggrund heraf fastsættes sagsomkostningerne til 22.000 kr. med tillæg af moms, i alt 27.500 kr., der vedrører Skatteministeriets udgift til advokatbistand.

T H I  K E N D E S  F O R  R E T :

Sagsøgte, Skatteministeriet, frifindes.

I sagsomkostninger skal sagsøgeren, H1 v/IO, inden 14 dage betale 27.500 kr. i sagsomkostninger til Skatteministeriet.