Indhold

Virksomhedens godtgørelse af energiafgifter fastlægges overordnet set i forhold til virksomhedens fradrag for købsmoms vedrørende det pågældende energiforbrug.

Når fradraget efter momsreglerne er fastlagt, er der forskellige regler for godtgørelse af energiafgifter mv. af det pågældende forbrug. Forbruget skal derfor opdeles i de forskellige godtgørelsesmæssige kategorier.

Dette afsnit indeholder således en kort introduktion til reglerne og lovgrundlaget for fordeling og måling af energiforbrug til procesformål og rumvarme, varmt brugsvand og komfortkøling.

 Afsnittet indeholder:

  • Regel
  • Formål
  • Lovgrundlag.

Regel

Når energien fra det forbrugte brændsel bruges til både procesformål og varmeleverancer/rumvarme/varmt brugsvand/komfortkøling, vil energiforbruget som udgangspunkt blive betragtet som brugt til rumvarme mv., medmindre der sker en konkret måling/fordeling af energiforbruget. Se afsnit E.A.4.6.13.3 om fordeling og måling af forbrug af brændsler.

Ved lov nr. 2225 af 29. december 2020 er der sket omfattende ændringer i reglerne om godtgørelse af elafgift. Godtgørelsen for rumvarme m.v. er øget, hvorved elafgiften godtgøres bortset fra 0,4 øre pr. kWh (hel godtgørelse). Der gælder herefter samme godtgørelse for rumvarme m.v. og proces. Afgifterne af rumvarme m.v. og procesforbrug er herefter ens. I den forbindelse er der sket ophævelse af en række regler, herunder målerregler, for elektricitet til både procesformål og varmeleverancer/rumvarme/varmt brugsvand/komfortkøling (rumvarme m.v.).

For bilagsvirksomheder, jf. bilag 1 til LBK nr. 308 af 24. marts 2017, finder ovennævnte ændringer først anvendelse fra og med den 1. januar 2023. Før denne dato har bilagsvirksomheder ikke mulighed for at få godtgjort afgiften af elektricitet til procesformål. Godtgørelsen for rumvarme m.v. er dog øget, hvorved elafgiften godtgøres bortset fra 0,4 øre pr. kWh (hel godtgørelse).

For bilagsvirksomheder, jf. bilag 1 til LBK nr. 308 af 24. marts 2017, finder ovennævnte ændringer først anvendelse fra og med den 1. januar 2023. Før denne dato skal bilagsvirksomheder anvende fordelings- og opgørelsesreglerne vedrørende procesformål og rumvarme m.v. i den tidligere elafgiftslov, jf. LBK nr. 1321 af 26. august 2020.

Vedrørende bilagsvirksomheder, jf. bilag 1 til LBK nr. 308 af 24. marts 2017, anvendes § 8, stk. 2 og 3 i lov nr. 2225 af 29. december 2020.

Denne udgave af Den juridiske vejledning indeholder ikke en nærmere gennemgang af de for bilagsvirksomheder relevante regler i den tidligere elafgiftslov. For denne nærmere gennemgang henvises der til Den juridiske vejledning 2020-2.

Når brændsel anvendes til mineralogiske processer mv. og andre processer, så vil energiforbruget blive betragtet som brugt til andre processer, medmindre der sker en konkret måling/fordeling af energiforbruget til mineralogiske processer mv.

Hvis et konkret energikøb, jf. faktura fra energileverandøren, ud fra de faktiske fysiske forhold i virksomheden, kun kan anvendes til formål omfattet af de samme godtgørelsesregler, skal der ikke foretages målinger.

Formål

Formålet med bestemmelserne er at sikre, at der sker en korrekt fordeling af godtgørelsesberettiget afgift og ikke-godtgørelsesberettiget afgift, og at målinger er retvisende for det faktiske forbrug.

Lovgrundlag

Reglerne for fordeling og måling af energiforbrug findes i GASAL § 10, stk. 5, nr. 4 og § 10 d, stk. 6, KULAL § 8, stk. 4, nr. 4 og MINAL § 11, stk. 5, nr. 4.