Almennyttigt lotteri kun for medlemmer af forening
Foreninger skal hverken anmelde eller ansøge om tilladelse til at afholde et almennyttigt lotteri eller bankospil, når alle nedenstående forudsætninger er opfyldt.
- de eneste deltagere er foreningens medlemmer og disses pårørende (dvs. at deltagelsen i lotteriet ikke er offentligt tilgængelig). Spillemyndigheden har i denne forbindelse fortolket, at pårørende er personer, der tilhører medlemmets husstand.
- det tydeligt fremgår af eventuel annoncering, at det kun er medlemmer og disses pårørende, der må deltage
- værdien af hver enkelt gevinst overstiger ikke 5.000 kr.,
- salgssummen eller ved flere lotterier den samme dag den samlede salgssum af disse ikke overstiger 100.000 kr. og
- foreningens eller organisationens formål ikke udelukkende eller fortrinsvis er at afholde almennyttige lotterier.
Det er en forudsætning for at opfylde betingelserne, at det alene er foreningens medlemmer og disses pårørende, som må deltage i lotteriet, at hele overskuddet fra spillene går til almennyttige formål, og at foreningen ikke udelukkende eller fortrinsvist kan have lotterier som aktivitet for medlemmerne.
Drift af en egentlig spilleklub vil således ikke være i overensstemmelse med reglerne om almennyttige lotterier. En forening kan godt afholde lotterier for sine medlemmer, såfremt foreningen primært har andre aktiviteter specielt i relation til medlemmerne.
Anvendelse af § 8, stk. 1, forudsætter derudover, at der er tale om en reel foreningsdannelse, således at tilknytningen mellem foreningen og dens medlemmer ikke i det væsentlige må være af rent formel karakter.
Ved vurderingen af foreningstilknytningens karakter lægger Spillemyndigheden vægt på blandt andet, at
- indmeldelse i foreningen og kontingentindbetalinger ikke sker ved foreningens lotteri-/bankoarrangement,
- alle nye medlemmer af foreningen i forbindelse med indmeldelse kan få udleveret eller tilsendt et eksemplar af foreningens love eller vedtægter,
- alle medlemmer har en vedtægtsbestemt adgang til at øve indflydelse på foreningens ledelse og virksomhed og indkaldes til generalforsamling,
- der føres kontrol med, at kun personer, der forud er registreret som kontingentbetalende medlem (eller disses pårørende), deltager i foreningens lotteri-/bankoarrangementer, og
- der er adgang for medlemmerne til foreningens medlemsarrangementer.
Det afgørende vil således være, om indmeldelsen i foreningen fremtræder som en realitet, og ikke som en formalitet i forbindelse med og alene med henblik på deltagelse i et umiddelbart forstående lotteri. Medlemskab skal foreligge og dokumenteres allerede ved køb af spilleplader mv.
Hvis en forening ønsker at afholde et lotteri i videre omfang end BEK nr. 1288/2019 § 8, stk. 1, eksempelvis hvis salgssummen overstiger det tilladte maksimum, eller hvis foreningens medlemstal er så stort, at lotteriet ikke vil kunne afvikles efter bestemmelsen, eller hvis ikke-medlemmer skal kunne deltage i lotteriet, må foreningen søge tilladelse efter bekendtgørelsens almindelige regler.
Se BEK nr. 1288/2019 § 8, stk. 1.