Indhold
Dette afsnit handler om reglerne om forældelse af krav på omkostningsgodtgørelse.
Afsnittet indeholder:
- Forældelse af krav på omkostningsgodtgørelse
- Oversigt over domme, kendelser, afgørelser, SKM-meddelelser mv.
Forældelse af krav på omkostningsgodtgørelse
Krav på omkostningsgodtgørelse er omfattet af forældelseslovens 3-års-frist, jf. FORÆL § 3.
3-års-fristen løber fra det tidspunkt, hvor den godtgørelsesberettigedes sag er endeligt afsluttet.
Har den godtgørelsesberettigede sag været påklaget eller indbragt for domstolene, anses sagen først for endeligt afsluttet, når klage- eller domstolssagens afgørelse eller dom foreligger, og fristen for prøvelse for næste instans er udløbet. 3-års-fristen løber derfor først fra dette tidspunkt. Dette gælder også for tidligere acontoudbetalinger.
Eksempel
I et tilfælde, hvor ansøgningen om omkostningsgodtgørelse blev indsendt mere end 3 år efter udløbet af klagefristen, blev kravet på omkostningsgodtgørelse anset for forældet. En tvist mellem rådgiver og skatteyder afbrød ikke forældelsen. Se SKM2018.644.LSR.
Eksempel
Det er ansøger, der har bevisbyrden for, at ansøgningen om omkostningsgodtgørelse er indsendt inden udløbet af forældelsesfristen. SKM2018.168.SANST.
Forelæggelse af honorar afbryder forældelse
En henvendelse fra Skattestyrelsen til Advokatnævnet eller brancheorganisationernes klagenævn, med anmodning om vurdering af rimeligheden af et honorar, kvalificeres jf. FORÆL § 21, stk. 2 og 3, som indbringelse for en administrativ myndighed eller et privat klagenævn, ankenævn eller lignende. Skattestyrelsens krav på tilbagebetaling af udbetalt omkostningsgodtgørelse kan derfor tidligst anses som forældet 1 år efter det tidspunkt, hvor Advokatnævnet eller klagenævnet har afgivet sin udtalelse.
Eksempel
Landsskatteretten fandt, at en henvendelse fra Skattestyrelsen til Responsumudvalget med anmodning om udvalgets vurdering af rimeligheden af et honorar, der var faktureret af et af foreningens medlemmer, i relation til FORÆL § 21, stk. 2 og 3, må kvalificeres som indbringelse af en tvist for et privat klagenævn, ankenævn eller lignende. Det bemærkedes i den forbindelse, at det fremgår af bemærkningerne til L 54 af 17. januar 2002, at det har været lovgivers hensigt, at vurderingen af rimeligheden af sagkyndiges honorarer netop skulle foretages under medvirken af den sagkyndiges brancheorganisations klagenævn. Se SKM2014.215.LSR.
Suspension af forældelsesfristen ved urigtige oplysninger
Forældelsesfristen suspenderes for sager, hvor Skattestyrelsen har fået urigtige oplysninger. Det følger af FORÆL § 3, stk. 2, at fristen suspenderes frem til det tidspunkt, hvor Skattestyrelsen fik eller burde have fået kundskab hertil.
Oversigt over domme, kendelser, afgørelser, SKM-meddelelser mv.
Skemaet viser relevante afgørelser på området:
| Afgørelse | Afgørelsen i stikord | Yderligere kommentarer |
| Landsskatteretskendelser |
| SKM2018.644.LSR | Ansøgning om omkostningsgodtgørelse blev indsendt mere end 3,5 år efter Landsskatterettens afgørelse i klagesagen. Kravet på omkostningsgodtgørelse blev i den forbindelse overdraget til rådgiver. Kravet på omkostningsgodtgørelse ansås for forældet. 3-årsfristen skulle regnes fra det tidspunkt, hvor den godtgørelsesberettigedes sag var endeligt afsluttet og fristen for at indbringe sagen for næste instans var udløbet. En tvist mellem rådgiver og skatteyder om størrelsen af honoraret kunne ikke afbryde forældelsen i forhold til kravet mod SKAT vedrørende omkostningsgodtgørelse. Skatteyder kunne have ansøgt om omkostningsgodtgørelse og orienteret SKAT om, at skatteyderen ville gøre indsigelse mod honorarets størrelse. | Krav forældet |
| SKM2015.699.LSR | I perioden 15. juli 2008-14. juli 2011 var det anført i Den juridiske vejledning, at forældelsesfristen for krav på omkostningsgodtgørelse løb fra sidste rettidige betalingsdag på den pågældende faktura. Fra 15. juli 2011 blev teksten ændret således, at det nu er anført, at forældelsesfristen løber fra det tidspunkt, hvor sagen er endelig afsluttet. Landsskatteretten fandt, at Skattestyrelsen havde afskåret sig fra at gøre forældelse gældende for krav på omkostningsgodtgørelse af fakturaer, der kunne være udstedt i den periode, hvor teksten i Den juridiske vejledning var gældende, hvorfor kravet på omkostningsgodtgørelse i den konkrete sag ikke kunne anses for at være forældet. | Krav ikke forældet |
| SKM2014.215.LSR | Landsskatteretten fandt, at en henvendelse fra Skattestyrelsen til Responsumudvalget med anmodning om udvalgets vurdering af rimeligheden af et honorar, der var faktureret af et af foreningens medlemmer, i relation til FORÆL § 21, stk. 2 og 3, må kvalificeres som indbringelse af en tvist for et privat klagenævn, ankenævn eller lignende. Det bemærkedes i den forbindelse, at det fremgår af bemærkningerne til L 54 af 17. januar 2002, at det har været lovgivers hensigt, at vurderingen af rimeligheden af sagkyndiges honorarer netop skulle foretages under medvirken af den sagkyndiges brancheorganisations klagenævn. | Krav ikke forældet |
| Skatteankestyrelsen |
| SKM2018.168.SANST | En ansøgning om omkostningsgodtgørelse var forældet på tidspunktet for ansøgningen. Ansøger har bevisbyrden for, at ansøgningen er kommet frem inden forældelsesfristens udløb. | Bevisbyrde |